Mobning
Skolebørn

5 forældertips: Sådan forebygger du mobning

Som forælder spiller du en afgørende rolle i forebyggelsen af mobning i de kredse, hvor dit barn færdes. Her er 5 tips til, hvordan du kan sætte ind mod mobning.

Sådan kan du forebygge mobning

7 ud af 10 forældre er bekymrede for mobning i forbindelse med deres børns skolestart. Det viste en undersøgelse i 2015, som Red Barnet lavede i samarbejde med Analyse Danmark.

Og der er desværre også grund til at bekymre sig.

For selvom der i de senere år er kommet øget fokus på bekæmpelse af mobning, så er mobning fortsat et stort og reelt problem for mange danske børn. 6 % af alle 11-15-årige mobbes således jævnligt, viste tal fra den såkaldte Skolebørnsundersøgelse.

Mobning kan stoppes ved at sætte tidligt ind

Tal fra samme undersøgelse peger dog også på, at udviklingen går den rigtige vej, og at det nytter at gøre en indsats for at forebygge mobning – især hvis man sætter ind tidligt.

Det er også udgangspunktet i Red Barnets antimobbeprogram ’Fri for Mobberi’, som er udviklet efter initiativ fra H.K.H. Kronprinsesse Mary.

’Fri for Mobberi’ henvender sig til børn i børnehaver og 0.- 2. klasse, hvor man forsøger at lære børnene om vigtigheden af at inddrage og lege med alle. Tesen er nemlig, at kimen til mobning allerede lægges i børnehaven (selvom mobning er mest udbredt i 4.-7. klasse), og det er derfor afgørende også at lære de helt små børn om mobningens væsen og konsekvenser.

 

LÆS OGSÅ: Hvorfor opstår mobning?

Mobning blandt børn er de voksnes ansvar

’Fri for Mobberi’ er dog ligeså meget henvendt til børnenes forældre, da antimobbekampagnen bygger på, at mobning blandt børn er de voksnes ansvar.

Derfor giver ’Fri for Mobberi’ følgende 5 forældretips til at forebygge mobning:

1. Støt dit barn i at indgå legeaftaler på kryds og tværs med alle i børnegruppen.
Det er en god erfaring for dit barn at få forskellige legeoplevelser med mange forskellige børn.Samtidig er du med til at sikre, at alle børn i gruppen har legeaftaler – og dermed en plads i fællesskabet.

2. Tal ikke dårligt om de andre børn i børnehaven/skolen eller om deres forældre.
Negative ord om dit barns børnehave- eller skolekammerater bliver let til modvilje mod bestemte børn. Støt i stedet dit barn i at være positiv og åben overfor alle. Kan du f.eks. alle kammeraternes navne? Siger I 'hej' til alle børn og voksne, når du bringer og henter dit barn?

LÆS OGSÅ: Mobber dit barn? Sådan tackler du mobning

3. Indfør social fødselsdagspolitik.
Fødselsdage betyder meget for børnene. Både som fødselsdagsbarn og som gæst. Det gør ondt på det barn, der ikke inviteres med. Og det gør ondt på det barn, som ingen gæster får. Drøft en social fødselsdagspolitik på næste forældremøde.

4. Giv dit barn opmuntring til at støtte og forsvare kammerater, der ikke kan forsvare sig selv.
Børn, der er udenfor i børnegruppen, har brug for en håndsrækning og en invitation fra en god kammerat. Børn, der er gode til at hjælpe, trøste og forsvare andre, vokser indeni – og udenpå!

5. Vær åben og positiv når andre forældre fortæller om deres barns problemer.
Det er meget sårbart at stille sig op på et forældremøde og fortælle, at ens barn er ked af det i børnehaven eller skolen og har brug for legeaftaler og kammerater. Det er lettere, hvis de andre forældre er lydhøre og åbne.

LÆS OGSÅ: Sådan opdager du mobning - og sådan gør du bagefter

Hvad er mobning egentlig?

For at kunne forebygge mobning er det desuden vigtigt, at man har en viden om, hvad der forstås ved begrebet, forklarer mobbeforsker Helle Rabøl Hansen, som definerer mobning på følgende måde:

•    Mobning er et fænomen, der foregår i og omkring et gruppefællesskab, hvor flere har mere eller mindre synlige roller.
•    Mobning har en systematisk karakter, men udtryksformerne kan være mere eller mindre synlige.
•    Mobning foregår i en social sammenhæng, som barnet ikke kan trække sig fra – f.eks. i børnehaven, i skolen eller til fritidsaktiviteter.
•    Mobning kan være en måde at skabe et fællesskab på, mere end det handler om det enkelte individ. Det betyder, at man for at forebygge mobning skal se på institutionen og skolens kultur.
•    Mobning er at drille ’for alvor’ i stedet for ’for sjov’. Når man driller hinanden for sjov, har man det sjovt sammen og en positiv kontakt, som gør, at man kommer tættere på hinanden – der sker en inkludering. Hvis man driller for alvor, gør man hinanden kede af det og skubber hinanden væk – der sker en ekskludering.

 

Læs mere om: