https://imgix.femina.dk/media/a9948e1be42d4829a377ec21caf6cd03.jpg
Underholdning

Livsnyder og gentleman

17. februar 2012
af Tina Jøhnk Christensen
Foto: All Over & Rex Features
Man skal ikke tage fejl af George Clooney. Nok er han Hollywoods største gentleman, og nok laver han seriøse film og gør velgørenhedsarbejde i Sudan, men dybest set er han imidlertid livsnyderen, som elsker fis og ballade.

- Jeg mistede lidt af min sjæl i går aftes, siger George Clooney, efterfulgt af et af sine lumske smil. Jeg ved ikke, om du nogensinde har hørt om det, men der findes den her drik, der hedder tequila. Jeg gav noget af min sjæl til tequila-guden i går aftes, siger han.

Han ser frygteligt snedig ud, som skal han til at fyre den ene vittighed af efter den anden og lige er ved at bryde ud i en heftig fnisen. En maskulin og dyb fnisen naturligvis, for man kan ikke forestille sig andet fra George Clooney. Han er kendt som en af Hollywoods mest mandige mænd og for sin status som ægte gentleman - den sidste rigtige gentleman i Hollywood.

The ladies man
Selv om George Clooney måske nok er drømmefyren i alverdens kvindehjerter, betyder det ikke, at han er en fuldkommen perfekt romantiker. Han bliver ofte spurgt, om han aldrig skal giftes og stifte familie. Han understreger altid, at han faktisk har været gift engang med den to år ældre skuespillerinde, Talia Balsam, i fire år. Men det endte i 1993 og var lidt af et nederlag for ham. Han var i hvert fald slet ikke klar til det dengang. I dag er han fyldt 50 og har ingen børn. George Clooney er aktuel med filmen "The Descendants", hvor han spiller en familiefar, der opdager, at hans alvorligt syge kone har haft en affære. Men han mener ikke, at man behøver at være far for at kunne spille far.

- Det er, ligesom man ikke behøver at være afhængig af heroin for at spille narkoman.
Jeg stiller ikke op til valg, men jeg kan alligevel godt spille en politiker, der stiller op til præsidentvalget. Man behøver ikke selv at have oplevet ting i sit eget liv for at forstå, hvordan det er. Jeg havde to piger hos mig, som var de mine børn, og jeg fik mulighed for at give dem tilbage, efter at vi var færdige med optagelserne. Og det var meget bedre.

Lykke i Italien
For cirka 10 år siden købte George Clooney et hus i det nordlige Italien. Han bryder sig ikke om at spekulere i obligationer og aktier, så i stedet købte han Villa Oleandra i den lille by Laglio i 2002.

- Jeg købte først og fremmest huset kontant, så de ikke kunne smide mig ud, siger han stolt om sin italienske villa. - Et eller andet sted er jeg stadig bange for at blive arbejdsløs, så huset er min
garanti. Det giver mig en sikkerhed, at jeg kan sælge huset, hvis jeg skulle få brug for penge.

Men det viste sig, at Villa Oleandra blev meget mere end en investering på det finansielle plan. Han blev så glad for huset, at han kalder det for det skønneste sted i verden og forsøger at tilbringe mindst fire måneder om året i de romantiske omgivelser for at slappe af og komme væk fra Hollywood. Han elsker Italien og italienerne, som har givet ham et helt nyt perspektiv på livet.

- De har bare en helt anden livsstil. Italienerne elsker deres mad, deres vin, og de har et imødekommende og lidenskabeligt syn på livet. Jeg er tiltrukket af deres livsglæde og håber, at jeg opfanger deres ånd og den måde, de værdsætter livet på.

Masser af soveværelser
George Clooney kan da også sagtens være glad for sit italienske liv. Hans charmerende villa har en fantastisk udsigt over Como-søen og ligger i et smukt, bjergrigt område. Selve huset er på 700 kvadratmeter og har 15 soveværelser, hvoraf det største er så stort, at George Clooney ikke engang selv føler sig hjemme i det. Så han lader som regel en af de overnattende gæster overtage soveværelset, og dem har han mange af.

- Jeg har altid en masse gæster til middag og har haft nogle af de sjoveste middagsselskaber her. Jeg inviterer altid 10-15 mennesker ad gangen, og det er altid spændende gæster, som har spændende historier at fortælle. Jeg fokuserer ikke på andet end glæde og lykke, mens jeg befinder mig dér, og det er en af de bedste ting, jeg nogensinde har gjort for mig selv.


Daniel Craig: Fra Bond til Blomqvist

Jodie Foster: Der er andre roller end moderrollen

Kom med på yogaferie i Italien

Læs også