Forretter

Julefrokost: Lakrids-gravad laks

Den anisagtige smag, fennikel har, passer perfekt til lakridssmagen i den gravede laks. Drik gerne en god snaps til.

Lakrids-gravad laks til 8 personer

INGREDIENSER
1 flot lakseside, 500-600 g
1 snapseglas god snaps, f.eks. Linie Aquavit
40 g salt
20 g sukker
25 g lakridspulver
 
RÅMARINERET FENNIKEL
1 fennikel
1½ dl sukker
2 dl æblecidereddike
 

Opskrift - sådan laver du lakrids-gravad laks

 
1. Dup laksesiden tør for væde, og læg den på et bræt med kødsiden opad. Dryp den godt med snapsen. Bland salt og sukker, og fordel det ud over laksen i et tykt lag. Drys lakridspulver på laksen i et jævnt lag. Pak laksen godt ind i husholdningsfilm, og sæt den på køl i mindst 2 dage, også gerne i 3. Tag laksen ud af køleskabet, og tør den grundigt af. Der vil have samlet sig en del væske inde i filmen, og lakridsen er blevet opløst i den. Skær fine, tynde skiver af laksen, og rul dem op i små roser med lakridskanten øverst.
 
2. Råmarineret fennikel: Rens fenniklen, og riv den fint, eller høvl den i tynde skiver på et mandolinjern. Opløs sukkeret i æbleeddiken. Hæld blandingen ud over den revne fennikel, og lad det stå et par timer på køl. Si væsken fra, og servér den råmarinerede fennikel til laksen.
 
Få alle Timm Vladimirs opskrifter til den perfekte julefrokost her