Strik

Strik forårets fineste sjal

Sjalet er en genial klassiker, når vi lige har brug for lidt ekstra varme om skuldrene. Det trekantede sjal med ”firkantet” spids er ikke kæmpestort, så det er nemt at have med i tasken – og hurtigt strikket nedefra og op.

Opskrift og foto har vi lånt fra Susanne Gustafssons blog www.susanne-gustafsson.dk, hvor du kan finde opskrifter på mange flere lækre strikkede og syede sager – plus dejlige madopskrifter.

Hulmønsteret beskrives i strikkeopskriften. Find nærmeste forhandler på cewec.dk

Trekantsjal med hulmønster strikket nedefra

Det skal du bruge: 3 ngl. Cewec Miranda á 50 g, rundpind nr. 4½, 80 cm. OBS! De 3 ngl. garn bruges næsten op, så strikker du løsere, skal du bruge 1 ngl. garn mere.

Mål:
Bredde: ca. 140 cm.
Længde: ca. 75 cm.

Strikkefasthed: 16 m & 25 p = 10 cm. Strikkefastheden skal passe for at få det rigtige resultat, så måske skal du bruge tyndere eller tykkere pinde.16 hulmønstergrupper

Strikketip: tag 1 r ud = løft lænken op før næste m, og strik den dr r, 3 r sm = tag 1 r løs af, 2 r sm, løft den løse m over.

Slå 35 m op, og strik r tilbage.
Næste p: 2 r, tag 1 r ud (se Strikketip) , r til der er 2 m igen, tag 1 r ud, 2 r.
Næste p: 1 vr, ret til sidste m, 1 vr.
Næste p: 2 r, slå om, * r sm, slå om*, gentag fra * til * i alt 8 gange, 1 r, * slå om, 2 r dr sm *, gentag fra * til * i alt 8 gange, slå om, 2 r.
Nu strikkes hulmønster således:
1. og alle ulige p (vrangen): 1 vr, 1 r, vr til de sidste 2 m, 1 r, 1 vr.
2. og 4. p: 2 r, slå om, r til de sidste 2 m, slå om, 2 r.
6. p:  2 r, slå om, * 5 r, 2 r sm, slå om, 1 r, slå om, 2 r dr sm 2 r*, gentag fra * til * p ud, og slut med 5 r, slå om, 2 r.
8. p: 2 r, slå om, * 5 r, 2 r sm, slå om, 3 r, slå om, 2 r dr sm *, gentag fra * til *, og slut med 5 r, slå om, 3 r.
10. p: 2 r, slå om, 7 r, *slå om, 2 r dr sm, 1 r, 2 r sm, slå om, 7 r *, gentag fra * til *, og slut med slå om, 2 r.
12. p: 2 r, slå om, 9 r, * slå om, 3 r sm, slå om, 9 r *, gentag fra * til *, og slut med slå om, 2 r.
Disse 12 p danner mønster og gentages, til der er  16 hulmønstergrupper i  bredden. Strik 5 p glat (stadig med udtagninger), og luk elastisk af i vrang.
Pres evt. forsigtigt sjalet fra vrangsiden.

PRØV OGSÅ: Strik en feminin sommertop

Find flere skønne strikkeopskrifter på Susannes blog om strik og stroganoff på susanne-gustafsson.dk