kærlighedssprog
Familieliv

Forstå dit barns kærlighedssprog

Selvfølgelig elsker du dit barn, men ved du også, hvordan du viser det bedst, så dit barn forstår det? Få psykologens bud på, hvad kærlighedssprog betyder for dit barn.

Alle børn har brug for at føle sig elsket, det ligger dybt i os som mennesker. Og som forælder vil man naturligvis gøre alt for, at ens barn ikke er tvivl om, hvor højt man elsker det. Men måske taler I i virkeligheden forbi hinanden? Forældre og børn kan have forskellige kærlighedssprog – altså forskellige måder at forstå og vise kærlighed på, og det kan være en god idé at være opmærksom på, så du bedre kan tilpasse dig dit barns behov.

Vi har talt med psykolog og direktør for Center for Familieudvikling Mattias Stølen Due om børns kærlighedssprog.

 

 

Kender du de fem kærlighedssprog?

Ifølge forfatterne bag bogen ”Børnenes 5 kærlighedssprog”, Gary Chapman og Ross Campbell har alle en bestemt måde, vi bedst ”forstår” kærlighed på. Hvis forældrene har en anden måde at vise deres kærlighed på end deres barn, kan det fra barnets side blive opfattet som, at forældrene ikke elsker det. Men ifølge psykolog Mattias Stølen Due skal man være forsigtig med at putte barnets behov for meget i kasser. Han mener, at de fem kærlighedssprog kan være inspirerende at tage udgangspunkt i, men at tænkningen omkring dem ofte bliver for unuanceret.

- Nogle steder bliver det udlagt som om, man kun har ét kærlighedssprog, men sagen er, at de fleste af os har brug for lidt af det hele. I stedet for at tænke, at vi er forskellige, og har brug for noget særligt, så har vi ofte brug for noget af det, vi ikke får. I min optik er kærlighedssprogene ikke absolutte, de gælder ikke for alle mennesker, og de er mere dynamiske og omskiftelige end de bliver udlagt som.

 

LÆS OGSÅ: Test: find dit kærlighedssprog

 

De fem kærlighedssprog, som bogen fremlægger er: Fysisk berøring, anerkendende ord, tid til hinanden, gaver og tjenester.

 

Men Mattias Stølen Due mener ikke, at de fem bør sidestilles, når man snakker om børn. Han påpeger, at børn er mindre differentierede end voksne i forhold til, hvad de har brug for.

- For børn er det først og fremmest tid og fysisk berøring, der er vigtigt. Berøring har en afgørende betydning – både i forhold til tryghed, men også for modning af nervesystemet og for udvikling af os som individer. Samtidig er den tid vi bruger med vores børn også ekstremt vigtig. For børn er det ude af øje, ude af sind, så hvis vi er alt for fraværende, så eksisterer vi slet ikke for dem. Det bliver selvfølgelig mindre og mindre gældende jo ældre de bliver, men i de første år er ting som gaver og tjenester altså ret ligegyldige i den forbindelse.

I virkeligheden mener Mattias Stølen Due ikke, at det giver mening at snakke om kærlighedssprog i barnets første år, men i stedet fokusere på tid, nærhed og nærvær. Han gør dog også klart, at jo ældre børn bliver, jo mere forskelligt udvikler de sig, og dermed kan det give bedre mening at have fokus på kærlighedssprog, når dit barn bliver ældre, og selv kan give udtryk for sine behov.

- Hvis vi har et barn, der bliver ved med at efterspørge tid, og vi har at gøre med nogle forældre, som har meget lidt tid, men i stedet prøver at kompensere ved at give flotte gaver, så risikerer barnet at blive lost in translation. De voksne har de bedste intentioner med det, de gør, men det bliver ikke modtaget som et udtryk for kærlighed, og det er jo ulykkeligt.

 

LÆS OGSÅ: Renée: Hvad er dit kærlighedssprog?

 

Anerkendelse frem for anerkendende ord

Hvis et barn ikke føler sig set eller elsket, er der ofte nogle signaler, man som forælder kan være opmærksom på. Det ene tegn kan være tilbagetrækning. Hvis barnet igennem en periode ikke er blevet mødt i dets primære behov, kan det resignere. Et andet faresignal er i modsatte ende af skalaen, hvis barnet begynder at skabe sig, råbe højere og er mere udadreagerende.

- Det uheldige er, at hvis ikke man er refleksiv omkring det, så kan man som forælder begynde at putte problemet ind i barnet. Man kan komme til at tænke, at ens barn skaber sig og er irriterende, men i stedet skal man hellere se på, at det oftest er et udtryk for, at der er noget grundlæggende, der ikke er blevet mødt. I virkeligheden skal vi som forældre nogle gange tænke på de her tossede udfald, som en invitation til at lære barnet bedre at kende igen.

Og Mattias Stølen Due er ikke i tvivl om, hvad man kan gøre i sådan en situation.

- Sæt dig ned, se på dit barn, og spørg ind til, hvordan han eller hun har det. Det lyder så simpelt, men hvis vi giver os tid til at sætte os lidt i vores børns sted, så kan vi virkelig lære meget.

- Vi har ofte en tendens til at projicere vores egne behov over på andre. Så vi tror, at fordi vi for eksempel har et behov for værdsættende ord, så er det også det mit barn eller andre har brug for. Vi skal blive bedre til at spørge ind til, hvad den anden har brug for.

Og det leder videre til et kærlighedssprog, som Mattias Stølen Due ikke mener er beskrevet fyldestgørende nok. Det kærlighedssprog, der hedder anerkendende ord vil han hellere ”ændre” til anerkendelse, som han mener er langt vigtigere.

- Med anerkendelsen mener jeg, at man oprigtigt interesserer sig for den anden. Når barnet leger eller laver en tegning, så i stedet for at sige, hvor flot tegningen er, så sig, ”hvor er det spændende, det du er ved at tegne”, ”hvad har du tænkt med det”, eller ”hvordan er det at lege den leg?” Noget af det mest afgørende er, at du som voksen evner at interessere dig for barnets verden.  Og så vil dit barn også i langt højere grad føle sig set og elsket.

 

Tegn på særlige kærlighedssprog

Fysisk berøring: Hvis dit barn for eksempel krammer meget, eller ofte trykker sig ind til dig

Anerkendende ord: Hvis dit barn for eksempel ofte viser dig noget, han/hun er stolt af, for at få ros eller på anden måde kræver din opmærksomhed

Tid til hinanden: Hvis dit barn for eksempel ofte spørger, om I skal lege en leg sammen, eller gå en tur

Gaver: Hvis dit barn ofte plager om at få noget (kan dog også være en dårlig vane)

Tjenester: Hvis dit barn beder om hjælp til noget, som han/hun i princippet godt kan klare selv (kan dog også være en dårlig vane)