Morgenkvalme er ikke en sygdom, men derimod et sundhedstegn.
AOP
Krop og kost

Jo mere morgenkvalme du får, jo bedre er det

Morgenkvalme er ikke en sygdom, men medvirker derimod til at beskytte fosteret. Jo mere morgenkvalme den gravide har, jo bedre er det faktisk, viser forskning.

Det er nok de færreste gravide, der hilser deres eventuelle morgenkvalme hjerteligt velkommen. Og der findes et utal af gode råd om, hvad man kan gøre for at slippe af med morgenkvalme.

Men måske kan det trøste de kvalmeramte gravide lidt, at det faktisk er et sundhedstegn at have morgenkvalme? Jo mere, jo bedre faktisk.

Det skriver videnskab.dk og henviser til et studie fra Oxford University, der har undersøgt på sammenhængen mellem morgenkvalme og risikoen for spontan abort.

Konklusionen var, at gravide med meget stærk morgenkvalme statistisk set har mindre risiko for at få en spontan abort.

Morgenkvalme er kroppens naturlige forsvarsmekanisme

Teorien om, at morgenkvalme ligefrem er et sundhedstegn, understøttes også Peter C. Kjærgaard, der er professor i evolutionsstudier ved Aarhus Universitet.

Han forklarer, at kvindens krop er udviklet til at reagere med kvalme og opkast ved f.eks. stærke lugte og smage, når hun er gravid. Det er naturens måde at få hende til ikke at kaste sig over fordærvede eller giftige madvarer, som kunne skade fosteret.

- Evolutionært set er morgenkvalme altså ikke en sygdom, men højst sandsynligt en nyttig funktion til at beskytte fostret i en kritisk periode. Det er ret smart, da mennesket har en enestående bred diæt med mange muligheder for at komme galt af sted. Derfor er det også netop mennesket, der har udviklet morgenkvalme og ikke andre dyr – så vidt vides, fortæller han til videnskab.dk.

Derfor er morgenkvalme blandt gravide også mere udbredt i dele af verden, hvor risikoen for madforgiftning er størst, og hvor der er tradition for at spise stærke madvarer.

Hvorfor får man mest morgenkvalme i starten af graviditeten?

At morgenkvalme skulle være kroppens naturlige forsvarsmekanisme forklarer også, hvorfor gravide typisk lider mest af morgenkvalme under den første del af graviditeten:

- Årsagen er, at i de første tre måneder af graviditeten dannes fostrets indre organer. I dette tidsrum kan eventuelle forgiftninger være fatale for fostret, og kvindens morgenkvalme er fra naturens side designet som et ekstra årvågent sanseapparat til at opdage, om kød eller planter eventuelt er fordærvet eller giftige, siger Peter C. Kjærgaard.

Andre teorier om årsagen til morgenkvalme

Der er dog i forskerkredse flere andre mulige bud på årsagen til morgenkvalme, og man har endnu ikke peget endegyldigt på én af mulighederne som den rigtige.

Videnskab.dk lister følgende andre mulige forklaringer på morgenkvalme:

  • Den kraftige stigning i kvindens østrogen-niveauer under graviditeten kan gøre, at hormonerne sætter kroppen i en sådan ubalance, at den reagerer ved at give den gravide morgenkvalme.
  • Den gravide kan få morgenkvalme af det lavere blodsukker-niveau, når store mængder blodsukker transporteres fra kvindens eget blod til moderkagen.
  • Morgenkvalme kan også skyldes stigningen i niveauet af hormonet progesteron, der får livmoderen til at slappe af for at forhindre tidlig fødsel. Progesteron afslapper nemlig muligvis også mavesækken samt tarmene og leder til et forøget mavesyreindhold i maven.

Læs også:

Gravide hader mest mad, når de venter DETTE køn
5 typer mad din gravide krop kræver - og hvad det betyder!

Vink farvel til morgenkvalmen
Sådan spiser du sundt, når du er gravid
Mad du bør undgå som gravid
FAQ om spontan abort