Mila Kunis
Kendte

Mila Kunis om moderskab: ”Der er øjeblikke, hvor man er ved at gå amok”

Superstjernen Mila Kunis er både skuespillerinde og mor. Femina har mødt hende til en snak om moderrollen, der på ingen måde er glamourøs. Hun har samme udfordringer som alle andre, og mener det er på tide, at vi gør op med forestillingen om den perfekte mor, der ordner alt.

Mila Kunis føler sig konstant skyldig som mor

Skuespillerinden Mila Kunis er netop aktuel med filmen ”A Bad Moms Christmas”, som byder på alt fra møgbeskidt sprogbrug til vodka-stive bedstemødre, der ikke kan kende forskel på jul og påske. Det er så politisk ukorrekt, som det kan blive, og det virker helt i tråd med filmen, at hovedrolleindehaver Mila Kunis indleder interviewet med et bandeord.

– Om jeg selv har følt mig som en dårlig mor? Aldrig! Jeg er fucking fantastisk! Haha! Nej, jeg har øjeblikke hver eneste dag, hvor jeg føler mig som verdens elendigste mor. Men lad os lige slå fast, at det kommer an på, hvordan vi definerer en dårlig mor, for jeg har jo aldrig efterladt mine børn i en varm bil uden opsyn eller den slags. Men ja, jeg føler mig konstant skyldig over et eller andet …

Vi sidder i en filmkulisse i Atlanta, USA, hvor Mila Kunis igen spiller en rebelsk mor, der skider højt og flot på den pæne, glutenfri børneopdragelse. Første gang hun gav den som selvisk og uperfekt mor, var i filmen ”Bad Moms” fra 2016. Komedien, der tog et drengerøvshumoristisk opgør med speltmors-tyranniet, blev så stor en publikumssucces, at den nu får en toer – ifølge Mila Kunis fordi filmene på deres egen komiske måde sætter et dirrende og relevant spørgsmålstegn ved, hvor meget mødre egentlig bør ofre sig.

 – Det gjorde mig glad, at så mange kvinder tog i biffen og så den første film, alene fordi det viser, at de har taget lidt til sig selv. Det er noget af det, jeg selv har kæmpet med – at give mig selv lov til fornøjelser. Det er vigtigt, mødre en gang imellem ser en film, får en massage eller et par drinks. Det styrker én en lille smule, hver gang man siger til manden eller babysitteren: Tag børnene i aften, så går jeg ud og gør noget, jeg har lyst til. Tag nu den tid til jer selv! opfordrer hun.

 

LÆS OGSÅ: Stjernecitater: Sjove og kloge ord om at være mor

Mere ærlighed mellem mødre

33-årige Mila Kunis er en lille kvinde med en gigantisk fandenivoldskhed, og antallet af bramfri udmeldinger overgår i rigt mål det, man normalt forventer af et af Hollywoods topnavne. Kunis lægger ikke skjul på, at hun i øjeblikket sætter makeupartisterne på overarbejde. Hun står nemlig selv midt i mor-orkanen med datteren Wyatt på tre år og sønnen Dimitri på ét. Sammen med sin mand, skuespilleren Ashton Kutcher, skifter hun bjerge af bleer, når hun ikke svømmer igennem oceaner af dårlig samvittighed over at gøre det, hun gør nu: Plejer sin karriere.

Giv et gaveabonnement i julegave! Vælg imellem 17 forskellige blade - f.eks. FEMINA. Klik her for at læse mere

– Lige nu er min mand og mine børn hos deres bedsteforældre i Iowa, og den tur måtte jeg aflyse, fordi jeg laver film. Sådan er det ofte. Og jeg fik heller ikke ringet til morgen for at ønske god tur, som jeg havde planlagt, siger hun.

Når Mila Kunis nu igen har sagt ja til at udstille de værste sider af mor-livet på biograflærredet, er det først fremmest, fordi hun ønsker et opgør med den kultur, der omgiver nutidens mødre. På lærredet tager hun sammen med sine medskuespillere et komisk livtag med den udbredte idé, at mødre er serviceorganer med evigt overskud og kilometerlange blækspruttearme. Mange kvinders forventninger til egen formåen er komplet urealistiske, mener hun.

– Vi har skabt en kultur, hvor kvinder føler sig presset til at sige: Alt er i skønneste orden! Jeg kan sagtens håndtere alt det her, for jeg er stærk! Jeg er en god mor! For mange er det nærmest tabu, at der er dårlige sider af livet som mor, men sådan ser det virkelige liv altså ud. Sandheden er, at der er øjeblikke, hvor man er ved at gå amok. Vi har brug for noget ærlighed omkring, hvordan vi egentlig går og har det, siger hun.

Hun er selv blevet ekstremt bevidst om, hvor svært det er at dække alles behov, efter at hun har fået barn nummer to.

– Det er, som om man er i en mand til mand-situation, når man har ét barn. Med to små børn er man i en form for forsvarsposition, hvor man aldrig helt kan følge med – og dem, der har tre børn, synes jeg altid ser ud, som om de er gået lidt for vidt. Og ja, jeg ved godt, jeg endda er privilegeret med en meget støttende mand og en barnepige. Det er jeg meget taknemmelig for …

 

LÆS OGSÅ: 10 ting mødre ikke fortæller

Behov for oprør

I ”A Bad Moms Christmas” er det selvsagt julen, der er omdrejningspunkt. Med de mange forventninger og familierelationer, der er knyttet til højtiden, er den selve essensen af alt det, der presser mødrene. Et pres, der ifølge Mila Kunis kun er vokset. Det ikke kun i Danmark, debatten om speltmor og glutenfar har raset. Også i USA er forventningerne til, hvad en gennemsnitsbarndom skal rumme, steget, efterhånden som samfundet er blevet digitaliseret, og vores viden om alt, fra kost til tidlig læring, er vokset. Mila Kunis mener, det overkomplicerede moderne moderskab nu skaber et naturligt behov for oprør.

– Vi kvinder er kulturelt opdraget til ikke at beklage os, især når det gælder vores børn. Vi må ikke sige, at det her ganske enkelt er for meget. Og samtidig må vi endelig ikke begå fejl. Det værste, man kan gøre, er at stille sig op og sige, at man har fejlet som mor, konstaterer hun.

Hun leverer nu for anden gang komisk næring til troen på, at alting nok skal gå, selv om morrollen langtfra altid ser ud, som vi drømte om. Budskabet er klart: Slap af!

– Mit håb er, at vi med filmene giver kvinder et helle, hvor de ikke dømmer sig selv og hinanden så hårdt. At flere mødre vil føle, det er okay at sige: Jeg er udmattet. Jeg er overvældet. Og ja, jeg fuckede rent faktisk op …

 

 

Mila Kunis er født i Ukraine i 1983

Fik sit gennembrud i filmen ”Black Swan” og er aktuel med filmen ”A Bad Moms Christmas”. 

Gift med et andet af Hollywoods store navne, skuespilleren Ashton Kutcher. Sammen har de to børn.