Chefredaktøren: Sig det ærligt, men sig det sødt

Løgn er lige så gammel som mennesket. Dyr lyver ikke. Det skyldes formentlig det faktum, at de ikke kan finde ud af det. For hvis de kunne, ville de også nok hurtigt opdage, at en vis mængde uærlighed kan føre én langt i livet. Du kan blive både præsident og direktør ved at lyve om andre og dig selv. Men løgn kan også gøre det svært at hitte rundt i livet. På side 54 fortæller journalist Louise Taarnhøj, hvorfor hun har besluttet kun at tale sandt. Alle gør det ellers. Altså lyver. Løgn er måske et af de mest oversete og spændende psykologiske fænomener i sindets afdeling for skjulte motiver, fantasier og drømme. Alligevel nævner hverken Freud eller Jung løgn med et ord, og Nietzsche påstår, at løgnen kan være mere værd end sandheden ud fra tanken om, at mennesket har brug for at leve i illusioner, for uden er livet ikke til at holde ud. Mon dog.

Ifølge en ny undersøgelse lyver vi mindst lige så tit, som vi børster tænder eller åbner køleskabet for lige at se, om der er noget lækkert, vi kan spise. Typisk handler løgnene om, at vi vil undgå konflikter, ikke vil såre andre eller sætte os selv i et bedre lys. Problemet med det sidste er, at småløgne kan blive livsløgne, hvis vi konstant og hele tiden lyver os mere succesrige og gladere, end vi reelt er, fordi vi ikke tør vise, hvem vi er. For vi er jo også alle de ting, vi ikke skilter med, inklusive sårbare og løgnagtige.

I Psykologi siger folk næsten konsekvent alt det, der ikke ville gøre sig godt på LinkedIn og Facebook. De dykker ned i sig selv og viser, hvem de (også) er – og det er der, magien opstår, og mennesker rykker tættere på hinanden. Løgnen er klart den nemme løsning. Derimod kræver det selvindsigt og mod at være ærlig og tale sandt. Og intet kan flytte bjerge som sandheden – og når mennesker tør stå ved følelser af skyld og skam, smitter de os andre til også at turde. Jeg får ondt i maven af Sanne Gottliebs fortælling på side 14. Den er ærlig og langtfra flatterende for Sanne Gottlieb, der gik fra mand og tre børn for en affære med en mand, der skæbneironisk endte med at svigte hende. I interviewet erkender hun, at hun har været egoistisk, blind og selvoptaget. Omvendt har hun ikke fortrudt sit valg, for det har gjort hende til en meget bedre mor i dag, end hun var før, siger hun. Sandheden gør ondt i øjeblikket. Men i længden gør den godt. Med løgn er det lige omvendt. Løgn er den ting, der har ødelagt allermest i mit liv, fordi selv fortielser og halve sandheder skaber afstand mellem mennesker. Det ødelægger relationer, for vi kan ikke være intime, når der er løgn involveret.

LÆS OGSÅ: Chefredaktøren: Sex, kærlighed og rollespil

I en undersøgelse fra 1996 fandt den amerikanske psykologiprofessor Bella DePaulo og hendes kolleger ud af, at vi lyver allermest i intime relationer og i samtaler på over ti minutter. De opdagede bl.a., at unge mennesker lyver for deres mor i mindst én af to samtaler, de fører med hende. Mest ”løgnagtige” er imidlertid mænd og kvinder, der dater, fordi de sælger et bestemt billede af sig selv. De gør det for at blive elsket, men paradokset er, at de – hvis de bliver valgt – bliver valgt for noget, der ikke passer. Ærlighed varer længst. Jeg har bare aldrig kunnet knække koden til at være ærlig på den rigtige måde, hvor jeg ikke sårer andre eller ender i for mange konflikter. Og måske har jeg også været for vred og indebrændt til at kunne gøre det før. Nu har jeg imidlertid besluttet mig for at gøre et nyt forsøg: Jeg vil ikke lyve mere, men til gengæld vil jeg være ærlig på den sødeste måde, jeg kan.

God læselyst med denne udgave af Psykologi

Christina Bølling

Chefredaktør