På tomlen gennem Europa
Rejser

Slip kontrollen i ferien – på tomlen gennem Europa

6. juli 2017
af Johanne Klindt Gahrn - Opdateret af Caroline Wigdal
Foto: Johanne Klindt Gahrn og PantherMedia
En improviseret blaffetur til Sydfrankrig blev startskuddet til en ny form for sommerferie for Feminas journalist, der har skiftet flybilletten ud med papskilt og en god mængde tålmodighed til gengæld for en lang række uventede oplevelser og sjove møder.

Tasken er pakket, ruten er planlagt, og jeg står med det ene ben ude ad døren, da det slår mig: Hvad hvis det overhovedet ikke kan lade sig gøre? Dagen er kommet, hvor jeg for første gang begiver mig på ferie uden hverken flybillet i tasken, et tog, jeg skal nå, eller nogen som helst idé om, hvornår jeg kommer frem. Jeg skal blaffe til Sydfrankrig med en veninde, og om det lykkes, er op til andre folks generøsitet.

Tre dage, 19 lift og utallige sjove møder senere står vi i Aix-en-Provence. Trætte, men meget stolte over os selv. Den tur åbnede op for en ny måde at rejse på, og siden har min tommelfinger og det lejlighedsvise hjemmelavede papskilt ført mig til blandt andet Tyskland, Ungarn, Polen, Tjekkiet, Østrig, Schweiz, Italien og Kroatien.

Aix-en-Provence

Planen var meget løst funderet. Og det var helt bevidst. At rejse på tomlen handler for mig i høj grad om at udfordre mig selv ved at lade tidsplan og kontrol-gen blive liggende derhjemme og i stedet tage tingene, som de kommer – en bil ad gangen. Det giver plads til overraskelser og sjove møder, og det er netop dét, der gør denne rejseform helt speciel.

Læs også: 6 tips til at gå på sommerferie uden stress

On the road – en guide

Vi startede helt klassisk i en vejkant med et papskilt og et bredt smil. Vi fandt imidlertid ud af, at så snart vi var på motorvejen, kunne det meget bedre betale sig at henvende sig direkte til folk på tankstationerne. På den måde havde de bedre tid til at overveje, om de ville have os med, og de kunne se, at vi ikke var farlige.

Når man sidder i en bil med en fremmed i flere timer, bliver man tvunget til at finde noget at tale om, og jeg har endnu til gode at opleve, at det ikke er lykkedes. Af den grund kan det være en rigtig god idé at lægge fordommene på hylden, for netop det at møde nogen, der er anderledes, kan give nogle sjove samtaler.

Drop tidsplanen. At blaffe er på mange måder en fri og impulsiv måde at rejse på – hvis man vel at mærke giver sig tiden til det. Noget af det gode ved rejseformen er, at man kan komme ud for uventede tilbud og omveje, og det bliver altså sjovest, hvis man har mod på at sige ”ja tak” en gang imellem.

Læs også