pilou asbæk
Underholdning

Pilou Asbæk: ”Jeg er blevet kaldt de VÆRSTE ting”

14. oktober 2015
af Susse Wassmann, redigeret af redaktionen
Foto: Carsten Seidel
Skuespilleren Pilou Asbæk har slettet sin Facebook-profil, fordi han ikke længere gider stopfodres med folks holdninger og være vidne til en grim tone.

Som kendt skuespiller har Pilou Asbæk måttet lægge ører til mange nedsættende ord, men det generer ham ikke. Til gengæld er han træt af den måde, folk argumenterer på på de sociale medier, og derfor har han slettet sin Facebook-profil. Det fortæller han i et interview med FEMINA i denne uge.

Fede flødebolle. Svans. Overklasseløg. Liderlige murmeldyr. Et lille udsnit af de skældsord, der haglede ned over Pilou Asbæk, da han sidste år spillede rollen som godsejersønnen Didrich i TV-serien ”1864”.

-Jamen, jeg er blevet kaldt de VÆRSTE ting, du tror, det er løgn! På de sociale medier, i Ekstra Bladets ”Nationen”, på folks hjemmesider. Men ved du hvad? Det generer mig ikke. For jeg vil til hver en tid hellere være mig, end jeg vil være dem! siger han og smiler med hele hovedet.

Skuespilleren Pilou Asbæk faldt for sin kæreste Anna Bro, fordi hun er vanvittigt begavet

Følte sig som en foie gras-gås

Alligevel valgte Pilou Asbæk at slette sin Facebook-profil for nylig. Det var efter hele balladen om ”1864”. Men det var egentlig ikke så meget alle skældsordene, det handlede om.

-Jeg havde svært ved at overskue folks meninger og holdninger og ytringer hele tiden og konstant i én uendelig strøm. Jeg følte mig som foie gras-gås, der blev stopfodret døgnet rundt. Og jeg brød mig ikke om tonen. Og her tænker jeg ikke kun på syriske flygtninge, men på den måde, man omtaler hinanden på i det hele taget i hverdagen. Enten er du god, eller også er du en idiot.

-Tilgangen til det samfund, vi lever i, er så barsk og så hård, og måske er jeg melankolsk, måske er jeg en følsom ung mand, måske er jeg bare blevet far, men jeg føler, at jeg er ved at blive kvalt i den måde, folk argumenterer på. Jeg synes, det er usmageligt, jeg synes, det er uværdigt, og jeg synes ikke, det repræsenterer det smukke, elskelige land, jeg kalder Danmark.

Lad os få kammertonen tilbage

Hvad kan vi gøre ved det?

-Vi kan ændre hele retorikken, først og fremmest. Jeg er stor fan af de sociale medier, det er en gave at kunne være i dialog med folk på den måde, men de er også farlige i den forstand, at de giver dig et åndehul, i det øjeblik du faktisk skulle have taget en vejrtrækning. Du har muligheden for at udtrykke dig lige i dét øjeblik, hvor du måske skulle have slappet lidt af og tænkt dig om. Du må aldrig poste et brev, samme dag som du skriver det, lyder et ordsprog. Well. Er vi enige om, at den overvejelse ikke eksisterer på Facebook, Twitter og de andre medier?

Arvingerne-stjernen Lene Maria Christensen er ikke på Facebook – og det er hun glad for

-Så prøv at analysere dig selv lidt og find ud af, hvad det er, der skræmmer dig. Hvad er det, jeg ikke forstår? Hvad er det, jeg skal søge oplysning om? Jeg tror, at hvis vi alle sammen satte os ned og tilegnede os noget mere viden, så ville debatten være mere nuanceret. Jeg får ondt af de mennesker, som har behov for at ytre sig så groft, og jeg synes, det er sørgeligt. For det er jo et fåtal, der ødelægger det for de mange. Lad os lige få kammertonen tilbage!, siger Pilou Asbæk til FEMINA.

Læs også