https://imgix.femina.dk/media/article/phone-in-hand.jpg
Se, lyt & oplev

Frygter du at gå hjem alene? Ny trygheds-app hjælper dig

14. marts 2016
af Ida Kønigsfeldt
Er du bange, når du går alene hjem en mørk aften? Og kan du heller ikke sove, før din datter er sikkert hjemme fra en bytur? Nu er der hjælp at hente i form af en ny trygheds-app, som lader dine nærmeste følge dig eller din datter virtuelt hjem.

Du kender sikkert tricket med at knytte nøglerne i hånden eller ringe en veninde op, når du går alene hjem efter mørkets frembrud. Eller måske ligger du bekymret og vender og drejer dig i sengen om natten, indtil din datter er sikkert hjemme igen fra en tur i byen. I december sidste år viste en undersøgelse fra YouGov i MetroXpress meget nedslående, at mere end hver tredje danske kvinde er bange for at gå alene hjem i mørke. Og selv om det selvfølgelig ville være at foretrække, at der slet ikke var noget (eller nogen) for os kvinder at være bange for, vil en ny app nu i første omgang forsøge at hjælpe os med at få bugt med utrygheden. Den hedder ”Watcher”, og den sørger for, at dine nærmeste kan følge dig virtuelt hjem, og at de får besked, hvis der skulle ske dig noget undervejs.

Se også: Kvinde kend din app

Sådan fungerer det

Du angiver din destination, så din rute kommer frem på app’en. Derefter vælger du en eller flere kontakter fra din telefonbog, som via GPS-funktionen kan holde øje med dig på din rute. Hvis der skulle ske dig noget undervejs – hvis du f.eks. taber din telefon, får revet høretelefonerne ud eller begynder at løbe – opdager app’en det og spørger, om du er OK. Hvis ikke du svarer ja inden for 30 sekunder, alarmerer app’en dine ”watchers” og opfordrer dem til at kontakte dig. Også selv om dine kontakter ikke har app’en installeret, vil de modtage en notifikation.

Se også: 10 apps, som gør dit liv mere effektivt

App’en kan bruges på flere måder. Har du f.eks. ikke lyst til at dele din lokation eller at vække dine nærmeste unødigt, kan du gøre din hjemtur privat. Så får dine ”watchers” kun besked, hvis der skulle ske noget med dig undervejs, som gør at alarmen udløses.

Det er også muligt at chatte i en gruppe, så snakken med veninderne kan fortsætte på hjemturen. Hvis én i gruppen udløser alarmen, vil de andre få besked med det samme. Du kan også bruge app’en som alternativ til at sende en sms eller ringe til dine nærmeste, når du går hjem alene. Den giver automatisk besked, når du tager af sted, og når du er nået sikkert frem – og dine kontakter kan følge dig på kortet hele vejen. Måske det kan give lidt mere ro i maven?

Watcher er gratis og kan hentes til iPhone i App Store. Til april kommer app’en også til Android.

https://imgix.femina.dk/how_it_works.png

Læs også