https://imgix.femina.dk/2021-05-10/20201019-111622-4-1920x1276we.jpg
Kærlighed og sex

Undskyld ... Sådan lærer du at sige det lille ord, der har så stor betydning

1. maj 2021
af Annette Aggerbeck
Udgivet første gang februar 2017. Foto: Henning Hjorth/Ritzau Scanpix
Det er så vigtigt at kunne give en undskyldning, når vi har dummet os eller har opført os respektløst over for andre - men det kan være en udfordring at få det lille ord over vores læber. Her kan du blive klogere på, hvorfor det kan være svært at komme med en undskyldning og finde ud af, hvordan du kan blive bedre til det.

Birgitte er ved at falde ned efter at have været rasende på sin mand.

Hun fik sagt en masse sårende ting til ham, og det fortryder hun nu. Hun ved godt, at hun burde give ham en undskyldning, men hun kan ikke få sig selv til det.

I stedet gør Birgitte, som så mange af os ofte gør, når vi egentlig skulle komme med en undskyldning.

Hun går i forsvarsposition og giver sig til at forklare, hvor synd det er for hende, at hendes mor er alvorligt syg, at chefen er umulig, at hun ikke har sovet i nat ... osv.

Hvorfor kan det nogle gange være så svært at komme med en undskyldning?

Især når vi godt ved, at det lille ord 'undskyld' kan løse konflikter og forbedre vores forhold til andre, når vi har såret eller krænket dem.

Der er flere grunde til, at vi ikke kan få det vigtige ord over vores læber, mener psykoterapeut Henriette Boysen.

– Alene i ordet 'undskyld', ligger begrebet skyld. Man påtager sig skylden for at have krænket den anden. Men det er svært at påtage sig skylden, hvis man nemt kommer til at føle sig forkert, og bebrejder sig selv, når man begår fejl.

– Hvis man ikke holder tilstrækkeligt af sig selv til at kunne tilgive sig selv for de fejl, man begår, kan man komme til at skamme sig så meget over det, man har gjort eller sagt, at det bliver umuligt at få sagt undskyld.

Tidligere erfaringer

Hvor nogle mennesker har svært ved at sige undskyld, siger andre ordet mange gange hver dag uden at tænke over, hvad de siger – og uden at mene det.

Det kommer helt automatisk og er dybest set bare en måde at få den anden afvæbnet på, så man undgår konflikter og vrede.

Når det er svært at komme med en ægte undskyldning, kan det også handle om frygten for at miste integritet, fordi man føler sig underdanig ved at komme med en undskyldning.

– Hvis man forbinder undskyldninger med at være ynkelig, så kan det at sige: »Det må du undskylde, det er jeg ked af …« blive en meget ubehagelig følelse, som slet ikke handler om den anden, men om en selv, fordi man ikke bryder sig om at føle sig ynkelig.

– Frygter man i tillæg, at den anden vil åbne op for en ny kaskade af anklager, bliver en undskyldning slet ikke en mulighed, for så vil det betyde et helt jordskred af ubehag, siger Henriette Boysen.

Vores forhold til undskyldninger hænger sammen med de erfaringer med undskyldninger, vi har med os gennem livet.

Har det fx været almindeligt i ens barndomshjem, at man levede sig ind i andre mennesker og sagde undskyld, hvis det var nødvendigt?

Og hvordan er man selv blevet mødt af andre, når man havde brug for en undskyldning?

En meget vigtig årsag, til at man ikke får sagt undskyld, kan være, at man har svært ved at sætte sig i et andet menneskes sted.

En undskyldning kræver, at man kan sætte sig i et andet menneskes sted, hvilket kræver empati. Hvis jeg ikke kan sætte mig i et andet menneskes sted, kan jeg heller ikke angre autentisk, og det aktiveres ikke i mig, at der kan være brug for en undskyldning, siger Henriette Boysen.

Manipulerende undskyldning

Når vi skammer os over at have dummet os eller at have krænket den anden, og vi godt er klar over, at en undskyldning er på sin plads, er der mange måder, vi kommer med undskyldninger på, som i virkeligheden slet ikke er undskyldninger.

Vi siger måske i et køligt eller vredt tonefald: »Det må du undskylde!! Jeg kunne ikke vide, at du var så nærtagende.«

I stedet for bare at indrømme, at vi har begået en fejl og tilgive os selv, kan vi komme til at føle os så forkerte, at vi gør den anden forkert for at undgå at mærke ubehaget ved selv at føle sig forkert.

Mange af os bliver også manipulerende: »Jeg kan da godt sige undskyld, hvis du får det bedre af det!«

Eller vi har så mange forbehold, at det, der starter ud som en undskyldning, ender med at være helt udslettet.

»Det må du undskylde, men det er også fordi ...«.

Nogle af os overdriver så meget, at undskyldningen ikke virker, fordi vi med vores offer-opførsel fuldstændig afvæbner den anden, når vi fx siger: »Undskyld, undskyld, undskyld! Jeg er også et virkelig usselt menneske, og jeg forstår slet ikke, at du vil være sammen med mig!«

Ud over alle disse eksempler, hvor skam og mangel på selvkærlighed ligger til grund for vores ikke-undskyldninger, kan også ophobet vrede hindre os i at komme med en ægte undskyldning.

– Har man for eksempel ikke fået sat grænser over for den anden og opbygget en vrede igennem længere tid, kan det være meget vanskeligt at møde et andet menneske med en undskyldning, siger Henriette Boysen.

Henriettes guide til at undskylde:

  • Har du svært ved at sige undskyld, så spørg dig selv: Hvad er det, der gør, at jeg ikke kan få sagt undskyld? I hvilken grad gør jeg mig selv forkert?

  • Stil også dig selv dette spørgsmål: Hvad betyder det for mine nære relationer, at jeg ikke er i stand til at sige undskyld? Hvad er prisen for ikke at kunne gøre det?

  • Find ud af hvordan du kan støtte dig selv, så du får givet en undskyldning. Hvis det er for overvældende for dig at stå ansigt til ansigt med den anden, så skriv en sms eller en mail.

  • Du kan også hjælpe dig selv ved at imødekomme din egen skamfuldhed over at have såret den anden ved at sige: »Det er så svært for mig at sige undskyld, men der er ikke noget, jeg hellere vil.«

  • Er der brug for, at du siger undskyld i dit parforhold, så kan du hjælpe dig selv ved, at du aftaler med din partner, at du kan komme med et tegn fx med din hånd, der betyder undskyld.

  • Det kan hjælpe, at du, før du siger undskyld, rører ved den anden – forudsat at I har en nær relation, så den anden føler sig tryg. Læg fx en hånd på den andens arm.

  • Husk at den anden kan reagere anderledes, end du har forestillet dig. Måske har vedkommende behov for at fortælle meget mere for at føle sig forstået. Lyt indtil den anden er klar til at give slip.

  • Har du generelt problemer med at sige undskyld, kan du overveje at gå i terapi for at få hjælp til det.

Optimal undskyldning

Vi kan ikke være sammen med andre mennesker uden at begå fejl. Selv dem, som vi elsker allerhøjest, kommer vi til at såre.

Det er derfor vigtigt at kunne komme med en ægte undskyldning for at kunne bevare vores relationer, siger Henriette Boysen.

– Husk at en undskyldning ikke er det samme som at give den anden ret. Mange tror nemlig, at de opgiver deres egen integritet og ret til at have det, som de har det, men sådan er det ikke.

– Man behøver ikke at slippe sin egen ret til at have det, som man har det, og man skal ikke kun kunne se den andens perspektiv. Hvis den anden siger, at hun føler sig ubetydelig, fordi du glemte jeres aftale, behøver du ikke at føle, at det er din skyld, at hun føler sig ubetydelig.

– Du kan bare nøjes med at vise hende, at du forstår hendes ubehag ved, at du glemte jeres aftale. For at en undskyldning virker, er det nødvendigt, at man er i stand til at sætte sig i det andet menneskes sted og leve sig ind i, hvad det gør ved personen – og ikke mindst sætte ord på sin indlevelse.

– Man kan for eksempel sige: »Jeg kan godt se, at det er svært for dig, at …«

– Den anden skal kunne mærke, at du kan sætte dig selv til side, og at du ikke bliver selvoptaget af, hvor dårligt et menneske du er, når du har begået en fejl.

– Det handler om at tage det fulde ansvar for det, man har gjort eller sagt. Hvis du ikke tager ansvar, så angrer du heller ikke. Så kan den anden ikke frisættes efter det, der er sket.

– Det er aldrig for sent at komme med en undskyldning. Men samtidig vigtigt, at du gør det så hurtigt, som du kan, hvis du ved, at den anden har brug for en undskyldning, siger Henriette Boysen.

Henriette Boysen er psykoterapeut og underviser blandt andet kommende psykoterapeuter på EFT-instituttet.

Læs også