https://imgix.femina.dk/media/77a20e0cbf2f45728bda44b878531e09.jpg
Træning og kost

kræftramte kvinder har også brug for velvære

13. december 2011
af Femina.dk
Hver måned holder Trine en 3-timers gratis velværestund for kræftramte kvinder, fordi hun synes, de om nogen fortjener forkælelse og omsorg

At leve med kræft er en kamp, som kun ligestillede forstår. Det ser Trine Godthaab fra Pure Nature spa & wellness beviset på hver måned, når hun holder to gange 3-timers gratis velværestund for kræftramte kvinder.

-Efter vi har præsenteret os selv, præsenterer de sig for hinanden, og siger det, de har lyst til om sig selv. Det ender altid med, at de rigtig gerne vil fortælle. Resten af tiden snakker de rigtig meget sammen, faktisk som om de har kendt hinanden altid. De får et fællesskab, forklarer Trine, som fik ideen til at forkæle de kræftramte kvinder sammen med sin veninde Jette Vestergaard.
Jette er nemlig makeup-artist og har været med til at lave makeup-kurser for kemopatienter på hospitalerne. De to veninder slog sig sammen, kontaktede forskellige leverandører og fik dejlig opbakning (fra både den rene hudplejeserie Pañpuri og fra det mineralske makeup Mineralogie) så de nu hver måned kan glæde østjyske kræftramte kvinder helt gratis. Trines spa ligger nemlig i Beder ud for Århus.

-Det er et 3-timers forløb, 2 gange om måneden. Altså 6 timer af min og Jettes tid om måneden, hvor vi kan gøre noget godt for 20 andre kvinder. Det gør mig glad at se, hvor meget det kan betyde for dem. De får en stund blandt andre kvinder i samme situation, og det giver dem rigtig meget at snakke sammen. Vi pårørende kan sagtens prøve at være forstående og hjælpende, men vi kan alligevel ikke sætte os 100 % i deres sted ….Desuden er der jo ingen, der kan få for meget forkælelse og velvære - og i deres situation har man meget brug for det, siger Trine.

På hvert kursus er der 8-10 kvinder, og de starter altid med at samles i en stor blød hjørnesofa med masser af levende lys. Dernæst præsenterer alle kvinderne sig og snakken går. Bagefter følger makeup-kursus, helt fra bunden, imens der serveres the, Innocent-smoothies (Som Innocent sponserer hver gang) og chokolade. Til sidst får hver deltager en håndbehandling, bestående af håndbad, håndpeeling og en lækker håndmassage i håndcreme.

-Og når de går ud af døren, er de glade, afslappede og har fået en rigtig flot makeup lagt - og måske for en stund "glemt" lidt at de er i et alvorligt sygdomsforløb…

Læs også: Tag med FEMINA på spa-event på Skodsborg

Læs også: Sådan lære du at mediterer

Læs også: Gladere, smukkere sundere - DIG

Læs også