Drikke

Kølige drinks og sprøde snacks

Sæt nye drinks på menukortet og nyd dem med små hapsere til, så alkoholen ikke stiger dig til hovedet lige med det samme. Her får du 3 skønne drinks og de perfekte snacks til

Mezcal-margarita med sprøde tortillachips og tomatsalsa

 
Tid: 15 minutter. Ovntid: 10 minutter
Antal personer: 2
 
DET SKAL DU BRUGE
10 cl mezcal (eller tequila)
6 cl Cointreau
20 citronverbenablade 
6 cl limesaft
isterninger
2 spsk. salt
2 spsk. sukker 
½ limefrugt
 
 
PYNT
citronverbena
 
SPRØDE TORTILLACHIPS
4 små majstortillaer (mexicanske pandekager)
3 spsk. olivenolie
salt
 
TOMATSALSA
1 tomat
1 lille rødløg 
1 frisk rød chili
1 spsk. friskhakket koriander
3 spsk. olivenolie
saft af 1 limefrugt
salt og friskkværnet peber
 
1. Ryst mezcal, Cointreau, verbenablade, limesaft og is sammen i en shaker, til drinken er mixet godt. Bland salt og sukker på en tallerken. Skær limefrugten i 2 både, og kør 1 limebåd rundt langs kanten på hvert af glassene. Vend herefter glassenes kant ned i salt-sukker-blandingen. Hæld drinken gennem en si, og fordel den i de 2 glas. Pynt med blade af citronverbena, og læg evt. et par isterninger i glassene.
 
2. SPRØDE TORTILLACHIPS: Tænd ovnen på 180°. Skær tortillaer ud i trekanter, og pensl med olie. Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir, og bag dem i ovnen i ca. 10 minutter, til de er sprøde. Drys med lidt salt.
 
3. TOMATSALSA: Skyl tomaten, og skær den i tern. Pil og hak rødløg. Rens og hak chilien. Rør tomat, løg og chili sammen med koriander og olie. Smag til med limesaft, salt og peber.
 
PRØV OGSÅ: Mojito med jordbær og mynte

 

Cucumber spritz og agurk med rygeostcreme og rejer

 
Tid: 15 minutter
Antal personer: 2
 
DET SKAL DU BRUGE
2 skiver agurk
6 skiver limefrugt
isterninger
6 cl vodka
6 cl tør vermouth
10 cl mineralvand
10 cl tonic
 
AGURK MED RYGEOSTCREME OG REJER
1 spsk. rygeost
1 spsk. cremefraiche 18 %
salt og friskkværnet peber
6-8 skiver af agurk
75 g rejer
dild
 
1. Fordel agurkeskiver, limeskiver og isterninger i 2 glas. Hæld vodka, vermouth, mineralvand og tonic på.
 
2. AGURK MED RYGEOSTCREME OG REJER: Rør rygeost sammen med cremefraiche. Smag til med salt og peber. Fordel rygeostcremen i toppe oven på agurkeskiverne, og top med rejer og dild.

PRØV OGSÅ: Sprød snack med fetacreme

 

Bramble med snack af røget svinemørbrad

 
Tid: 15 minutter
Antal personer: 2
 
DET SKAL DU BRUGE
1 dl sukker
1 dl vand
10 cl gin
6 cl friskpresset citronsaft
isterninger
3 cl brombærlikør
4 friske brombær 
½ limefrugt
 
SNACK AF RØGET SVINEMØRBRAD
8 brombær
4 skiver røget svinemørbrad
8 små træspyd
mynteblade
 
1. Kog en sirup af sukker og vand i en gryde. Lad den køle helt af. Hæld 3 cl sirup, gin og citronsaft og isterninger i en shaker, og ryst, til drinken er mixet godt sammen. Læg et par isterninger i 2 glas. Si drinken, og fordel den i glassene. Hæld brombærlikør over. Pynt glassene med brombær og limefrugt skåret i både.
 
2. SNACK AF RØGET SVINEMØRBRAD: Skyl brombærrene. Skær skiverne af svinemørbrad over i 2 halvdele, og rul hvert stykke sammen omkring 1 brombær. Fæstn med små træspyd, og pynt med mynteblade.