Annonce
Rejser

Den vildeste ferie – som ungerne aldrig vil glemme

Vi kan godt tage en uges all-inclusive under sydens sol, men skal ferien være virkelig uforglemmelig og en af dem, hele familien (især de yngste) altid vil huske, så skal der mere magi til. Og den slags magi er Småland i Sverige leveringsdygtig i.

Småland er i sig selv en oplevelse for ungerne – med sine fine, malede træhuse i ren Emil fra Lønneberg-stil og den meget smukke natur, der indbyder til mountainbike-ture, plukning af vilde blomster og store badesøer. Men alt det topper den svenske landsdel så lige af med vilde oplevelser og parker, der giver ungerne (og deres voksne) en rundtur i magiske universer. Der er tænkt over, hvad der rykker i børnehøjde, og det gør faktisk ferien sjovere og mere magisk for alle at opleve den fra dén højde.

 

Emil, Pippi, Madicken og de andre

Den nok mest kendte oplevelsespark i Sverige må være Astrid Lindgrens Verden – og med god grund. Her kan I møde alle de kendte og elskede figurer fra Astrid Lindgrens bøger. Emil fra Lønneberg, Pippi Langstrømpe, Ronja Røverdatter og alle de andre. Et stort hold skuespillere giver den som figurerne og opfører scener fra bøgerne og leger med gæsterne. Og især det at gå rundt i miljøerne fra historierne, komplette med rødmalede huse på Katholt, Pippis Villa Villekulla og Mattisborgen, er en kæmpe oplevelse for både små og store Lindgren-fans.
Astrid Lindgrens Verden, Vimmerby: astridlindgrensvarld.se
 

Med cowboyhat og lanse

En park, der ikke har fået helt så meget opmærksomhed som Astrid Lindgrens Verden, men som virkelig kan sætte gang i børnenes fantasi og give dem nogle vilde oplevelser, er cowboylandet High Chaparral. Og for de voksne er det også ret skønt at se de små rende rundt i cowboytøj og meget store øjne. Parken har daglige westernshows med ridende cowboys eller dansende indianere, og ungerne kan komme på fægteskole hos Zorro, lære at danse som i det vilde vesten eller hjælpe nybyggerne med at få bygget deres hus. Husk også at tage en tur med western-toget – som dog er i vældig høj risiko for at blive røvet, så er I advaret.
High Chaparral, syd for Jönköping: www.highchaparral.se
 

På besøg hos prinsessen og hendes riddere

Om sommeren er Kalmar Slot et rent eventyr. Ungerne kan blive vist rundt på slottet af prinsesse Anna Vasa og være med til at finde hendes skjulte skat, og de større børn (fra 7 år) kan blive væbnere, der forsvarer slottet, besejrer en drage og bliver kåret til ridder, hertug eller prinsesse. Slottet har også et værksted, hvor I kan lave tryllestave, fehatte og riddersværd – eller bare male på væggen.
Kalmar Slot: kalmarslott.se/barn
 

I Emils fodspor

Er ungerne vilde med filmene om Emil, Pippi og Bullerbybørnene, så er I næsten også nødt til at tage forbi Filmbyn. Her kan I komme inden for i kulisserne fra fx Emil fra Lønneberg-filmene og besøge de steder, hvor de forskellige scener er optaget. I kan endda prøve at stikke hovedet ind i Emils suppeterrin, besøge Pippis køkken, se rekvisitter, høre fortællinger fra statisterne, klæde jer ud, indspille jeres egne små film – og selvfølgelig se filmene i biografen.
Tip: Hent app’en ”Filmbyn i Småland inspelningsplatser”, som gør det muligt at køre rundt og se 12 locations fra filmene i området omkring filmbyen. Hvert sted er der info om og filmklip fra den location.
Filmbyn i Mariannelund: filmbyn.se
 
 

Se mere på visitsweden.dk