Nikolines brevkasse: Min mand driver mig til vanvid
2. august 2017Nikolines brevkasse: Min mand driver mig til vanvid
Kære Nikoline,
Jeg gik glad på efterløn for fem år siden og har fra første dag nydt at have mere tid til børnebørnene og mine mange interesser.
Nu er min mand blevet pensioneret for et halvt år siden, og jeg må indrømme, at han er ved at drive mig til vanvid. Jeg vidste på forhånd, at det ville blive en omvæltning for ham, selv om han sagde, at han glædede sig.
Men han har altid været optaget af sit job, og han er vant til at have meget travlt, og derfor var jeg også forberedt på, at han skulle vænne sig til sin nye tilværelse. Vi har også talt om det, og han havde flere projekter med hus og have, han kunne gå i gang med.
Men det er, som om han slet ikke kan finde ro. Han begynder på 10 forskellige opgaver, men afslutter ingen af dem, og han render i hælene på mig dagen lang og snakker om alt og ingenting – rent ud sagt går han mig på nerverne.
Jeg føler, at min hyggelige hverdag er pist væk, og for første gang i vores lange ægteskab er vi begyndt at mundhugges. Hvordan hjælper jeg ham med at vænne sig til pensionisttilværelsen?
Med venlig hilsen, Inge
Læs også: Nikolines brevkasse: Kollegaen er en plage
Kære Inge
Det tror jeg, han selv må klare. Det, du efter min opfattelse skal gøre, er at være lidt mere klar i mælet om, hvad du har brug for, nemlig fred og frihed!
Sæt dig ned over for ham og sig, at du gerne vil gå i dine egne tanker i løbet af dagen – og passe alle dine aktiviteter uden at forholde dig til ham. Find ud af, hvor meget du har brug for at snakke med ham – kan I aftale at drikke formiddagskaffe? Eller er det godt vente med at sludre, til I laver aftensmad?
Hvad passer jer begge?
Læs også: Nikolines brevkasse: Skal jeg lade fremmede sove i vores seng?
Jeg selv sidder på en tegnestue i hverdagen – men i skriveperioder arbejder jeg hjemme. Jeg var også nervøs for at skulle leve sammen med en mand, der var gået på pension. Men jeg skal love for, at min mand holder ansvaret for sin hverdag tæt til kroppen.
Han trækker sit vejr, går ind og ud, passer sine skriverier, haven, bøger, tennis, badmintonvenner, kaffeaftaler, børnebørn og frokoster uden at kræve noget af mig. Faktisk synes jeg, han kan være lidt svær at fange, når jeg gerne vil snakke. Jeg skal banke på – og så ser han op og siger: ”Goddag. Hvad vil du?”
Hele opgaven med at finde ud af, hvad din mand skal fylde i sit liv, er hans egen. Men du kan trække dig ud af hans sfære, så det bliver tydeligt for ham, at han ikke kan hægte sig på dig – han må opfinde sit liv på ny.