Kristian fra Ramasjang: Jeg kan godt lide at være barn rent mentalt

Kristian har ikke sagt farvel til barnet i sig selv. Det er nok derfor, han er så superfin til at lave børne-TV på Ramasjang. Han møder børn i øjenhøjde, er nysgerrig og sjov og tager dem alvorligt. Han er også noget andet, som måske gør, at børn får lov til at se TV uden tidsbegrænsning – sammen med deres mor. ”Han er mødrenes forbudte fantasi”, skrev Politiken sidste år om Kristian. Selv er han vildest med Ville. Sorry, men vi kan lige så godt sige det med det samme ...

Mød Kristian Gintberg, 28 år og børne-tv-vært på Ramasjang til en snak om TID.

Fortid

Han er født i 1988. Vokset op i et parcelhus med pædagog-mor, fysioterapeut-far og to søskende. Han var barn i begyndelsen af 1990’erne. Af tidstypiske ting fra dengang husker han: Tegnefilm med Mumitroldene, dj Aligator og ”Husk lige tandbørsten”. Og teltture til Sverige.

Hvad var du for en dreng?

– Opfindsom og nysgerrig. Men jeg tror, jeg har været en sjov blanding af at være ret nysgerrig og lidt af en bangebuks. Jeg var vildt bange for hekse og trolde. Om aftenen, inden jeg skulle sove, skulle jeg altid spørge min mor, om der fandtes hekse og trolde, for jeg var bange for, at der var noget under sengen. Eller ting i mørket ... Min bror var måske lidt mere sådan handlekraftig. Han turde også godt gå over i skoven om aftenen, det turde jeg slet ikke, det var uhyggeligt. Og når vi var på lejrtur i anden til sjette klasse, skulle jeg tit lige op og sidde hos en af lærerne og græde, fordi jeg havde hjemve. Det har min bror IKKE gjort. Så jeg var sådan meget eventyrlysten og opfindsom, men kunne godt lide lige at komme hjem og få et kram af mor. Sådan har jeg det på en måde stadig. Jeg elsker at komme på glatis og kan egentlig bedst lide at have lidt travlt, og jeg kan gode lide ikke at vide, hvad jeg skal om et år, men samtidig elsker jeg at komme hjem til lejligheden på Amager og sidde med et vattæppe og hygge lidt og se ”Kender du typen?”.

Læs også: ”Jeg tror ikke, jeg nogensinde har været et bedre sted i mit liv,” siger Kender Du Typen-eksperten Flemming Møldrup

Tid til kærlighed

Kristian er kæreste med Ville, der egentlig hedder Vibeke og ikke har været til numerolog, men bare aldrig har heddet andet end Ville. De mødte hinanden til en fest, ingen af dem rigtig gad gå til – de havde begge to tømmermænd og kendte ingen af dem, der kom til festen. Så fandt de hinanden.

– Jeg tror ikke på skæbnen, det var et tilfælde, vi mødtes, men jeg tror på de rigtig gode tilfælde – jeg var fandeme heldig.

Kristian knokler med TV, Ville læser medicin, og hvis der overhovedet er noget, Kristian og Ville mangler i deres liv sammen, er det tid.

– Faktisk har jeg ikke så meget tid til kærlighed lige for tiden. Vi havde lasagneaften på sofaen i går og så en dårlig thriller, som faktisk var meget hyggelig, men jeg kan ikke engang huske, hvad den hed. Lige nu har vi ikke så meget tid til sådan noget, fordi Ville skal til eksamen, og jeg har gang i tusind ting. Men ellers synes jeg faktisk, vi er RIGTIG gode til at sige: Nu skal vi have kærestehygge. Vi er også gode til at invitere hinanden på hverdagsdates. Vi har en lillebitte altan, hvor man lige akkurat kan sidde to mennesker, og hvis man er den, der er kommet hjem først, så skriver man tit lige en besked til den anden: ”Så er der altanhygge, når du kommer hjem”. Og så har man lige købt to lækre øl og nogle nødder.

Og her kommer et virkelig godt parforholdsfif:

– Vi har et koncept, der hedder bitteraften. Jeg har jo et arbejde, hvor jeg er meget på og ligesom skal vise den bedste side af mig selv hele tiden, det skal min kæreste sådan set også, når hun render rundt på sygehuset, så nogle gange kan man godt have brug for bare at være en sur gammel mand. Lige få lukket noget ud. Så har vi bitteraften. Så kan vi lige sidde en time og brokke os over alt muligt. Nogle gange er det rigtig fesent – man siger alle de ting, man ikke tør sige til dem, man har et problem med. For man sidder bare helt egoistisk og er sur og skal ikke stå til ansvar for nogen, og det er sgu egentlig meget rart. Så har man ligesom fået renset ud.

Læs også: ”Jeg har lært Andrea at kende i en relativ sen alder,”, siger håndboldkommentatoren Claus Møller Jakobsen

Tidens tand

Alderskrise? Nope! Kristian har kammerater, der tænker: Fuck, nu er vi snart 30 ... Kristian kan ikke se problemet.

– Jeg glæder mig også til at få børn på et tidspunkt. Jeg har ikke noget imod at blive voksen rent fysisk, For jeg synes også, der er en masse frihed i at være voksen, jeg elsker, at jeg ikke skal spørge nogen om lov til noget, jeg kan gøre lige, hvad jeg vil, købe lige, hvad jeg vil, spise lige, hvad jeg vil, og tage ud at rejse, når jeg vil.

Og din mor spørger ikke længere, hvornår du kommer hjem.

– Jo, det kan hun godt finde på alligevel ...

Men han er voksen med barnet i behold:

– Jeg kan godt lide at være barn rent mentalt. Nu er jeg et barn, der kan gøre, hvad jeg vil. Så et eller andet sted kan jeg faktisk bedre lide den alder, jeg har nu, end jeg kunne lide at være barn. For jeg kan jo det samme og mere endnu, og jeg kan enormt godt lide at være fri. Jeg har lige købt mig en drage, jeg har også lige købt en banjo, og så har jeg købt mig et par helt lette skeer, fordi de er gode at spille på skeer med. Jeg har også fået en video, hvor Hansi Hinterseer underviser i at spille skeer, fordi jeg syntes, det kunne være sjovt at lære. Det er sindssygt vigtigt at blive ved med at være nysgerrig, lege Christoffer Columbus, prøve nye ting og ikke være så bange for, om det går galt. Jeg prøver altid lige at have i baghovedet, at jeg hellere vil fortryde noget, jeg har gjort, end noget, jeg aldrig fik gjort.

Tidsånd

Der er sket noget. Før han var 20, var han med egne ord ikke særlig reflekteret. Det var mest fest og ballade. Men alvoren er kommet vadende ind i hans liv. Som den er i alles liv nu.

– Rent politisk kan jeg godt være lidt chokeret over, hvor højreorienteret meget er ved at blive, og hvor bange folk er. Der er enormt mange partier med lidt mere fremmedfjendske holdninger, som bare stormer frem overalt i Europa. Her. I alle mulige andre lande. Selv i Tyskland. Og så tænker jeg: Det er godt nok ikke mange år efter en stor krig, hvor der har foregået forfærdelige ting, folk er meget hurtige til, at det er okay at have nogle meget radikale holdninger igen. Der er terror i Europa, og vi lever i en tid med meget frygt og meget frygt for det fremmede. Samtidig er man født med en guldske i røven, når man er født i Danmark. Jeg har det godt, jeg har et godt liv, jeg har alle muligheder. På den måde går det grundlæggende godt i Danmark, hvis man er dansker. Men det er også en tvetydig tid. Sådan noget Liberal Alliance, og enhver er sin egen lykkes smed, og der er banker, der svindler med papirer, så folk undgår at betale skat til det system, vi gerne vil beskytte. Vi er enormt bange for det fremmede, fordi vi gerne vil bevare det gode, vi selv har, de værdier, vi har, men de værdier er vi begyndt at slække lidt på. Det synes jeg er lidt mærkeligt. Det er sådan ...

Modsætningsfyldt?

– Ja. Det er, som om vi er ved at bryde det hele lidt ned indefra. Det er mærkeligt. Det er jo ikke, fordi man SKAL sidde i rundkreds og ryge chillum og lave kartoffeltryk – eller SKAL betale nul i skat. Det er ikke, fordi det skal være enten-eller, vel?

For altid

Kristians forældre er stadig sammen. Hvad med ham selv, tror han på kærlighed for livet?

– Ikke generelt. Man kan jo rimeligt tydeligt se, at det ikke gør sig gældende. Men jeg tror faktisk på det med OS. Ville og mig. Jeg siger ikke, at jeg tror på den eneste ene, det er for naivt at sige, for selvfølgelig er der ikke kun ÉT menneske i verden, der passer til én, det ville være meget dumt, men når det er sagt, så tror jeg aldrig, at mig og Ville IKKE skal være sammen. Jeg tror faktisk heller aldrig, vi har lyst til at være sammen med andre. Vi snakker faktisk tit om det. Jeg møder sindssygt mange mennesker i mit arbejde, det er jo nærmest hver dag, der er nye mennesker, som jeg ikke har mødt før, og der er enormt mange søde, charmerende, flotte mennesker, men jeg kan mærke, at jeg får sgu aldrig sådan et crush på dem. Jeg er endnu ikke stødt på nogen, som kan det samme som min kæreste. Så dér kan jeg mærke, at hun nok er den eneste for mig. Jeg har bestemt intentioner om, at vi skal være gamle og spise bolsjer og løse krydsogtværs sammen. Og tage en bitteraften!