Chefredaktøren
Chefredaktørens leder

Chefredaktøren: Det er nærmest blevet et samfundskrav at være glad

Måske netop derfor er den triste nye diagnose smiling depression dukket op, hvor glæde og smil dækker over mennesker, der er ved at gå i opløsning. Et fænomen, som bliver ekstra skræmmende, fordi vi på en måde godt kan forstå mekanismen. For har vi ikke alle sammen noget, vi helst vil skjule?

Læs chefredaktør Christina Bøllings tanker om det nye PSYKOLOGI

En ked-af-det-smiley er totalt selvmodsigende, ligesom en smiling depression. Den triste nye "diagnose" stilles ofte først, når løbet er kørt. Velfungerende og glade mennesker går i opløsning, begår selvmord eller forsvinder ud i det blå. De bliver ikke hjulpet undervejs, fordi masken – det smilende ansigt – er for perfekt. Bag ved gemmer sig mistillid og en dyb, grundlæggende følelse af, at hvis jeg viser verden, hvem jeg virkelig er, bliver jeg vraget. En smilende depressiv er så god til at foregive, at ingen opdager det. Ikke engang kæreste og børn. 

På side 22 skriver psykoterapeut og journalist Annette Aggerbeck om fænomenet. Måske virker det ekstra skræmmende, fordi man på en måde godt kan forstå mekanismen. Og alle har vel en rem af huden? Noget, vi helst vil skjule. Det bliver næppe bedre af, at det op igennem 90'erne og 00'erne nærmest har været et samfundskrav at være glad. Man skulle helst se glasset som halvt fuldt, selv om vi jo allesammen ved, at det (også) er halvt tomt. Den amerikanske forfatter og psykolog Martin Seligman og den positive psykologi hyldede  "survival of the happiest", og af og til kunne man fornemme en holdning om, at det nærmest er ens egen skyld, hvis man får kræft eller mister modet. Nu set i bakspejlet kan man ikke lade være med at undre sig over, at man ikke dengang undrede sig mere over, at salget af psykofarmarka steg og steg, og folk lagde sig med stress på stribe, samtidig med at vi var åh-så-positive. 

 

LÆS OGSÅ: Angst: Sådan genkender du den 

At møde sin egen grænse

Mange skabsskeptikere og brokkerøve må have åndet lettet op, da psykolog Svend Brinkmann påkaldte sig menneskeretten til at være dyster og destruktiv. Da jeg selv for nogle år siden røg i et hul med angst og stress, følte jeg mig pænt dysfunktionel og alene. En del af min kur bestod i at læse de mest tunge og depressive forfattere, for nogle gange skal man møde en dybere nuance af sort for at se, at man måske ikke har det helt så slemt. Det hjalp, men jeg opdagede desværre nogle medfødte begrænsninger, jeg helst ville have været fri for at kende til. I dag ved jeg til gengæld, at hvis jeg kører for hårdt på, så er prisen depression.  

Jeg springer lige lidt i det. For det gode ved at møde sin egen grænse og se sin skrøbelighed i øjnene er, at man bliver knap så skråsikker og hård.  

Giv et abonnement i julegave - spar 30%! Vælg imellem 17 forskellige blade - f.eks. "Q - Kvinder med kurver". Klik her >

Jeg var en af dem, der syntes, at Kasper Holten var en skid, da han forlod sin kræftsyge kone, for "kunne manden i det mindste ikke have ventet, til hun var død?". 

Han vil ikke tale om det (side 12), og det havde journalist Susse Wass-
mann allerede advaret om, da hun fik hul igennem til Holten, der i dag bor i København med sin nye kone og deres børn. Det gør han heller ikke, og dog. For som han siger: "Selvfølgelig har man lyst til at råbe og forsvare sig, det er et almindeligt menneskeligt instinkt. Men jeg tror, at alle mennesker – når vreden har lagt sig – kan regne ud, at der i et ægteskab er mange ting, de ikke ved noget om, og den diskussion har jeg ikke følt skulle tages i pressen."

LÆS OGSÅ: Chefredaktøren: Sig det ærligt, men sig det sødt

Der er med andre ord en side af historien, som er ukendt for os, og sikkert forbliver ukendt for os, men heldigvis kommer man stadig tæt på Kasper Holten. Det gør man, og det, der står tilbage, når man har læst interviewet, er, at han er fuldkommen som alle andre: usikker, drevet af begær og frygt og selvfølgelig vaklende selvværd, selv efter 14 år i terapi: "Hvad hvis de andre finder ud af, at jeg ingenting kan?", som han siger. Det viser, at han som alle andre reflekterer, og at verden ikke behøver at dømme os.

Det klarer vi fint selv.

God læselyst med denne udgave af PSYKOLOGI.

Christina Bølling, chefredaktør

Smugkig i det nye PSYKOLOGI her

Læs mere om: