Opsparing
Familieliv

3 tegn: Kender du en, der har et forstyrret forhold til penge?

5. december 2018
af Annette Aggerbeck, redigeret til web af redaktionen
Foto: Panthermedia
Penge er ikke noget, vi snakker højt om. Især ikke, hvis vi godt ved, at de måske styrer mere i vores liv, end hvad godt er. Se, hvilke ting der afslører, om du kender en med et usundt forhold til finanser.

Tre ikke særligt hensigtsmæssige måder at forholde sig til penge på:

Penge påvirker os psykisk – både når vi har for mange, og når vi har for få. Men indimellem kan vores forhold til penge bliver FOR styrende i vores tilværelse. Hvis du kan genkende dig selv eller en du kender i en af følgende måder at forholde sig til penge på, er det værd at undersøge nærmere, hvad der egentlig ligger til grund for dit forhold til penge:

1. Du har undgåelsesadfærd, når det kommer til penge.

F.eks. bruger du ikke penge, du rent faktisk har, eller du har en overdreven modstand mod at løbe nogen form for risiko med dine penge. Undgåelsesadfærden kan også give sig udslag i, at du i stedet for at indse den (uheldige) økonomiske virkelighed, du befinder dig i, forsøger at minimere problemerne ved at undgå at tænke på dem, lader være med at tjekke netbank osv. Eller den kan komme til udtryk ved, at du føler skyld, hvis du kommer til penge. Særligt mennesker med lavt selvværd rammes af dette.

LÆS OGSÅ: Dette styrer vores forhold til penge - og sådan ændrer vi på det

2. Du lader penge betyde alt for meget i dit liv.

I denne kategori finder man ludomanerne, arbejdsnarkomanerne og alle dem, der har et overforbrug. Det er også her, man ser ”hoarderne”, de ekstreme samlere, som via ting og penge ”på lager” får en fornemmelse af tryghed, sikkerhed og mindre angst.

LÆS OGSÅ: Få kontakt til dit indre barn - og lær dig selv bedre at kende

2. Du lader penge spille en for stor rolle for dine relationer.

Hertil hører finansiel afhængighed af andre og finansiel incest, hvor børn bliver tvunget til at tage en alt for stor eller upassende rolle i forhold til familiens økonomi. At penge kommer til at virke forstyrrende på en relation, kan også ses, når man lyver om sit forbrug eller sin finansielle status for ens partner. I ekstreme tilfælde ses det, når en ægtefælle f.eks. tager et lån i huset bag om sin partners ryg. Derudover kan penge også komme til at spille en uheldig rolle for ens relationer, når de gives til folk, hvor det ikke er i deres interesse på lang sigt, og/eller hvis man ikke kan sige nej, når andre spørger en om penge – heller ikke selvom det går ud over ens egen økonomi. Det ses typisk, når forældre bliver ved med at give penge til deres voksne børn, selvom de burde være i stand til at forsørge sig selv.

Kilde: “Mind over Money: Overcoming the Money Disorders That Threaten Our Financial Health” af Brad og Ted Klontz.

Læs også