Honningkage med syltet appelsinskal
Mad

Honningkage med syltet appelsinskal

14. februar 2022
af Camilla Biesbjerg Markussen og Maja Ambeck Vase
Foto: Betina Hastoft og Columbus Leth
En ægte juleklassiker med sød symfoni af krydderier og honning, der smelter på tungen og får dig i julestemning
12 stk

Det skal du bruge

  • 160 g brun farin
  • 175 g flydende honning
  • 1 dl vand
  • 35 g smør
  • 350 g hvedemel
  • ½ tsk. salt
  • 1 tsk. natron
  • 2 tsk. stødt kanel
  • 1 tsk. stødt kardemomme
  • ½ tsk. stødte nelliker
  • ½ tsk. stødt ingefær
  • 2 små æg
  • 75 g syltet appelsinskal, f.eks. fra Dr. Oetker
  • ½ dl kærnemælk
  • 1 aflang brødform, ca. 1 l
  • bagepapir og smør til formen

Servering

  • smør, evt. abrikos- eller appelsinmarmelade

Sådan laver du honningkage

  1. Tænd ovnen på 170°.
  2. Beklæd formen med bagepapir, og smør papiret med lidt smør.
  3. Bland brun farin, honning, vand og smør i en gryde, og lad det smelte langsomt.
  4. Bring det herefter i kog, og lad det småkoge, til farinen er helt opløst.
  5. Tag gryden fra varmen, og lad blandingen køle helt af.
  6. Bland mel, salt, natron og alle krydderierne sammen i en skål.
  7. Rør æggene i den afkølede honningblanding, og sigt derefter melblandingen i. Rør dejen jævn og glat.
  8. Hak den syltede appelsinskal fint, og vend den i dejen sammen med kærnemælken.
  9. Fordel dejen i formen, og bag kagen i ovnen i ca. 1 time. Tjek, om den er gennembagt, ellers skal den have ca. 5 minutter mere i ovnen.
  10. Afkøl kagen.
  11. Servering: Skær den i tykke skiver, og servér med et godt lag koldt smør og evt. marmelade.

Velbekomme!

Tip: Kagen kan holde sig ca. 1 uge, hvis den pakkes i lufttæt emballage og opbevares tørt og køligt.

Flere opskrifter til den søde adventshygge

Læs også