Kendte

Karen Hækkerup om at forlade Borgen: Jeg trængte til at vælge mig selv

I 17 år solgte Karen Hækkerup socialdemokratisk politik til danskerne. Indtil hun overraskende valgte ministertaburetterne fra og det private erhvervsliv til. Selv siger hun om skiftet, at hun var mæt. Og slidt.

Da det i efteråret kom frem, at Karen Hækkerup forlod politik til fordel for jobbet som direktør i Landbrug & Fødevarer, var det et skifte, der krævede mange overvejelser fra hendes side. Kunne hun være det bekendt over for sit parti? Det fortæller hun nu i et interview med FEMINA i denne uge.

- Jeg vidste godt, at det var det, jeg ville. Jeg var IKKE i tvivl. Der skete noget med mig rent personligt, i de måneder jeg sad som fødevareminister. Jeg oplevede, at jeg som fødevareminister efterlod noget af det meget tunge, jeg ellers tog med hjem som socialminister, og det bekom mig godt, siger Karen Hækkerup.

Læs, hvorfor en rejse blev afgørende for, at Helle Thorning-Schmidt blev politiker

Det tunge, Karen Hækkerup henviser til, var blandt andet sager om seksuelt misbrug.

- Når man sidder og læser om sager med børn, der er blevet seksuelt misbrugt eller slået ihjel, kan man ikke slippe det, det sidder i én, man får tårer i øjnene og bævende underlæbe, og hvis man ikke gjorde, så var man ikke noget menneske, for det er så hæsligt. I de år jeg sad med det sociale område, fik vi skabt en masse resultater. Jeg kom lige på bølgen af Tønder-sagen og Brønderslev-sagen. Alle de forfærdelige overgrebssager. Og i den tid jeg var minister, fik vi skabt en helt ny måde at arbejde med tingene på i Danmark. Det kommer til at betyde noget for rigtig mange børn. Jeg var med i den proces, og det er jeg utrolig stolt over.

Men du blev slidt menneskeligt?

- Ja, det gjorde jeg. Det BLIVER man. Og … jeg blev i virkeligheden først bevidst om det, da jeg sad i Fødevareministeriet, hvor det pludselig handlede om nøglehulsmærker og saltindhold i kosten, og at vi skal sælge pølser i Kina og skabe arbejdspladser. Og så tænkte jeg: Måske er det i den retning, jeg skal, når jeg engang skal lave noget andet.

Da Ida Auken skiftede til Radikale Venstre, var det en af de sværeste beslutninger i hendes liv

Færdig med det

Karen Hækkerup slår samtidig fast, at døren til politik er helt lukket nu.

- Ja. Der er to hensyn. Jeg vil ikke længere ses som politiker. Hvis jeg sagde: ”Nå, men nu får vi se, og det kan man aldrig vide”, så bliver jeg aldrig andet end politiker. Det andet hensyn er, at jeg tror på, at jeg er færdig med det. Jeg er MÆT. Og jeg er sikker på, der kan være noget godt i tilværelsen til mig et sted, hvor jeg kan skabe og stadig gøre en forskel og bruge de kompetencer, jeg har. Jeg ønsker ikke længere at være en del af det politiske miljø med det, der ligger i det på godt og ondt, siger hun.

Og så var der også et tredje og vigtigt hensyn:

- Jeg har været igennem mange år uden at have en weekend, hvor man har fri, altså rigtigt fri. ALDRIG – ikke ÉN dag kan man lægge telefonen fra sig. Jeg var bare nået dertil, hvor jeg trængte til at vælge mig selv. Og jeg trængte til at vælge min familie, siger Karen Hækkerup til FEMINA.

Læs på femina.dk, hvorfor ”Vild med dans” har forandret Astrid Krags liv