Mette Bock: Jeg blev tidligt opmærksom på, at livet kan være slut i morgen

1966 er længe siden, men billedet står stadig mejslet i Mette Bocks erindring: En skumringsaften i september. Mette og lillesøster Karen på æblerov på hver sin cykel. En bil. Gnister mod asfalt. En sammenkrøllet barnecykel. Så løber hun hjem efter sin far og mor. Hun er ni år, og noget bliver aldrig mere det samme. Dagen efter er der en tom plads ved spisebordet. For Mette var det enden på, hvad hun indtil da husker som en bekymringsfri barndom. I årene efter skete der yderligere svære ting, som før tid sendte hende i voksen-land. Den slags kan slå mennesker ud af kurs, men Mette holdt sin. Som hun selv siger det: ”Are you walking through Hell? Keep walking!”. Man kan måske ikke alt, hvad man vil, men man kan altid NOGET.

Mette og hendes lillesøster skal krydse hovedvejen, og idet Mette vender sig om for at se om hendes lillesøster Karen er med, cykler hun direkte ud foran en bil og bliver dræbt.

Hvad kan du huske?

– Jeg ser stadig fuldstændig skarpt det dér billede af cyklen. Jeg så ikke hende, hun fløj igennem luften, men jeg så cyklen sådan gnistrende under bilen, som hun var kørt ud foran.

Xander Linnet: Min mor har været god til IKKE at lægge låg på sine følelser

Hvad gjorde du?

– Jamen, så løb jeg hjem. Mine forældre var hjemme og løb hurtigt derned og kom med ind på hospitalet. Jeg var hos naboen med mine to brødre imens. Altså ... hun var jo blevet dræbt på stedet, så der var ikke noget at gøre. I dag ville man give krisehjælp og psykologhjælp, men DET var der ikke noget, der hed dengang. Mine forældre var ret gode til at tale om det, men ... det er en kæmpe sorgproces, når sådan en tragedie rammer en familie.

Følte du skyld?

– Også det ja ... selvfølgelig føler man skyld. Jeg var storesøsteren, jeg skulle have ventet og så videre ...

Hvordan snakkede I om det, der var sket?

– Simpelthen ved at tale om Karen. Min far var på det tidspunkt kommet i Folketinget, hvor man drøftede at indføre hjernedødskriteriet, for så kunne man transplantere organer. Det talte vi også om. Det kan synes mærkeligt og brutalt, når jeg ikke var ældre, men min far var tilhænger af hjernedødskriteriet, og selv om Karens liv ikke stod til at redde, kunne det være, hendes hjerte, lever eller nyrer kunne have hjulpet et ANDET barn. Vi talte lige ud ad landevejen, og derfor kom jeg igennem det på en måde, så jeg i hvert fald ikke gik i stykker af det. Og nærmest intuitivt fandt hun også selv en slags vej ud af sorgen.

– Mine forældre ville gerne have et barn mere, så min mor blev meget hurtigt gravid, og så fik jeg mærkeligt nok selv den idé, at jeg gerne ville overvære fødslen. I 60’erne? Hvor ikke engang manden måtte være med? Og Mette var kun 10 år? Det ville kun kunne lade sig gøre, hvis hendes mor igen ville føde hjemme.

– Mine forældre tænkte sig lidt om og blev så enige om, at det måske var en meget god idé, nu hvor jeg på den måde var blevet konfronteret med døden. Så jeg kom med til jordemoder og så videre. Min mor gik over tiden. Den 31. juli sagde jordemoderen, at hvis hun ikke havde født inden næste morgen, skulle fødslen sættes i gang i Aarhus, og så kunne jeg ikke være med. Og jeg havde gået dér og ventet og ventet ...

Heldigvis gik fødslen i gang om natten, så klokken seks om morgenen overværede jeg, at min bror Anders (folketingsmedlem for LA Anders Samuelsen, red.) blev født. Og ... en barnefødsel er bogstavelig talt en forløsning, men det var også på en eller anden måde en forløsning, efter at det hele havde været så tungt. Anders blev født, og det VAR virkelig et vendepunkt for mig.

Utrygt

Der kom endnu en lillebror. Mette var pludselig storesøster til fire drenge, og der kom yderligere pres på familien, efter at Mettes far var kommet i Folketinget i 1968. Det var længe før Storebæltsbroen, så han var i København alle hverdage, mens Mettes mor var alene med fem børn. Og så røg han ud af Folketinget ved valget i 1973.

Mettes forældre blev skilt, og faren udviklede et alkoholmisbrug. Derfor brugte Mette det meste af sin barndom og teenageår på at tage ansvar for den splittede familie.

Storfamiliedrøm

Man kan vel godt tillade sig at sige, at Mette har brugt en del af sit liv på at genskabe den storfamiliedrøm, der bristede i hendes egen barndom. Mettes mand Hans Jørn siger godt nok fra sin solstol på terrassen, at hun er lige dele tryghedsnarkoman og anarkist – plus ekstremt utålmodig ... Men det er nok især tryghedsnarkomanen, der holder til i Horsens. Og Mette er i usædvanlig grad omgivet af familie. Hendes mor Anna, datter Kirse og tre børnebørn og hendes to brødre Anders og Kristian bor alle så tæt på, at de render ud og ind hos hinanden – især hos Mette og Hans Jørn. Som altid holder julen.

Camille Jones fik barn alene: Det var ingen nem beslutning

– Vores familie har et fantastisk sammenhold, og det er en kæmpe gave. Når familien er samlet, synger vi altid fra Højskolesangbogen, der er faste traditioner, på den måde er jeg virkelig gammeldags tænkende, men det er jo, fordi jeg trives i det, og måske trives jeg også i det, fordi jeg har haft så urolige år, da jeg var helt ung. Det har været vigtigt for mig at skabe den tryghed.

Har du som voksen snakket med din mor om den voksen-rolle du fik dengang?

– Nej. For hun reflekterer selvfølgelig også meget over sit liv, og der er ingen, der bebrejder nogen noget, selv om det var nogle meget vanskelige år, vi havde. Men i alle menneskers liv er der noget, der går galt. Man skal ikke fortrænge det, men man kan godt lægge det ind på en hylde og sige: Nu ligger det dér, jeg kan ikke gøre noget ved det. Vi kan ikke rulle tiden tilbage, skal vi så ikke prøve at få det bedste ud af det, hvor vi er nu? Det nytter ikke noget at gå og tænke: Aiih, jeg skulle have gjort sådan og sådan, og hvor er det forfærdeligt, at det har haft den konsekvens for dem og dem. Vi kan ikke bruge det til noget, vel?

Der er for meget navleroderi?

– I allerhøjeste grad. Det er ikke, fordi jeg synes, vi ikke skal tale om ting. Men vi kan ikke TALE os ud af det, der er gået galt i vores liv. Brug dine kræfter på det, som du kan gøre noget ved nu, og lad være med at lade resten af dit liv ødelægge af det andet. Det hjælper jo ikke noget, vel? Jeg kan godt høre, at det lyder meget let, når jeg siger det, det er det ikke altid ... jeg kæmper også kampe indimellem. Men de tidlige år har lært mig, at alle menneskers liv rummer både trusler og muligheder. Og vi skal virkelig have øje for, at selv nede i det sorteste hul er der garanteret lys et eller andet sted. Det er så dér, vi må satse.

Du virker lidt, som om du er kommet igennem hver eneste krise ved hjælp af at lægge den på hylden?

– Der var da et tidspunkt, mens jeg var ung, og min far havde de alkoholproblemer, jeg tænkte: Gad vide, om vi overhovedet kommer igennem det her? Men: Are you walking through Hell – keep walking. Hvis man står stille, så bliver det bare ved. Jeg HAR været igennem kriser, men jeg synes, man tager med sig i sin rygsæk, at selv om det så fortvivlende ud, så BLEV det alligevel godt. Man kommer igennem det.

Med den måde, Karen døde på, har du så været ekstra bekymret for dine egne børn?

– Nej, det vil jeg egentlig ikke sige ... altså de har ikke måttet cykle, før de blev konfirmeret. Altså ude på veje, vel? Så noget har det jo betydet ... Og jeg har det stadig sådan, at de få gange, hvor alle er hjemme på én gang, kan jeg tænke, når jeg går i seng: Jeg VED, hvor de alle sammen er, og jeg ved, de ligger i deres senge, der sker ikke noget nu ... Det er en dejlig følelse.