autostol
Shopping

10 råd før du køber autostol

Guide til at købe autostol

Når du køber autostol til den mindste, skal den være sikker - uanset om den vender den ene eller den anden vej. Men som med så meget andet er det ikke nok at købe den godkendte model - når det gælder autostole, kan du faktisk let komme til at montere stolen forkert i bilen - og dermed gøre den godkendte stol farlig.

Autostol: 5 gode af slagsen

Forbrugerbladet Tænk og FDM sendte fem autostole til børn over et år med i en international test af autostole, og resultatet er, at det er utroligt svært at montere de bagudvendte stole rigtigt. Tænk har også lavet en brugertest, der bekræfter billedet, men som også viser, at en grundig instruktion øger chancen for at montere stolen korrekt.

- De bagudvendte stole er sikrest, men det kræver, at stolene bliver monteret korrekt. De fleste bagudvendte stole, der i øjeblikket er på markedet, er meget svære at installere, siger Henrik Teglgaard Lund, der er testkoordinator for TÆNK.

10 gode råd om en autostol og sikkerhed:

  1. Få stolen demonstreret
  2. Husk, at bagudvendte autostole ikke må placeres på forsædet af biler med airbag.
  3. Ønsker du at installere en forudvendt autostol på forsædet, skal du afbryde airbaggen og rykke forsædet så langt tilbage som muligt.
  4. Autostolen skal monteres, så den ikke kan vippe eller skride på sædet. Brug din kropsvægt, mens bilens sikkerhedssele spændes og efterstrammes.
  5. Placér sikkerhedsselen omhyggeligt hen over dit barn. Skulderselen skal gå hen over midten af skulderen, mens hofteselen skal løbe så dybt som muligt hen over underkroppen.
  6. Spænd barnets sikkerhedssele så fast som muligt - uden at klemme barnet.
  7. Spænd autostolen fast, når der ikke sidder et barn i den. Sædet bliver tonstungt, hvis du kører sammen med en anden bil.
  8. Der må ikke ligge tunge ting eller ting med skarpe kanter på hylden bag barnet - heller ikke i bagageafdelingen i en stationcar.
  9. Følg brugsanvisningen nøje, når du monterer stolen
  10. En autostol, der dækker mange størrelser - fx 9-36 kg -, kan være en dårlig løsning. Skift hellere stol en gang for meget i løbet af barnets opvækst.

Husk desuden, at det er ulovligt at placere babyer under ni måneder i en forudvendt autostol. De helt små skal altså kigge bagud under kørslen.

Kilde: FDM/Motor og Tænk

Læs mere:
Kend reglerne, når du kører med børn i bilen

Læs mere om: