Erann DD
Underholdning

Erann DD om sin kone: ”Hun har den vildeste sjette sans”

28. september 2017
af Susse Wassmann, redigeret til web af Charlotte Kobberøe Fink
Foto: Carsten Seidel
Erann DD og hans familie var endt midt i en tsunami, hvis det ikke havde været for hans kone, Lizette Mikkelsen Drori, og hendes specielle evne til at fornemme ting. Læs om deres oplevelse – og om hvorfor Lizette og Erann aldrig nogensinde bliver skilt.

Erann DD om kærlighed, familie og fornemmelser

Det er 17 år siden, at sanger og sangskriver Erann David Drori mødte kvinden i sit liv, Lizette Mikkelsen Drori, der er tidligere model og i dag arbejder som freelancefotograf. Og næsten to årtier senere, er Erann stadig lige sikker på sin kærlighed.

– Vi opdaterer hinanden ved at snakke sammen hver dag. Vi er konstant sammen. Altid. Hvis jeg skal i Irma, spørger jeg hende, om hun ikke lige vil med. Og mærkeligt nok er vi aldrig blevet trætte af hinanden. Jeg elsker hende så højt. Jeg elsker hendes måde at tænke på, jeg elsker hendes ro, hendes måde at være på. Lizette har lært mig enormt meget om livet.

Og så har hun den vildeste sjette sans, slår Erann fast.

- Hun kan sige: ”På torsdag tager vi til Italien!”. Så gør vi det, og så sker der et eller andet, som bare skulle ske.

LÆS OGSÅ: Mænd vi kan li': Erann DD

Den specielle sans var faktisk det, der på et tidspunkt reddede familien fra at havne midt i en katastrofe.

- Da vi boede på Seychellerne i nogle måneder hele familien, sagde hun en morgen, at hun ikke havde sovet hele natten, hun vidste ikke hvorfor, men nu skulle vi altså hjem. Vi havde boet der i flere måneder, i et lille hus helt ude ved vandet, og jeg havde enormt mange kasser med udstyr med og havde lavet et helt studie, hvor jeg sad og skrev musik. Ungerne løb nøgne rundt i sand og varme, det var perfekt. Så når der kommer en og siger, at nu skal vi pakke sammen og tage hjem, så vil man godt liiiige vende det med hende. Men det er efterhånden blevet sådan med Lizette, at jeg gør, hvad hun siger, når hun får de fornemmelser. Så vi pakkede og tog hjem.

– Lige efter at vi var taget af sted, kom der en underlig vibration i vandet, så hele øen mødtes oppe på toppen af et bjerg, og så så de den komme, tsunamien. WROOOUUUMMMM!!! De fortalte, at det havde set ud, som om Moses delte vandene; de kunne se vandet åbne sig og afdække hele havbunden med koraller og det hele, og så kom bølgen. Den ødelagde alt, inklusive vores hus. Én døde.

Erann fortæller, at Lizette har fået at vide, at hun "har et eller andet specielt".

- Det er en stor del af vores liv sammen. At dele nogle oplevelser i den retning og turde åbne sig for det.

Opskriften på lykke

Da Erann mødte Lizette, var hans liv ellers lidt i opløsning – han var gået solo efter en tid som forsanger i funkbandet Zapp Zapp, han havde ingen kæreste og stod lidt på bar bund og vidste ikke helt, hvilken retning han skulle gå i. Men én ting vidste han: Han ville have en familie en dag.

– Jeg var meget afklaret med kærligheden, jeg vidste, at jeg skulle finde mig en kone. På det tidspunkt havde jeg været i et forhold på syv år, havde haft en kæreste kortvarigt efter, og jeg havde det sådan, at nu skulle jeg finde den rigtige. Hun skulle ikke bare være sød, hun skulle være min soulmate. Og jo mere man finder ud af, hvad man egentlig vil, jo bedre bliver man også til at finde den rigtige partner. Med Lizette var jeg ikke i tvivl, og det er jeg stadig ikke. Vi bliver aldrig skilt, det kommer ikke til at ske.

Hvis Erann skal komme med et bud på en opskrift på, hvordan man finder lykken med et andet menneske, så handler det i høj grad om at tale sammen.

LÆS OGSÅ: Komikeren Geo: Jeg vil virkelig gerne have et barn eller to mere

– Vores måde er at forklare hinanden alt det, der foregår indeni: ”Hov, i går sagde jeg sådan og sådan, men jeg mente faktisk det her ...”. Eller: ”Hey, jeg synes, det her er meget vigtigt, nu skal du høre hvorfor ...”. Der er aldrig plads til at blive skidesure på hinanden, når man hele tiden opdaterer hinanden. På den måde bliver man en fletning, der med tiden bliver til et meget stærkt reb, der kan svinge hen imod de mål, vi gerne vil nå sammen.

– Lizette og jeg er der for hinanden, vi hjælper hinanden i vores respektive udviklinger, og vi løfter hinanden, når det er op ad bakke. Og så gør det altså heller ikke noget, vi har tre vitaminpiller, børnene, sammen. Når man efterhånden har opbygget den samhørighed og respekt for hinanden, så får man troen på lykken. En følelse af lykke. Og når du har været her i 50 år, så begynder du altså at kunne se klart og tillade dig selv at stole på de ting. Det er sgu power.

Om Erann David Drori:

  • Sanger og sangskriver
  • 50 år
  • Gift med tidligere model og i dag freelancefotograf Lizette Mikkelsen Drori, som han har børnene Samuel, Ella og Lea sammen med. Familien bor i Vedbæk.
  • Lige nu aktuel i musicalen over Susanne Biers Oscarnominerede drama ”Efter brylluppet”, hvor Erann har hovedrollen som filantropen Jacob – i filmen spillet af Mads Mikkelsen. Musicalen kan først ses i Musikhuset i Aarhus og dernæst i Betty Nansen teatret i København.
https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_4.png

Læs også