Anders Matthesen
Kendte fortæller

Anders Matthesen om sin barndom: "Jeg ser også tilbage med en vis portion skam"

Anders Matthesen har spenderet en stor del af sin barndom på tagene i Albertslund på flugt fra tæsk fra de store drenge – men han kunne godt lide at have fjender.

Anders Matthesen ser tilbage på sin barndom

Jeg er født på Østerbro i København.

Vi bor i Holsteinsgade nr. 12, min mor, min far og min to år ældre bror, Jesper. Min mor og far er kunstmalere. Min mor laver sådan nogle naivistiske billeder – blandt andet en kvindesagsplakat, der bliver brugt på et Trille-cover. Min far laver pop-art – store tegneseriebilleder. Ved siden af har de begge deltidsarbejde. Min far går med post, og min mor er kontormedarbejder på KUA. Men efter et par år på Østerbro, flytter vi til Frederiksberg.

 

 

Jeg siger til min far, at jeg gerne vil være rockstjerne.

Han svarer, at det kan man ikke så nemt blive i Danmark. Dét starter en livslang bevisførelse fra min side: Det skal jeg fandeme nok selv bestemme. Hvis Kim Larsen kan, så kan jeg også.

 

Mine forældre går fra hinanden, da jeg er omkring 6 år.

De bliver til at begynde med begge boende på Frederiksberg, men da jeg går i 2. klasse, flytter min bror og jeg til Albertslund med min mor. Det er vi ikke glade for. Det betyder, at vi skal skifte skole. Min bror og jeg græder, da min mor siger, at vi skal flytte efter efterårsferien. Men det er en livsbeslutning. ”Det skal vi. Og sådan bliver det.” Det bliver også vedtaget, at min bror og jeg skal være hos min far hver anden weekend.

 

Da jeg kommer til Albertslund, opfører jeg mig, som jeg plejer.

Så da der er en, der siger: ”Hvad glor du på?”, svarer jeg: ”En ko med bukser på!” Det skal man ikke sige i Albertslund. Dér får jeg min første vasker.

 

LÆS OGSÅ: Anders Matthesen: Jeg er ingen dårlig far

 

Min mor siger: ”Vil du være stille? Ellers står vi af bussen!”

Jeg svarer: ”Jeg skal lige spørge min indre hjerne.” Og så lidt efter: ”Den siger: Så lad gå.” Jeg vil ikke indrømme noget. Jeg vil være på tværs. Det er en stor del af min identitet. Jeg vil diskutere alt. Den sætning, jeg har hørt flest gange i mit liv, er: ”Det gider jeg ikke diskutere.”

 

Min lærer på skolen forstår mig.

Jeg er et kreativt væsen og samtidig vældig forstyrrende i timen, så hun allierer sig med skolens musiklærer, Mogens Abrahamsen, og hver onsdag i dobbelttimerne i dansk får jeg så lov til at gå ned i kælderen sammen med Mogens og spille på trommer. Jeg får også lov til at vælge, om jeg vil aflevere en skrevet eller tegnet stil. Jeg vælger at tegne. Kommaer har jeg ikke styr på, og det går min lærer heller ikke op i. ”Hold kæft, hvor er det en flot opgave. 11 pil opad,” siger hun. Jeg får aldrig lært det med udsagnsled og grundled. Det ærgrer mig lidt, da jeg bliver voksen, for jeg kan godt lide at have styr på sproget. Jeg ærgrer mig i det hele taget over, at jeg spildte tiden så meget i skolen, at jeg ikke gav den gas, så kunne jeg være blevet læge. Det ville jeg gerne være.

 

I skolen skal vi låne en biblioteksbog om ugen.

I to et halvt år i træk låner jeg den samme Troldepus-bog. ”Vi skal jo låne en bog,” siger jeg. Ingen skal fortælle mig, hvad jeg skal gøre. Jeg deltager heller ikke i sport. I svømning svømmer de andre i det store bassin, mens jeg plasker rundt i det varme vand i børnebassinet med korkbælte og siger, at jeg ikke kan svømme – der ligger jeg indtil 9. klasse og nyder livet. Der er ingen, der skal fortælle mig, at jeg skal svømme. Jeg kommer afsted med det hele, pigerne griner, og jeg nyder den der særlige rolle. Jeg er bare Anders, der er lidt uden for kategori.

 

En dag har min mor en veninde på besøg.

Min bror og jeg laver show, henter falske overskæg, tegner hende, viser hende alt muligt. Vi vil være midtpunkt. Det virker, som om min mors veninde synes, at det er meget fedt. Bagefter siger min mor: ”I fylder simpelthen for meget. Jeg kunne overhovedet ikke få lov til at snakke med min veninde.” Jeg tænker ”shit” og får en dårlig smag i munden. Da jeg bliver voksen og kigger tilbage på min barndom, får jeg lyst til at gå tilbage og sige: ”Så luk dog røven. Lad være med at fylde så meget.” I det hele taget får jeg en stor skygge på det der med at være irriterende eller til gene. Det bliver vigtigt for mig opføre mig ordentligt.

 

I 3. klasse starter Tue.

Vi følges hjem fra skole samme dag, og jeg briefer ham om, hvem der bestemmer meget i klassen. Det giver Tue ikke to potter pis for. Han har en helt anden selvtillid. Han er sporty, har nemt ved relationer og er populær hos alle – også hos pigerne. Han passer bedre ind. Jeg er den gakkede, plyssede fætter, der aldrig har to ens vanter. Tue har voks i håret og hører Wham. I dag arbejder Tue med autister, og han er stadig min bedste ven.

 

Jehovas Vidner ringer på. Min mor åbner og råber: ”Anders, det er til dig.”

Jeg vil gerne diskutere og snakke med dem i timevis, så de kommer flere gange. Jeg kan lide argumentationen, fordybelsen og spontaniteten.

 

LÆS OGSÅ: Jim Lyngvild: "Mest af alt føler jeg lettelse, da min far dør"

 

Jeg er provokerede,

har slangebøsse, pusterør og smider paradisæbler ind ad folks vinduer. Jeg driller også de små. Der er mange, der er efter mig, og jeg har rigtig mange fjender. Jeg løber altid inde i buskene og har mange smutveje. Altid på flugt. Men jeg kan godt lide ballade. Jeg kan godt lide at have fjender. Jeg kan bedst lide, når der er nogen, man ikke kan lide.

 

Vi bor på det, der hedder Galgebakken,

og der ligger bjælker hen over stierne – også over torvet ved købmanden. Mig og mine venner kan gå på dem, og vi går fra tag til tag: fra børnehaven hen over fritidshjemmet og klubben, og så dukker vi op et helt andet sted. Det er skønt, når der er store drenge, vi er bange for. Vi har en hel verden ovenpå.

 

På Frederiksberg

hos min far tør jeg nærmest ikke gå over på legepladsen, fordi alle er efter mig. En dag, da jeg sidder på en cykelbom, kommer en af mine plageånder og sætter sig på cykelbommen overfor. Han begynder at træde mig over tæerne. Jeg siger: ”Hvorfor gør du det?” Han svarer: ”Fordi det har jeg lyst til.” Jeg er megabange for ham og går væk fra bommen. Lidt efter står jeg så ude på vejen og tænker: ”Den skal byttes.” Der er ti skridt hjem til min far, så jeg løber hen til drengen og smækker ham en på hovedet bagfra, så han ryger af bommen, mens jeg råber: ”Det havde jeg lyst til!” Og så løber jeg hjem til min far.

Som voksen får jeg det også sådan, at hvis nogen siger noget til mig på comedyfronten, så skal den byttes! Men jeg har lang lunte. Jeg taber ikke besindelsen. Jeg går aldrig amok og smadrer en kop, men den bliver byttet.

 

Som 13-årig ryger jeg hash for første gang, og som 14-årig går jeg på druk med guldøl, men jeg er stadig et barn.

Jeg bliver først voksen, da jeg som 17-18-årig går på HF og får smerter i hjertet. Lægerne finder aldrig ud af, hvad det skyldes. Et bud er, at jeg har en nerve i klemme. Men dér bliver det alligevel alvorligt. Jeg indser, at jeg kan dø, at jeg ikke kan flyve, og at det ikke er for evigt. Jeg er sårbar.

 

Sådan ser jeg min barndom i dag:

”Der var mange lykkelige stunder, meget frihed, meget kreativitet, meget leg og drive. Men det er også med en vis portion skam, at jeg ser tilbage. Der er ting, jeg ville ønske, at jeg ikke havde gjort. Jeg kigger tilbage og tænker: ”Gud, hvor var jeg dog et dumt menneske. Og hvor kunne jeg dog have haft mange venner, hvis jeg bare havde været glad i stedet for at skulle spille sær. Sikke dog en besværlig rute i livet at vælge.” Men muligvis er det jo det, jeg lever af i dag. I dag er jeg glad for den person, jeg er, og det var nok ikke kommet uden min barndom. Det med ydmygheden og at prøve at gøre tingene ordentligt er en måde at kompensere for det, jeg har gjort forkert. Man er nødt til at se på fortiden som en fodboldkamp: Hvis et af sparkene ikke havde været der, så havde det jo været et andet resultat i dag. Men altså: Der er mange steder, hvor jeg gerne ville gå tilbage og sige: ”Det må du undskylde””.

 

Kort om Anders Matthesen:

41 år, komiker og aktuel med dokumentarfilmen ”Den anden side”, der portrætterer ham privat og på arbejde over en periode på fire år. Tidligere har han stået bag en række soloshows, senest ”Shhh”. Derudover har han spillet teater, udgivet musik og lavet både fjernsyn, radio og film. I efteråret udgav han børnebogen ”Ternet Ninja”. Privat er han gift med Cemille Rosenberg Matthesen, der har to børn fra et tidligere forhold, og sammen har de en søn på seks år.