Kendte

Pelle Hvenegaard: Jeg har haft det mærkeligt med kvinder

Pelle Hvenegaard har altid opfattet kvinder som noget, der skulle erobres og indtages, og han skulle drikke sig mod til – hver gang. Indtil han en dag fik et wake-up call og begyndte at tage styringen i sit eget liv

Den måde, kvinder har været en drivkraft i Pelle Hvenegaards liv, har forandret sig meget gennem årene. Det fortæller han i et interview med FEMINA i denne uge.

- Engang var kvinder noget, der skulle erobres, opnås, indtages … noget utilnærmeligt, sådan lidt ophøjet. Som i virkeligheden handlede meget mere om min egen usikkerhed end om noget andet. Der er jo noget med, at kvinder altid kan gå ud og score, mens mænd ikke kan, ikke?

- Det er i hvert fald, hvad mænd tror. Men jeg har haft det mærkeligt med kvinder, for på den ene side har jeg aldrig haft svært ved at få fat på dem, hvis det var dét, jeg ville, på den anden side har jeg aldrig været sikker i min sag. Om jeg kunne. Om jeg var attraktiv nok. Det har været noget farligt noget, og i rigtig mange år skulle jeg drikke mig mod til, siger Pelle Hvenegaard.

Forfatter Morten Sabroe er mere bange for kvinder end for ebola og Islamist Stat...

Hans første erindring om det modsatte køn var allerede, da han var meget ung – en ni-ti år:

- Det var på fritidshjemmet, hvor der var en pige, der hed Sarah, som jeg var helt vild med. Jeg kyssede hendes jakke og kunne finde på de mærkeligste undskyldninger for at cykle forbi, hvor hun boede. Det var min første forelskelse, men jeg turde aldrig rigtig gå efter det.

- Det siger lidt om mit selvværd – sådan har jeg haft det. I mange år havde jeg brug for alkohol for at turde nærme mig kvinder. Men pludselig en dag gik det op for mig: Gud! Jeg kan ikke henvende mig til en kvinde uden at være påvirket!

Jeg havde ikke noget selv

Det var lidt af et wake-up call  for ham, fordi det gik op for ham, at det var et grundlæggende selvværdsproblem, han havde, og det havde han ikke lyst til, skulle styre hans liv. Det tog lang tid for ham at ændre, men i dag er han gift med Caroline Hvenegaard – og da han mødte hende, havde han IKKE drukket sig mod til inden:

- Kun kaffe. Det var min første og eneste blind date – sat op af en, jeg havde set et par gange. Det skulle ikke være os to, så hun sendte mig videre i systemet, det var ret fint gjort.

”Jeg fatter ikke, hun har giftet sig med mig”, siger Knud Romer om sin kone Andrea

Som lille dreng medvirkede Pelle Hvenegaard i ”Pelle Erobreren”, og han har siden følt, han skulle leve op til et eller andet.

- Jeg stod med en Oscar i hånden som 11-årig – det er et svært udgangspunkt. Så jeg har skullet bygge mig selv op igen siden. Jeg tog ét skridt af gangen hen imod noget, jeg SELV havde valgt, SELV havde gjort. Og det giver også et helt andet møde med andre mennesker.

- Det rum for tosomhed og kærlighed, jeg har med min kone nu, har krævet, at jeg er kommet på plads i mig selv. Så jeg kunne rumme noget andet. Have plads til et andet menneske. Jeg blev jo gift som 25-årig med en otte år ældre kvinde, det var lidt et forsøg på at springe ind i en andens liv og få et liv. Det viste sig hurtigt, at det kan man ikke. Man er nødt til at skabe sit eget. Men det var en god og vigtig tid for mig, for det var dér, jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle være skuespiller. Og dér, jeg fandt ud af, at jeg skulle være mig selv. For jeg havde ikke noget selv på det tidspunkt, siger han.

Caroline er en grundglæde i mit liv

Hans kone Caroline er en stabilitet, en grundglæde og en ro i Pelle Hvenegaards liv.

- Jeg mødte min kone på et tidspunkt, hvor mit behov for at blive bekræftet ikke var fremherskende, fordi jeg var glad for mit liv. Glad for bare at være mig. Så det gav mit liv noget ekstra, noget mere, en inspiration. Jeg brugte det ikke på den måde, jeg plejede: For at blive anerkendt.

”Jeg gør mig umage for at være en god mand”, siger Mikkel Beha Erichsen 

- Caroline og jeg er meget forskellige, og det har jeg haft svært ved at rumme før i tiden. Det var en del af usikkerheden at forsøge at pakke alting ind i noget perfekt. Man bygger en idé op om sig selv. Med Caroline oplevede jeg for første gang at turde se mig selv som et helt menneske. Og ja, jeg har fejl og mangler, men netop derfor kan jeg rumme, at hun kommer med noget helt andet. I stedet for bare at reflektere over mine tanker og overbevisninger, siger Pelle Hvenegaard til FEMINA.

 

 

Læs mere om: