Helle Merete Brix: Der gik en rædsel igennem mig, da det gik op for mig, at det var skud

De første 14 dage efter terrorangrebet sov hun mere end elendigt. Når mørket faldt på, gik den indre overfaldsalarm i gang. Hun lå alene og lyttede i soveværelset i den toværelses på tredje sal og følte sig som et jaget dyr. HVAD var det? Der er lydt i ejendommen, og hvem kunne vide, om det var naboen, der rumsterede? Eller var der nogen i mørket?

Helle Merete Brix arrangerede og var til stede under den Lars Vilks Komiteen-konference i Krudttønden den 14 februar i år, der blev afbrudt af Omar El-Husseins terrorangreb. Her skød han filminstruktøren Finn Nørgaard foran Krudttønden. Siden myrdede han Dan Uzan foran den jødiske synagoge i Krystalgade. Morgenen efter blev han lokaliseret og skudt. Danmarks første terrorangreb, siden angrebet 11. september 2011 i USA, med ofre var en realitet.

Det fortæller hun nu om i et interview med FEMINA i denne uge

- Jeg tror, det var et wake-up call til alle. Danmark er et lilleputland. Jeg tror, vi har haft en forestilling om, at her sker der ikke rigtig noget. Nu skete det så. Og jeg tænker, at det ikke er et spørgsmål om, ”hvis” det sker igen. Det er et spørgsmål om hvor og hvornår.

Da terrorangrebet på Utøya i Norge fandt sted i 2011, fulgte danske Britt Kreutzmann sin søn Patricks kamp for at overleve via telefonen

Det her sker ikke

Hun mener selv, at hendes opvækst, hvor hun i en tidlig alder måtte forholde sig til både psykisk sygdom og døden, da hendes mor tog sit eget liv, har betydet noget for den måde, hun tacklede terrorangrebet på.

- Jeg tror, det spiller en rolle, hvis man tidligere i sit liv er kommet godt igennem nogle ting, når man sidder i sådan en sal, som jeg gjorde den 14. februar. Det betyder noget for éns evne til at tackle det. For det er jo ikke, fordi det IKKE var en voldsom oplevelse. Helle Merete Brix sætter ord på den:

- Der gik en rædsel igennem mig, da det gik op for mig, det var skud. Jeg tænkte: Det her sker ikke. Det stod som sådan en taleboble inde i mit hoved. Det var så forfærdelig uvirkeligt. Lars Vilks og jeg lå i opmagasineringsrummet under et bord, livvagten var også derinde, og vi lå der vel allerhøjst en halv time, hvor vi ikke vidste, hvad der skete. Jeg tænkte: Mon der er mere end én terrorist? Det var min næste skræk. Lars Vilks fortalte dårlige vittigheder for ligesom at holde stemningen oppe. Jeg havde to sætninger i mit hoved: Vi slipper godt fra det her, og: Vi kommer ud i live. Det havde jeg en meget klar følelse af.

Hvorfor?

Nu skal jeg passe på ikke at være overmodig … men jeg har en fornemmelse af, at nogen holder hånden over mig. Og det er ikke, fordi jeg mener, jeg er specielt udvalgt. En af mine unge venner åbnede i panik den midterste dør i salen og stirrede lige ud i hovedet på terroristen og havde åndsnærværelse nok til at smække den igen. Der er så meget, der kunne være gået forfærdelig galt. Det har været vores held, at han ikke har været så forfærdelig dreven. Men der LÅ en eller anden beskyttende hånd. Hvad det så end var …

Filminstruktør Per Fly var i choktilstand, da han for nogle år siden skulle håndtere et krævende filmprojekt og en døende bror på samme tid.

Livet går videre – eller gør det?

Selv overlever man, og så går man hjem, og livet går videre. Eller gør det? Hvad sker der egentlig? Ud over 14 dages søvnproblemer?

- Uden at det skal lyde helligt: Det første jeg tænkte, var, ar der lå et ansvar. Ikke at jeg var skyld i noget. Men det var mig, der havde organiseret mødet, og alle, hvis organisation var blevet ramt på den måde, ville vel have tænkt sådan. Så gik hele mediestormen i gang. Jeg følte mig ret fattet. Jeg havde en klar opfattelse af, at det ligesom var en opgave, jeg måtte tage på mig. Der var nogle perioder i de første døgn, hvor jeg følte mig utrolig ked af det, men jeg tænkte: Det må vente. Opgaverne kom ligesom væltende. Folk ville tale med mig. Så kom begravelsen.

Gå sammen med ligesindede

På trods af terrorangrebet skal vi fortsætte med at sige, skrive og tænke, hvad vi mener, siger Helle Merete Brix.

Men det er jo ikke alle, der tør?

- Det må man se nøgternt på. Der er folk, der er nervøse, og det er heller ikke ubegrundet. JP (Jyllands-Posten, red.) har enorme sikkerhedsudgifter og tænker: Skal vi virkelig trykke den elendige tegning én gang til? På den anden side: Der er ingen vej udenom.

Det er vigtigt at folk går sammen og støtter hinanden, siger Helle Merete Brix.

- Hvis man har noget på hjerte, men er nervøs for at stå alene, så kan man da gå sammen med ligesindede. Være FIRE om at skrive den kronik. Finde nogle alliancer. Og så skal man selvfølgelig fortsætte med at leve, som man hele tiden har levet. Men også vide, at man ikke kan gå gennem den tid, vi er i nu, og den tid, der kommer, uden at indstille sig på, at der kommer nogle ofte. Det vil der også komme i Danmark. Sådan er det, siger Helle Merete Brix til FEMINA.

Få ekspertens svar på, hvorfor det er vigtigt at være mentalt robust