islagkage
Mad

Fantastisk Napolitansk islagkage

10. december 2021
af Opskriften er fra bogen ”Lomelinos is”. Tekst og foto: Linda Lomelino
Denne islagkage tager lidt tid at lave (vi lover det er det hele værd) og imponerer med sine mange lag af forskellige farver is og bløde kagebunde - og så smager det bare himmelsk. Her får du opskriften på napolitansk islagkage
8 min8 personer

KAGEBUND

  • 110 g blødt smør
  • 2¼ dl lyst muscovadosukker
  • 2 æg
  • korn af ½ vaniljestang
  • 1 dl kakaopulver
  • 5 dl hvedemel
  • 1 tsk. bagepulver
  • ¼ tsk. salt

IS-GRUNDBASE MED VANILJE

  • 5 dl piskefløde
  • 1 dåse sødet kondenseret mælk (397 g)
  • korn af 1 vaniljestang

TIL KIRSEBÆR-IS

  • 100 g kirsebær (vejet uden sten)
  • 2 spsk. sukker
  • saft af ½ citron
  • 1 spsk. kirschlikør (kirsebærbrændevin)

TIL PISTACIE-IS

  • 50 g pistacienødder
  • evt. grøn konditorfave

TIL SERVERING

  • 100 g mørk chokolade, 70 %
  • 2 spsk. smør
  • friske kirsebær
  • pistacienødder

DU SKAL OGSÅ BRUGE

  • en aflang brødform, ca. 8 × 27 cm i bunden, 11 × 30 cm i toppen og 7 cm i højden

OBS: Tid: 1 time og 45 minutter. Hviletid, kagebund: Mindst 1 time. Bagetid, kagebunde: 8-9 minutter. Frysetid: 5-7 timer i alt.

Opskrift - sådan laver du napolitansk islagkage

  1. KAGEBUND: Pisk smør og muscovado-sukker luftigt. Tilsæt æggene 1 ad gangen sammen med vaniljekornene. Pisk det godt sammen. Bland kakao, mel, bagepulver og salt i en skål. Vend melblandingen i æggeblandingen lidt ad gangen, til dejen er ensartet. Pak dejen ind i husholdningsfilm, og lad den hvile mindst 1 time i køleskabet. Tænd ovnen på 175°. Rul dejen ud på et meldrysset bord til en tykkelse på 5-6 mm. Dejen skal skæres ud i 4 bunde. Vær opmærksom på, at brødformens sider muligvis er bredere foroven end forneden. I så fald skal du sørge for at skære bundene i forskellige størrelser, der passer til formens facon. Læg bundene på bageplader beklædt med bagepapir, og bag dem i ovnen i 8-9 minutter.
  2. IS-GRUNDBASE MED VANILJE: Bland fløde, kondenseret mælk og vaniljekorn sammen. Del blandingen i 3 lige store portioner, og stil dem i køleskabet.
  3. KIRSEBÆR-IS: Skyl kirsebærrene, skær dem i halve, og fjern stenene. Læg bærrene i en gryde med sukker og citronsaft. Lad dem simre i 5-10 minutter, til de bliver bløde. Lad dem køle af, og blend dem til en glat puré sammen med kirschlikør. Bland kirsebærpuréen sammen med en af de 3 flødeblandinger, og stil den på køl.
  4. PISTACIE-IS: Hak pistacienødderne fint, og bland dem i den anden flødeblanding. Tilsæt evt. lidt grøn konditorfarve, så det får en fin grøn farve. Sæt pistacie-iscremen i køleskabet.
  5. SAMLING: Klip 2 strimler bagepapir til formen, så det er lettere at få iskagen ud, når den skal serveres. Den ene strimmel skal gå på langs, og den anden på tværs. Lav strimlerne så lange, at de kan hænge lidt ud over kanten. Læg den mindste af de 4 kagebunde i formen. Hæld halvdelen af is-grundbasen med vanilje i formen. Stil formen i fryseren i ca. 20 minutter, så det første lag kan sætte sig. Læg den næstmindste af kagebundene i formen. Hæld pistacie-isblandingen i, og stil formen i fryseren igen i yderligere 20 minutter.
  6. Læg den næststørste bund i formen, og hæld resten af is-grundbasen med vanilje i formen. Stil formen i fryseren i endnu
  7. 20 minutter. Læg den sidste og største bund i formen, og hæld kirsebær-isblandingen i formen som det sidste lag. Dæk formen med et stykke bagepapir, og stil den på køl i 4-6 timer eller natten over.
  8. SERVERING: Tag iskagen ud af fryseren, og lad den stå et par minutter. Vend (ved hjælp af bagepapirsstrimlerne) iskagen ud på et afkølet serveringsfad. Sæt iskagen i fryseren, mens du forbereder pynten.
  9. Smelt chokolade og smør i en gryde ved lav varme. Lad det køle lidt af. Tag iskagen ud af fryseren. Vær klar med en paletkniv, når du hælder den smeltede chokolade over isen, da chokoladen hurtigt stivner. Spred chokoladen ud over iskagen i et jævnt lag og lad den løbe lidt ned ad kanterne. Pynt med hakkede pistacienødder og friske kirsebær. Servér iskagen med det samme, eller stil den tilbage i fryseren indtil servering.

Læs også