Bodil Jørgensen
Kendte fortæller

Bodil Jørgensen: Jeg savner mine forældres tilstedeværelse i verden

Skuespiller Bodil Jørgensen savner meget ofte sine forældre. For når man mister nogen, man elsker, så bliver ens egen skrøbelighed sat på prøve. Derfor var hun også selv bange for, at hendes børn skulle miste deres mor, da hun kom ud for en ulykke - men selv er hun ikke bange for at dø. Læs Bodil Jørgensens svar på fem spørgsmål om livet.

5 spørgsmål til Bodil Jørgensen om livet

Hvornår har livet været allerbedst?

– Det har det været mange gange i løbet af et liv. Og det bliver heldigvis ved at dukke op – at livet er bedst lige pludselig. Det er jo sådan nogle korte strejf af, at nu er alt, som det skal være. Jeg er i Århus for tiden, og vi har været der siden 17. maj, og min datter og min mand og jeg tog i en svømmehal, der hedder Spanien herovre. En gammel svømmehal, der er bygget i en anden tid. Så svømmede vi rundt der, og Rigmor – min datter – sagde: ”Har vi det ikke dejligt?” Og så sagde jeg: ”Jo, det har vi.” Indimellem skal man mindes om det. Og det gør børn. Det kan dukke op, når min store dreng, som er flyttet hjemmefra, pludselig kommer gående ned ad gaden, hvor jeg bor nu. Kommer hjem og besøger os, så bliver jeg også rigtig glad. Eller når jeg om aftenen står og kigger på en masse publikummer inden en forestilling. Mennesker, der glæder sig. Nogle gange kan jeg også fornemme evigheden, selv om jeg hele tiden kan høre uret tikke. Det er også en stærk livsfølelse. Den kan f.eks. komme, hvis jeg går en tur i naturen, eller såmænd også, hvis jeg står hjemme i min egen stue. At man bare føler, at man en lille bitte del af noget stort, så har jeg det rigtig godt, når jeg mærker det.

Hvornår har livet gjort allermest ondt?

– Det er, når vi skal erkende, at verden ikke giver os noget, uden den også tager noget fra os. For mig har det været sådan med mine forældre, selv om jeg tænker, at når jeg er 50 år, må jeg da være gammel nok til at miste min mor og far. At erkende at det også er en stor del, der bliver taget fra en. Man er nok aldrig gammel nok til at blive forældreløs. Jeg tænker meget tit på, at jeg savner mine forældre. Jeg savner deres tilstedeværelse i verden. Min fars gang, den måde, han sagde tingene på eller holdt om én. De er også en del af min egen historie, og så bliver jeg den, der er tilbage. Det er jo ens egen skrøbelighed, som kommer på prøve. Både når man skal miste nogen, og hvis der sker noget med en, eller nogen, man elsker. Jeg var ude for en ulykke, (Bodil kom ud for en traktor-ulykke i optagelserne til "Far til fire" i 2014, red.), hvor jeg var bange for, at mine børn skulle miste mig. Jeg var dog ikke bange for selv at dø. Det kan da godt være, at når jeg en dag ligger der, så vil jeg gerne leve alligevel, men som har jeg det nu, er jeg ikke bange for at dø. Jeg har været derude, hvor jeg svævede mellem liv og død, og det var slet ikke slemt. Jeg havde en stærk fornemmelse af, at der er noget, som tager sig af en. Jeg tror, at det er Gud.

 

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen: Nogle gange spørger børn, om jeg er Rigmors mormor

Hvad har livet lært dig om karriere?

– Jeg har aldrig gået efter at have en karriere eller dyrket det. Jeg ved godt, at det kan jeg sagtens sige, for jeg har en karriere, men jeg er fuldstændig ligeglad med karriere. Jeg har ikke lyst til at blive instruktør. Jeg tænker aldrig over, om det er godt for mit cv at være med i et givent stykke. Det er også derfor, at jeg ikke har nogen agent. Måske har det gavnet min karriere, at jeg ikke har gået op i det, måske har det ikke. Har jeg lavet for meget humor? Det vil der altid være nogen, der har en mening om. Men det siger mere om folk. F.eks. da en journalist spurgte mig, om jeg ikke er bange for at lide af Dirch Passer-syndromet? Så tænkte jeg, hvorfor spørger han dog om det? Det var dog et dumt spørgsmål. Og det, at publikum grinede, når stakkels Dirch Passer forsøgte at spille alvorlig, det siger lidt om publikum. De evner ikke forvandlingen. Hvis mit arbejdsliv sluttede i morgen, så er det fint, så har jeg prøvet rigeligt. Jeg har ingen drømmeroller, jeg absolut skal spille. Jeg føler ikke, at jeg bliver sat i bås som det ene eller det andet, og det interesser mig heller ikke særligt meget, hvordan folk opfatter mig. Det jeg giver, det kommer inde fra mig. Det er der ingen andre, der kan fortælle. For mig er det rigeligt.

Hvad kan du godt lide ved dig selv?

– Uha, det synes jeg er svært at sige noget om. Jeg kan godt lide, at jeg ikke farer op, og at jeg er forholdsvis rolig. At jeg ikke bliver stresset. Tricket er, at jeg hører evigheden og samtidig klokken slå. Så tænker jeg, at der ikke er noget, der skal gå så hurtigt. Jeg synes, at det er latterligt at have travlt. Det giver ingen mening. Man kan ikke være sig selv i det, man er i, hvis man fiser rundt. Jeg kan dog også blive træt af mig selv. Jeg kender min tankegang så godt, at jeg skal ud og møde verden, fordi ellers kan jeg føle mig hjælpeløs. Og hvis jeg så går ud og hjælper andre, så giver det hele mening igen. Jeg leder mere efter noget i andre, end jeg leder efter det i mig selv. Det er jo verden, vi spejler os i. Jeg er meget mere nysgerrig på andres menneskers liv, jeg kender mig selv godt nok efterhånden.

 

Køb abonnement på Psykologi her >

Hvad har været et stort vendepunkt i dit liv?

– Jeg har egentlig oplevet mange store ting i mit liv. Jeg mistede min første mand, og jeg valgte at blive skuespiller, det var der ingen andre i min familie, der var. Det var også et vendepunkt, at jeg fik børn. Livet er fuld af vendepunkter, og de kan være store eller små. Men selv om man er ude for vendepunkter, er man altid stadig sig selv, det forandrer ikke en, men er med til at præge én i en retning. Lige nu er jeg er blevet værge for en dreng fra Syrien. Det er et vendepunkt for mig, selv om jeg har ikke lyst til at sætte mig selv i hovedrollen i den historie, der er så ekstrem. Mødet har bl.a. gjort, at jeg nu kigger anderledes på nogle ting. F.eks. antagelsen om, at mit liv skulle være særligt interessant. Alles liv er fantastiske og grusomme, og alle har en historie, de bærer med sig. Det betyder rigtigt meget for mig, at jeg tager mig af ham, og jeg vil gå langt for at hjælpe ham. Selv om de politiske vinde blæser i en anden retning, er indsigten i hans historie utrolig vigtig til også at forstå verden og ondskaben for mig. Hvis vi bliver ved med at vende den anden kind til, så skal det nok gå (til de politiske vinde red.).

 

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen efter ulykken: Jeg håber, jeg bliver fuldt arbejdsdygtig igen

Hvad er det bedste råd, du har fået?

– Jeg har fået mange. Et af dem kom, da jeg lå og ikke kunne gå efter ulykken, var der en fysioterapeut, der sagde: ”Kom så Bodil, nu går vi.” Og det var der nogen, der skulle sige til mig på det tidspunkt. Hun sagde "så tager vi ti skridt", og jeg sagde ”åh nej, ikke ti skridt” og så sagde hun, ”nå, men så tager vi 11”. Hun havde kræfter til at motivere mig. Min datter på seks år dengang sagde også: ”Mor, jeg lærer dig det. Det er jo ikke så lang tid siden, at jeg lærte at gå.”

Bodil Jørgensen

Født 1961. Uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole. Hun er kendt fra sine humoristiske roller i bl.a. "Rytteriet", men hun har også medvirket i flere spillefilm, f.eks. Lars von Triers "Idioterne" og "Fruen på Hamre". Derudover spiller hun meget teater. Hun er gift med filmfotografen Morten Søborg, og de har sammen datteren Rigmor. Hun har tidligere været gift med instruktøren Henrik Sartou. Sammen har de drengene Johannes og Østen.

Læs mere om: