Annonce
Rejser

Loppeguide: De bedste loppemarkeder i Småland

Sverige kan altså bare noget med loppemarkeder. Vi tager gerne turen over sundet for at få fingre i de rigtig gode loppefund - og især Småland kan byde på de mest idylliske, svenske loppemarkeder. Her har vi samlet et udvalg af de bedste.

Et loppemarked i Småland kan være alt fra store, ordnede butikker til et lille udhus hjemme hos smålandske bønder. Der er generelt en stor kærlighed til gamle ting og til at bevare, genbruge og restaurere i Småland. På loppemarkederne kan man finde alt fra vævede og broderede tekstiler, møbler i både almue- og retrostil, kunst, bøger, sølvtøj, porcelæn og køkkenting. Og så byder Småland på masser af lokal glas og krystal – også på loppemarkederne.

Hold generelt udkig efter håndskrevne skilte med ordet "Loppis" langs de små veje i Småland. Her er der tit gode fund at gøre, når private eller amatørkræmmere sælger ud af loppefundene.

Skal I være på den sikre side, er her desuden fem store, garanteret gode smålandske loppemarkeder med mulighed for at gøre svenske loppefund:

Östregårds Antik- & Loppemarked ved Moheda

På Östregård byder de fine smålandske og klassisk rødmalede gårdbygninger på omkring 1000 kvadratmeter hal fyldt med svenske loppis-godter. Der er både ældre almueting og masser af mulighed for at gøre et retrofund, og priserne er rimelige. Der er desuden café og pølsevogn med is, pølser, kaffe, kage og sodavand.
www.ostregard.se

Annas Kuriosa i Bäckaryd

Hos Anna er der loppefund i fem huse – fx et helt hus bare med svenske kaminer og spisestuemøblement! Der er også masser af fint svensk retrotøj til både børn og voksne – og det er næsten umuligt ikke at finde noget, man bare MÅ eje.
www.annaskuriosa.se

Brotsahemmet i Lammhult

Midt i de smålandske skove ligger antik- og loppemarkedet Antikt i Lammhult med masser af sjove retrofund og fine gamle svenske møbler og køkkenting i en rødmalet lade. Her er åbent hver søndag i sommerhalvåret og hver anden i vinterhalvåret.
www.brot.se/brottsahemmet/

Sakar jag har i Liatorp

’Saker som jag har’ er både en fysisk butik og en webshop med antikviteter og loppefund – keramik, lamper, vaser, møbler, dimser og glas. Priserne er mere antikvitetshandler end loppemarked, og de er helt bevidste om, hvem der har designet hvad, og hvad det betyder for prisen. Men til gengæld muligt at finde sjældne og meget smukke ting.
www.sakersomjaghar.se

Gransholms Herrgård i Gemla

På herregården Gransholm er der virkelig noget at finde for den kræsne antiksnuser – især hvis man er til svensk almue og slotsstil. Herregården byder på 16 rum med nøje udvalgte, og ofte restaurerede, møbler og tilbehør. Maria og Jan-Åke, som driver stedet, holder åbent efter aftale, så ring i forvejen og aftal, hvornår I kigger forbi. Tlf: 0046 70 348 5042.
www.gransholm.se

Björkas Nytt och Bytt i Eksjö

Björkas Nytt & Bytt sælger både genbrugsfund og nylavede små ting – lavet lokalt og bæredygtigt. Det er også muligt at sælge tøj og ting gennem Björkas, men for os danskere handler det nok mest om at købe – og især om lige at finde de der særlige svenske fund til en god pris. Det er der god mulighed for hos Björkas.
www.bjorkasnyttochbytt.se

Hultanäs Antikt & Second Hand i Vetlanda 

Hultanäs Antikt & Secondhand er både en fysisk butik og en webshop med antikviteter og nostalgiske loppefund – keramik, vintage-legetøj, lamper, vaser, kaffestel, bøger, glas, smykker og vinylplader. Priserne er mere antikvitetshandler end loppemarked, og de er helt bevidste om, hvad tingene er værd. Men til gengæld muligt at finde sjældne og meget smukke ting.
www.antiksecondhand.se

Nordsool i Kalmar

Nordsool er secondhand på den rå og moderne måde. Urban stemning og mulighed for at finde industrielle eller retrocool møbler, tøj, vinyler, boligtilbehør, en 80’er-walkman og film- og musikplakater hentet ind fra hele verden. Alt er i god kvalitet, men til fornuftige priser. Tjek eventuelt webshoppen ud inden besøget for at få et indtryk af stilen: butiken.nordsool.se.
www.nordsool.se 

Busfrö i bl.a. Västervik

Busfrö er en lille kæde af genbrugsbutikker, som I kan finde i Västervik, Jönkjöping og Kalmar, og her er fuld knald på farverne! De sælger folks ting på kommission, og alt er i god stand. Det er først og fremmest tøj til kvinder og børn, men der er også babyudstyr, legetøj, sko og accessories.
www.busfro.se