Lykke
Psykologi

Får lykke dig til at leve længere?

Der har længe været fokus på, at vores generelle niveau af lykke i livet har betydning for, hvor længe vi lever. Men er det rigtigt?

Hænger lykke og livslængde sammen?

Mange undersøgelser har vist en sammenhæng mellem at være ulykkelig og dø tidligt. Men ifølge Psykiatrifonden tilbageviser en stor britisk undersøgelse denne sammenhæng. I over 15 år fulgte forskerne en gruppe kvinder i alderen 55-63 år, der bl.a. udfyldte spørgeskemaer om deres fysiske og psykiske helbred, og om de var lykkelige.

De kvinder, der var ulykkelige, vurderede oftere deres helbred som dårligt, og de led oftere af en række psykiske og fysiske sygdomme sammenlignet med de kvinder, der var lykkelige. Når forskerne kiggede på den direkte sammenhæng mellem lykke og død, viste det sig ganske rigtigt, at de ulykkelige kvinder havde en øget risiko for at dø i perioden, hvor undersøgelsen stod på.

LÆS OGSÅ: Lykke - Sådan træner du din lykkemuskel

Men hvis forskerne tog højde for sociale og helbredsmæssige forskelle mellem den lykkelige og ulykkelige gruppe, forsvandt den øgede dødelighed for de ulykkelige. Denne undersøgelse rammer altså en pæl igennem myten om, at det er farligt at være ulykkelig. Det er snarere sådan, at hvis man er syg, er man ulykkelig og har også en øget risiko for at dø. Men dette skyldes den underliggende sygdom, og ikke at man er ulykkelig over at være syg. Kort sagt: Det er ikke selve følelsen af lykke, der spiller ind på længden af et liv, men derimod sociale og helbredsmæssige faktorer.

Læs mere om: