chokolademousse dessert
Mad

Chokolademousse-kage med trøffelpynt

14. november 2021
af Mari Harjula
Udgivet første gang d. 2. december 2015 Foto: Kirsi-Marja Savola.
Til de allerstørste fester har man brug for de allersmukkeste kager. Den slags kager, man normalt kun tør drømme om. Chokolademousse-kagen skal være rig i smagen, fint pyntet og vanvittigt fristende.
10 personer

KAGEBUND

  • 2½ dl mandle
  • 1½ dl flormelis
  • 1½ dl hvedemel
  • ½ dl kakaopulver
  • ½ tsk. bagepulver
  • 200 g smør (+ lidt til formen)
  • 5 æggehvider
  • springform, ca. 20 cm i diameter
  • ½ dl mandellikør eller cognac til at dryppe bunden med

CHOKOLADEMOUSSE

  • 400 g bagechokolade (eller mørk chokolade 70 %)
  • 100 g mørk chokolade 70 %
  • korn af 1 vaniljestang
  • 5 dl piskefløde

CHOKOLADETRØFLER

  • 150 g mørk chokolade 60 %
  • 1½ dl piskefløde
  • 75 g smør
  • 1 Mariekiks (eller anden sød vaniljekiks)
  • 1 spsk. cognac el.lign.
  • flormelis til pynt
  • frysetørret hindbærstøv til pynt
  • 50 g mørk chokolade til overtræk

Opskrift - Sådan laver du chokolademousse-kage med trøffelpynt

  1. Chokoladetrøfler: Dagen før: Hak chokoladen meget fint i en minihakker eller foodprocessor. Det gør ikke noget, hvis den smelter lidt. Varm fløden op til kogepunktet i en gryde. Hæld den finthakkede chokolade i en skål, og rør den varme fløde i lidt ad gangen, så du får en glat chokolademasse. Skær smørret i små stykker, og rør det i chokolademassen. Læg kiksen i en frysepose, knus den fint med en kagerulle, og rør kiksekrummerne i chokolademassen. Rør cognac i, og sæt massen i køleskabet natten over.
  2. På dagen: Form 10 kugler af chokolademassen med en teske, og rul dem helt runde mellem håndfladerne. Vend 3 kugler i flormelis, vend 3 kugler i hindbærstøv, og dyp 3 kugler i smeltet mørk chokolade. Spis den sidste kugle selv. Stil kuglerne koldt, indtil du skal pynte kagen.
  3. Kagebund: Tænd ovnen på 175°. Hak mandlerne mellemfint i en minihakker eller foodprocessor, og bland dem med de øvrige tørre ingredienser til bunden. Smelt smørret i en gryde, og lad det afkøle let. Bland smeltet smør sammen med den tørre blanding, og rør, til du har en glat masse. Pisk æggehviderne stive i en ren skål, og vend dem i dejen. Beklæd formens bund med bagepapir, og smør formen indvendigt. Fordel dejen i formen. Bag kagebunden i ovnen i 30-35 minutter, til den er fast og slipper springformens kanter lidt. Lad kagebunden køle af i formen. Chokolademousse: Hak al chokoladen groft, og smelt den i en varmefast skål over vandbad. Lad chokoladen køle lidt af. Vend vaniljekorn i chokoladen. Pisk fløden til blødt skum med en elpisker. Bland lidt af flødeskummet i den let afkølede smeltede chokolade, rør rundt, og bland resten af flødeskummet i. Vend forsigtigt rundt med en dejskraber, til massen er glat. Dryp den kolde kagebund med mandellikør eller cognac. Lad kagebunden blive i formen. Fordel chokolademousse i et tykt og jævnt lag oven på bunden, og dæk formen med husholdningsfilm. Sæt kagen i køleskabet, og lad den stivne i mindst 4 timer, gerne natten over.
  4. 4. Servering: Tag kagen ud af køleskabet, og løsn den forsigtigt fra springformen. Brug en smal, skarp kniv til at frigøre kanterne, hvis de sidder fast. Sæt forsigtigt kagen på et serveringsfad, gerne med fod, og pynt kagen ved at stable de forskelligfarvede chokoladetrøfler op i en lille bunke på midten af chokolademousse-kagen. Hæld lidt kakaopulver i en sigte, og drys kakao hen over trøfler og kage. Servér straks den lækre chokolademousse-kage.

Læs også