auberginer
Mad

Fyldte auberginer med lam og pinjekerner

21. februar 2022
af Emma Martiny
Foto: Nina Malling,skovdalnordic.com
Lav lammekebab med et tvist ved at fylde den i halve auberginer. Det bagte auberginekød giver farsen ekstra smag og saft. Her får du opskriften på fyldte auberginer med lam og pinjekerner
4 personer
Tid i alt 50 min

DET SKAL DU BRUGE

  • 400 g hakket lammekød
  • 1 lille løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 håndfuld bredbladet persille
  • ½ håndfuld mynte
  • 1 tsk. kanel 
  • 1 tsk. allehånde
  • ½ tsk. friskrevet muskatnød
  • 1½ tsk. salt
  • friskkværnet peber 
  • 3 auberginer
  • 40 g pinjekerner
  • olivenolie

SALAT

  • 1 squash 
  • 1 spsk. olivenolie
  • salt
  • 125 g blandet salat
  • 2 spsk. citronsaft
  • 3 spsk. olivenolie
  • 1 tsk. honning
  • 1 tsk. dijonsennep
  • salt og friskkværnet peber
  • 6 friske figner
  • 125 g feta

TIL SERVERING

  • groft brød

1. Tag kødet ud af køleskabet. Pil og hak løg og hvidløg fint. Hak mynte og persille fint. Rør en fars af kød, løg, hvidløg, friske og tørrede krydderier, salt og peber, og stil farsen på køl i 30 minutter.

2. Tænd ovnen på 200°. Halvér auberginerne, og skær med en kniv på kryds og tværs i kødet uden at skære igennem skallen. Pensl overfladen med olivenolie, og læg auberginerne i et ovnfast fad. Bag dem i ovnen i 30 minutter, til kødet er helt mørt, og lad dem køle en smule af. Brug derefter en ske til forsigtigt at skrabe auberginekødet ud af skallen. Vend auberginekødet i lammefarsen, og rør godt sammen. Rist pinjekernerne på en tør pande, og rør dem i farsen. Fyld farsen i aubergineskallerne, og sæt dem i ovnen i 20 minutter, til kødet er gennemstegt.

3. SALAT: Skær squashen i tern. Fordel dem på en bageplade med bagepapir, og vend dem i olie og salt. Bag dem gyldne i ovnen i 20 minutter. Rør citronsaft, olie, honning, sennep, salt og peber sammen til en dressing. Skyl og tør salaten, og vend dressingen i. Skær fignerne i skiver, og fordel dem over salaten sammen med bagte squashtern og smuldret feta. Servér med fyldte auberginer og groft brød.

Få indkøbslisten til hele ugen her

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

Mandag: Spaghetti med kødboller i tomatsauce – Få opskriften her

Læs også