Özlem Cekic
Kendte

Özlem Cekic mødes med afsenderne af hademails: Vi ligner hinanden meget

I årevis modtog Özlem Cekic hademails fra ukendte mennesker, der ikke syntes, at en muslimsk kvinde hørte hjemme i dansk politik. Så besluttede hun sig for at møde afsenderne ansigt til ansigt – og fandt ud af, at hun selv havde masser af fordomme.

”Luderso”, ”perkersvin” og ”terrorist”. Der er næsten ikke det, den tidligere folketingspolitiker for SF Özlem Cekic ikke er blevet kaldt. Da hun som en af de første kvinder med minoritetsbaggrund indtog talerstolen i Folketinget for ti år siden, blev det startskuddet til så mange hademails, at hun i dag ikke længere har tal på dem.

Men hvorfor hader vi hinanden så intenst og offentligt disse år? Dét spørgsmål har Özlem jævnligt stillet sig selv igennem det sidste årti. Og det var også det spørgsmål, der blev begyndelsen på hendes dialogkaffe, hvor hun ganske enkelt inviterer sig selv på kaffe hos afsenderne af de provokerende e-mails og beskeder.

”Du er selv racist”

– Gå nu ud og mød de mennesker. Du er jo selv racist.

Det er Özlems ven, fotografen Jacob Holdt, der siger de provokerende ord. Og Özlem bliver provokeret. Hun er da ikke racist. Det kan hun slet ikke være.

Da hun tager Jacobs opfordring op og starter sin dialogkaffe, er det da også med et bestemt mål.

– I starten havde jeg en klar frelsermission. Nu skulle de her mennesker møde en muslim, og så ville de blive gode igen. Den har jeg lagt fuldstændigt på hylden i dag. Det handler ikke om, at jeg er den gode, og de er de onde. Det handler om at mødes ligeværdigt for at forstå afmagten og frustrationen; for at forstå, hvor hadet kommer fra.

LÆS OGSÅ: Özlem Cekic: Jeg svarer også på de mails, der starter med "perkerso"

Det er da også ved den allerførste dialogkaffe, at det går op for Özlem Cekic, at Jacob Holdt måske havde fat i en flig af sandheden. Hun møder op hjemme hos Ingolf, der har sendt hende et hav af hademails. Hun har taget gummistøvler på. Simpelthen fordi hun har forestillet sig, at Ingolf bor i en muddergrøft. Men der står hun på en pæn og velholdt græsplæne. Indenfor er der kaffe i blomstrede kopper.

– Min SKUFFELSE over, at han ikke havde lange negle og boede i skidt til halsen! Det var der, det gik op for mig, at Jacob havde ret. Jeg var lige så dæmoniserende. Jeg havde også været grøftegraver i mit liv. Som barn hadede jeg jøderne, fordi jeg havde set billeder af døde børn i Palæstina, selv om mit had forsvandt, da en jødisk pige startede på min skole. Som ung gik jeg med tørklæde og havde det svært med danskerne, fordi jeg blev spyttet på. Jeg følte mig som et offer. I mine første år i Folketinget blærede jeg mig ligefrem over for mine venner med, at jeg endnu ikke havde hilst på medlemmerne af Dansk Folkeparti.

For nylig lagde Özlem dette billede op på sin Facebook-profil: 

Modige møder

Siden dengang har Özlem Cekic har været en del rundt i det danske land. Og hendes mange møder har resulteret i tilblivelsen af bogen "Hvorfor hader han dig, mor?", der netop er udkommet. I bogen mødes Özlem både med indvandrerdrenge på Nørrebro, den islamiske forening Hizb ut-Tahrir og den ligeså fundamentalistiske vestjyske præst i folkekirken, der er imod homoseksuelle og fri abort - og en masse derimellem. 

Hun er helt alene, hver gang hun tropper op. Hendes mand holder ikke med motoren kørende 10 meter nede ad vejen, hun har ikke politiet på speed-dial, og selv om hun har gået til karate, nåede hun aldrig længere end det blå bælte.

LÆS OGSÅ: Özlem Cekic: "Jeg blev truet med at få skåret halsen over"

Er du aldrig bange, når du møder de her mennesker?

– Nej, men der er klart situationer, hvor jeg bliver utryg. Det handler om, at det er et nyt hjem, jeg kommer ind i, og et nyt menneske, jeg skal møde. Det er en helt naturlig reaktion. Jeg mødes aldrig med mennesker, der har truet mig med vold. Vold kortslutter samtalen. Men i 99,9 procent af mine møder går det godt, og det er det, jeg fokuserer på. Ofte bliver jeg overrasket over, hvor bange de andre er for at møde mig. På den måde ligner vi uhyggeligt meget hinanden. Vores fordomme ligner hinanden, vores måde at møde hinanden på og vores generaliseringer ligner hinanden. Det er interessant, hvor meget vi kan frygte hinanden uden at kende hinanden. Det er derfor, jeg siger, at vi skal række hånden ud mod hinanden. Tage et initiativ og et personligt ansvar. Så bliver man overrasket over, at det også har en positiv effekt den anden vej.

Özlem har erfaret, at angsten hos mange består i det, man ikke kender. Mange har aldrig mødt en muslim før. Derfor gør hun meget ud af, at de aldrig skal være uenige, før kaffen er drukket.

- I stedet starter vi med at tale med hinanden som mennesker. Hvem er du? Har du børn, fritidsaktiviteter, en kæreste? Nu skal du høre noget om mig. Jeg giver noget af mig selv, for man er nødt til at investere sig selv i samtalen. Når man mødes som mennesker og griner sammen, sker der noget. Så er det langt lettere at tale om de svære ting og kun tage afstand fra den andens holdning, ikke den andens person. Jeg har aldrig mødt nogen, der blev mindre racist af, at man råbte racist efter dem. Mange af de mennesker, jeg mødes med, er netop ikke vant til at blive mødt og lyttet til. Det er det, der skaber afmagten hos mange af dem.

 

Køb abonnement på femina her >

Bagsiden af medaljen

Men der er også alle dem, Özlem aldrig mødes med. Dem, der truer med vold, voldtægt og lemlæstelse. Den nynazist, som chikanerede hende, ringede 30-40 gange om dagen og overvågede Özlem og hendes familie en dag, de var i Zoologisk have. Efter episoden stillede Özlems ældste søn spørgsmålet: ”Hvorfor hader han dig, mor?” Politiet blev efterfølgende kontaktet. Det er heller ikke mere end et par måneder siden, at Özlem igen afleverede 31 anmeldelser hos politiet. Tre af dem er endt hos PET. Af samme grund har hun adressebeskyttelse.

– Min indsats har en ret høj personlig pris. Men vi ER nødt til at tale med så mange som muligt så længe som muligt for at forhindre vold. Vi skal strække os langt, for der er ikke et alternativ til samtalen. Tænk, hvis vi hver især kan være med til at forhindre vold. Min bog er dedikeret til Finn Nørgaard og Dan Uzan, de to ofre for angrebet på Krudttønden og Synagogen i København, for de betalte den største pris for den manglende demokratiske samtale.

Özlem Cekic

Er 41 år, tidligere medlem af Folketinget gennem otte år, hvor hun blev kendt af det meste af Danmark som en markant politiker.  Oprindeligt uddannet sygeplejerske, men efter sin tid i politik er hun nu debattør og forfatter. Gift og mor til tre børn, og lige nu aktuel med bogen Hvorfor hader han dig, mor?, hvor hun drikker dialogkaffe med nogle af de mennesker, der sender hadefulde og provokerende mails. Bogen udkom 22. august på Gyldendal. 

Læs mere om: