eclair
Desserter

Eclair med appelsin-ganache

Chokolade og appelsin er et labert makkerpar, og appelsinskallen i ganachen tilfører hele herligheden endnu mere lækkerhed. Her får du opskriften på Timm Vladimors lækre eclair med appelsin-ganache

Eclair med appelsin-ganache

 
Tid: 1 time. Bagetid: 20 minutter. Hviletid: 5 timer
Antal: Ca. 15 stk.
 
DET SKAL DU BRUGE
50 g smør
10 g sukker
½ tsk. salt
60 ml vand
60 g hvedemel
2 æg
1 sprøjtepose med stor rillet tylle
 
 
APPELSIN-GANACHE
75 g mørk chokolade, ca. 60 %
1 dl piskefløde
1 knsp. salt
skal og saft af ½ usprøjtet appelsin
1 sprøjtepose med tylle
 
SAMLING
75 g mørk chokolade
15 g smør
 
PRØV OGSÅ: Eclair med mokkacreme
 

Opskrift - sådan laver du eclair med appelsin-ganache

 
1. Varm smør, sukker, salt og vand op i en gryde, til smørret er smeltet. Tilsæt melet på én gang, og rør, til det har en ensartet konsistens. Lad dejen varme igennem i 2-3 minutter. Tag gryden af varmen, og lad dejen køle af i 5 minutter. Pisk æggene sammen, og rør dem i dejen, lidt ad gangen. Fortsæt med at røre i ca. 5 minutter, til dejen er blank og blød. Tænd ovnen på 225°. Fyld dejen i en sprøjtepose med stor rillet tylle, og sprøjt dejen ud på en bageplade beklædt med bagepapir i ca. 15 streger på 7-8 cm. Sæt vandbakkelserne i ovnen, og skru temperaturen ned til 200°. Bag dem i ca. 20 minutter.
 
2. APPELSIN-GANACHE: Hak chokoladen fint, og hæld den i en skål. Varm fløden op til kogepunktet i en gryde, og tilsæt salt, fintrevet appelsinskal og 2 spsk. appelsinsaft. Hæld fløden over chokoladen, og rør forsigtigt rundt med en dejskraber, til chokoladen er smeltet, og strukturen er ensartet. Dæk skålen til med husholdningsfilm, og lad ganachen sætte sig ved stuetemperatur i ca. 5 timer. Fyld den i en sprøjtepose.
 
3. SAMLING: Smelt chokolade og smør i en varmefast skål over vandbad. Skær små huller i bunden af vandbakkelserne, og sprøjt ganache ind i dem. Kør forsigtigt toppen af vandbakkelserne gennem chokoladeovertrækket.
 
PRØV OGSÅ: Appelsinkage med orangeblomst