frisurer
Skønhed

Pandehår eller ej | Frisurer, der klæder dit ansigt

4. august 2016
af Line Ahnstrøm
Tid til at udforske nye frisurer? Hvis dit fine skandinaviske hår altid hænger i samme hesthale, eller pagen falder på samme plads på tiende år, så er det måske tid til at prøve noget nyt..

4 forskellige frisurer: Hvilke klæder dig?

1. Pixie-looket

Er du fristet til at klippe håret helt kort, og sigter du efter den hippe pixie-frisure, der er superkort i nakken og siderne, men med figur og længde i pandehåret, skal du være opmærksom på, at det er et look, der giver kant og på nogle kan virke lidt maskulint. Men når det virker, så er det lækkert! Klipningen passer superflot til dig med et symmetrisk og feminint ansigt, da det skaber kontrast til frisuren. Også det hjerneformede og det runde ansigt kan være med her, da frisuren skaber balance i forhold til det smalle kæbeparti. En pixie kan styles på mange måder – med pande­håret oppe, til siden eller stramt tilbage.

2. Pæn page

Pagen er ekstra god til dig med fint skandinavisk hår, for håret vil automatisk syne tykkere og sundere. Har du et aflangt eller et hjerteformet ansigt, er en page, der stopper omkring din kæbe, smukkest. Har du et firkantet, ovalt eller rundt ansigt, er det smukt, hvis din page falder skråt ned mod dine kraveben, da det giver et længere og blødere look til dine træk. Generelt kan man sige, at frisurer, der går under din kæbelinje, er ekstra smukke til dig, da de bløder op og giver længde i forhold til din stærke kæbelinje. Har du et trekantet eller diamantformet ansigt, skal du have skabt fylde på toppen og form i spidserne. Det gør du nemt med en sideskilning og eventuelt med pandehår, der er klippet, så det skråner over mod siden. Lad pagen stoppe under din kæbe, men ikke helt nede ved kravebenet. Har du krøller, skal du være påpasselig med de helt lige linjer i den klassiske page – her er etager vejen væk fra hårhjelmen.

3. Pandehår eller ej

Det tunge pandehår rammer ansigtet smukt ind. Du skal have et forholdsvist kraftigt hår, for at looket fungerer optimalt. Vil du have et dramatisk look, så bed om en helt lige klipning. Er du mere til et luftigere look (og mangler du det kraftige hår), så skal det klippes skråt med en sideskilning.

Det korte pandehår – pixie-pandehåret fungerer særligt godt til dig med en bred pande. Det korte pandehår skaber kant og figur til dit ansigt, og det er skønt med de lidt pjuskede længder, som vi husker fra Audrey Hepburn, eller med mere længde i lokkerne, som hos Ginnifer Goodwin.

Det lange pandehår eller intet pandehår er sagen, hvis du har en lav pande og en bred hårgrænse. Er din pande lille og mere spids, kan det lange pandehår blive for tungt, og her vil det være bedre med nogle længder klippet i siderne, så det falder naturligt sammen med dine længder foran.

4.Forskellige hestehaler

Den lave hestehale er supersofistikeret og casual på én gang. Den kan laves både løst og stramt og fungerer til alle. Har du en bred eller høj pande, så lad dit pandehår ramme dit ansigt ind helt løst, samtidig med at du giver hestehalen fylde på baghovedet ved at toupere i bunden af håret.

Den høje hestehale giver dig et godt løft og er smuk til dig med det runde, ovale, diamantformede eller trekantede ansigt.

Den store hestehale – prøv at toupere hele håret ved hovedbunden og børst igennem. Placer din elastik lige ved kronen af dit hoved, sæt hestehalen, og prøv eventuelt at krølle enderne. Alle ansigtsformer kan være med her, men har du en bred eller lang pande, er det stadig smukkest, hvis du lader løst pandehår ramme dit ansigt ind foran.

Den stramme hestehale er bedst til det ovale ansigt. Looket kan få f.eks. et mere firkantet ansigt til at se lidt stort ud.

Læs også