4 faktorer øger sandsynligheden for strækmærker.
Gravid

4 tegn på at du får strækmærker

14. december 2022
af Redaktionen
Strækmærker under graviditet er helt normalt, men nogle kvinder har større sandsynlighed for at få strækmærker end andre. Se, hvilke tegn, der øger sandsynligheden for strækmærker her.

Det er helt naturligt at få strækmærker, når man er gravid. Det er faktisk så normalt, at der sker for langt de fleste kvinder i de sidste måneder af graviditeten. 9 ud af 10 kvinder udvikler strækmærker i huden under deres graviditet – typisk i 6. eller 7. måned.

Hvorfor får man strækmærker?

Strækmærker ses ofte i forbindelse med graviditet, hvor huden omkring maven pludselig udvides meget. Selvom strækmærker ofte ses hos gravide, er det ikke unormalt at få strækmærker af andre årsager.

Strækmærker sker i underhuden, hvor de elastiske fibre, der gør at huden kan udvide sig og trække sig sammen, sidder. Når kroppen vokser, strækkes elastikken i huden, hvilket i sig selv ikke nødvendigvis giver strækmærker. Strækmærker forekommer oftest, når der sker en hurtig og markant vækst på dele af kroppen, som ved graviditet.

Hormonelle ændringer kan også føre til strækmærker, hvorfor det også er meget normalt under graviditeten, hvor hormonerne kører for fuld smæk.

Hvordan ser strækmærker ud?

Strækmærker starter som rosa eller blålige striber, der som regel spreder sig på mave, bryster, lår, baller og arme. Efter lidt tid vil farven på strækmærkerne ændre sig til samme farve som huden eller være en smule lysere eller mørkere, ligesom ar.

Strækmærker forsvinder ikke, da den forstrækning, der er sket på de elastiske fibre i underhuden ikke repareres. Strækmærkerne falmer dog allerede kort efter fødslen og bliver mindre synlige over tid.

Læs også: Svangerskabsforgiftning: Det skal du vide

Kan man undgå strækmærker under graviditet?

Det er nok mere reglen end undtagelse, at gravide kvinder får strækmærker en eller flere steder på kroppen. Det skyldes den store forandring, som kroppen gennemgår under graviditet, både hormonelt og fysisk. Den hurtige vækst af maven vil uundgåeligt strække mavehudens elastiske evne over kapacitet, hvilket fører til forstrækninger. Og det er der jo ikke noget at sige til, når der skal vokse en hel baby derinde.

Det er dog forskelligt, hvor mange, hvor synlige og hvilke steder, gravide udvikler strækmærker. Selvom det kan være svært at undgå strækmærker som gravid, er der både ting, der øger sandsynligheden for dem og ting du kan gøre for at forebygge strækmærker under graviditeten.

4 tegn på, at du får strækmærker

1) Du har strækmærker i generne

Du kan arve strækmærker, hvis kvinder i familien har haft tendens til at få strækmærker, da det ligger i generne. Hvis din mor udviklede strækmærker i forbindelse med sin graviditet, kan det skyldes, at hendes hud mangler elastin (som er det, der ellers vil gøre huden elastisk og forebygge strækmærkerne). Og hvis din mor mangler elastin, er det meget sandsynligt, at du også gør, da du kan have arvet det fra hende.

2) Du er en ung mor

Unges hud er lidt ligesom en gummielastik – fast og stram. Så når huden bliver strukket meget ud under graviditeten, er det sandsynligt, at den får mærker under presset. Moden hud har derimod ikke samme naturlige fasthed, så den vil ikke i samme grad blive påvirket af den voksende mave.

Læs også: Plukveer: 6 vigtige ting du skal vide om dine plukveer

3) Du tager hurtigt på i vægt

Strækmærker forekommer, når din hud ikke kan følge med den hastighed, hvormed din krop tager på i vægt. Så en af de få ting, du rent faktisk kan gøre for at forebygge strækmærker, er at sikre, at vægtstigningen sker i et nogenlunde roligt og stabilt tempo. Men samtidig skal dit hovedfokus selvfølgelig ikke være på eventuelle strækmærker, men derimod på fosterets velbefindende. Sørg derfor så vidt muligt for, at din vægt ligger inden for vægtanbefalingerne for gravide.

4) Du fik strækmærker i puberteten

Hvis du stadig kan se ar fra dine teenageår, hvor din krop voksende hurtigt (det kan være på f.eks. dine hofter, bryster og baller), så er sandsynligheden for at få strækmærker under graviditeten også større. I så fald er din hud nemlig formentlig mere følsom over for din voksende krop og altså i større risiko for at udvikle ar.

Forebyggelse af strækmærker

Der er intet farligt ved strækmærker, da de er helt naturlige og blot et eksempel på, hvilke fantastiske egenskaber kroppen har. På trods af det, er det også forståeligt, at nogle føler sig generede af hudens forandring og nye udseende.

Det gode ved, at vi ved, at graviditet vil medføre strækmærker er, at vi kan forberede os på det og måske endda forebygge strækmærkerne, hvis man ønsker dette.

Der findes et væld af cremer og olier, som efter sigende kan forebygge eller mindske strækmærker, fordi de holder huden fugtet og elastisk. Der mangler dog stadig mere generelt bevis på, at disse rent faktisk virker. Der er dog intet galt i at gøre det, og creme eller lotion kan virke lindrende på den voksende mave og udtrukne hud. Så er det blot en bonus, hvis det viser sig at mindske strækmærkerne også.

Hvis du kan undgå for stor og hurtig vægtstigning under graviditeten, vil det mindske sandsynligheden for strækmærker, især på andre steder end maven. Bekymringer om vægtstigning og strækmærker må dog aldrig komme før din og babyens sundhed og velbefindende. Sørg altid for at følge vægtanbefalingerne for gravide, hvilket også vil holde dig inden for den ”normale” vægtøgning.

Kilde: Sundhed.dk

Læs også