Crepes suzette
Desserter

Crepes suzette

Crepes suzette - luksus-varianten af pandekagen. Perfekt som afslutning på nytårsmiddagen. Få Timm Vladimirs opskrift på crepes suzette her

Crepes suzette

Tid: 30 minutter. Hviletid, dej: 30 minutter
Antal personer: 4
 
DET SKAL DU BRUGE
4 æg
2 dl kærnemælk
400 g hvedemel
2 spsk. sukker
½ tsk. salt
skal af 1 usprøjtet citron
2 dl øl
2 dl sødmælk
smør til stegning
 
 
APPELSINSAUCE
100 g smuttede mandler
3 spsk. sukker
3 spsk. citronsaft
3 usprøjtede appelsiner
2 cl Grand Marnier
50 g koldt smør
 
PYNT
fintrevet appelsinskal
rød skovsyre
 
PRØV OGSÅ: Skift crepes suzette ud, når det skal være mindre højtideligt. Her får du opskriften på pandekager med 3 slags fyld
 

Opskrift - sådan laver du crepes suzette

 
1. Pisk æg og kærnemælk sammen i en stor skål. Sigt melet ned i skålen, mens du pisker. Pisk sukker, salt og  fintrevet citronskal i. Pisk øl og sødmælk i. Lad dejen hvile i 30 minutter. Smelt lidt smør på en pande. Hæld dej på panden, og vip rundt, så dejen fordeler sig. Bag, til pandekagen er gylden, vend den, og bag på den anden side. Fortsæt, til al dejen er brugt. Beregn 2-3 pandekager pr. person.
 
2. APPELSINSAUCE: Hak mandlerne groft, og rist dem på en varm pande, til de har fået lidt farve. Lad dem køle af på en tallerken. Hæld sukkeret på panden, og lad det smelte og karamellisere let. Tilsæt citronsaft, saft af 2-3 appelsiner og fintrevet skal af 1 appelsin. Lad det simre i 2 minutter. Hæld Grand Marnieren ved, og flambér saucen ved at sætte en tændt tændstik ned til den, umiddelbart efter at du har tilsat likøren. Skru lidt ned for varmen, tilsæt smørret, og pisk saucen blank. Fold pandekagerne sammen, læg dem ned i saucen, og lad dem simre med i 2 minutter. Servér pandekagerne med sauce og ristede mandler, og pynt med lidt fintrevet appelsinskal og rød skovsyre.
 
PRØV OGSÅ: 11 gode opskrifter på kransekage til dit nytår