Der er meget at tage stilling til, når man køber barnevogn.
Gravid

Køb af barnevogn: Sådan vælger du den rigtige

2. februar 2016
Af Anne Romanelli
Foto: Pantherstock
Der er meget at tage stilling til, når man køber barnevogn. Skal den f.eks. kunne presses ind i et lille bitte bagagerum, være terrængående og holde til flere børn? Og hvad med sikkerheden? Det betaler sig at vælge rigtigt første gang - MAMA.dk guider dig til den store beslutning.

Køb af barnevogn

Et godt tilbud er ikke altid det bedste, når det gælder køb af barnevogn. Derfor er det en rigtig god idé at få styr på, hvilke behov I har, før I slår til.

I praksis er køreegenskaber og komfort nogle af de vigtigste faktorer. I skal f.eks. tænke på, om I tit skal have en barnevogn med i busser og tog, og om den skal kunne passe i bilens bagagerum eller under trappen i opgangen til jeres lejlighed.

Og ruller I ofte rundt på bumlede veje eller i naturen, skal barnevognen også have en god affjedring og store brede gummihju med luft i, hvis den lille skal kunne ligge behageligt og falde i søvn.

Prøv selv barnevognen af i butikken

Alt dette vurderer I bedst, hvis I tester barnevognen i butikken, råder Helen Amundsen fra Forbrugerrådet. Når man så har forelsket sig i en model, er der selvfølgelig ikke noget i vejen for bagefter at tage hjem og se, om man kan købe den billigere på nettet.

- Sørg for at teste barnevognen i butikken. Det er den eneste måde at finde ud af, hvordan vognen triller, og hvordan den er at håndtere. Det ser let ud, når ekspedienten tager fat i vognen og folder den sammen i et snuptag, men I skal selv forsøge, så I slipper for en barnevogn, der er besværlig at slå sammen, siger Helen Amundsen.

Barnevogn, autostol, tremmeseng m.m. - her er en tjekliste med alt, du får brug for til din nyfødte >>

Barnevognens sikkerhed er afgørende

Endnu vigtigere end køreegenskaber og komfort er det naturligvis, at jeres barnevogn er sikker. For dig som almindelig forbruger er det meget vanskeligt at afgøre, om produktet er testet efter den rigtige standard. Helt sikker kan du være, hvis du går efter barnevognen, der er mærket med 'Varefakta'.

Varefakta er en dansk mærkningsordning, som tester og godkender børneprodukter. De sender jævnligt produkterne til test på et uvildigt godkendt laboratorium og stiller som regel skrappere sikkerhedskrav, end du vil se i de europæiske standarder.Sørg også for, at barnevognen har en god bremse. Mærk efter i butikken.

Andre gode råd til køb af barnevogn

Hvis jeres barn skal sove til middag i barnevogn, til det er 2-3 år, bør liften desuden være minimum 90-95 cm lang og med en god dybde. Samtidig kan I også overveje, om barnevognen skal bruges til flere. Betal hellere lidt ekstra for kvaliteten i stedet for at skulle købe en ny barnevogn om få år. De dyre barnevogne er ikke nødvendigvis mere sikre end de billige, men de kan generelt holde længere.

Disse overvejelser kan også være gode at gøre sig, inden man køber barnevogn:* Tjek om højden på styret passer til dem, der skal bruge vognen. Der er barnevogne, hvor højden på styret kan justeres.* Skal du tit bære vognen op ad trapper, bør du vælge en let vogn.* Er der sele i barnevognen, eller kan det påmonteres?* Kan liften nemt tages af stellet?* Er der indstilleligt ryglæn til barnet, eller kan der købes et til påmontering?* Er barnevognen vandtæt og isoleret?* Kan barnevognen laves om til klapvogn?* Er der indkøbskurv under vognen eller tilstrækkligt med lommer?* Tjek også om man kan tage stofdele af barnevognen og vaske dem.

Husk at lufte madrassen

Uanset hvilken barnevogn, I vælger, er det desuden vigtigt at lufte madrassen jævnligt, råder Helen Amundsen.

- Når barnet sover, kommer der kondens, og det kan danne mug. Det er let at sætte madrassen på højkant, når den lille har sovet, så I undgår den usunde mug, siger hun.

Her kan du købe barnevogn og tilbehør over nettet - til store rabatter + fri fragt v. køb over 1000 kr.! >> (Skriv 'barnevogn' i søgefeltet, der dukker op)

https://imgix.femina.dk/barnevogn_foto.jpg

(Lige nu er der f.eks. 50 % rabat på denne kombivogn, som koster 1595 kr.)

Læs også:

Barnevogne er livsfarlige, hvis du gør DETTE

Få billigere babyudstyr - 8 tips:

Artiklen indeholder affiliatelink

Læs også