https://imgix.femina.dk/media/91fa7ea7d5c64f9a914e6af83da79112.jpg
Kærlighed og sex

Snydt af en kærlighedsbedrager

13. februar 2012
af Mette Kirkegaard
Foto: All Over Press
En kærlighedsbedrager bruger lang tid på at finde sine ofre og slår til, når han ved nok om personens svagheder. Formålet med affæren er at få overført penge under dække af at være oprigtigt forelsket. Psykolog Camilla Holst fortæller, hvordan du spotter dem.

På tre en halv uge fik Lene sit livs chokoplevelse, da hun traf den charmerende verdensmand, Lars, på nettet. Lars lovede hende, at hun ville få det som blommen i et æg, hvis de fandt sammen, men forholdet kostede hende i stedet smerte og kaos i følelseslivet, en masse penge og en efterfølgende retssag i forsøget på at få manden dømt for tyveri.

Han bruger forelskelsen som magtmiddel
Men Lene er blot en af flere danske kvinder, der har haft en kærlighedsbedrager tæt inde på livet, og man kan spørge sig selv, hvad der sker for de mænd, som bedrager kvinder. De tænker ikke kærlighed ligesom du og jeg. De er meget nøjeregnende og opholder sig mere i hovedet end i følelseslivet på deres egen tvistede måde.

- De er en slags sociopater - dvs. ude af stand til at føle rigtige følelser, selv om de er i god tro. I modsætning til psykopater, som er i ond tro, når de piner andre, siger Camilla Holst.

Kærlighedsbedrageren har kort sagt sine egne regler, og han er meget optaget af sig selv og kærligheden.

- Kvinderne falder for den falske charme, og det bliver de ved med at falde for hos en kærlighedsbedrager, fordi de øjner den store forelskelse i ham. Men han kan hverken få eller magte den slags kærlighedsrelationer. Til gengæld taler han meget om den med dem, han møder, og han er meget nærværende over for kvinden i en "jeg og du"-relation. Det falder kvinden for.

Sunde kvinder forelsker sig
- Det er som regel sunde og raske kvinder, som vælger en kærlighedsbedrager, siger Camilla Holst. - gerne kvinder, som har noget at give af. De kan fornemme mandens sårbarhed og give ham plads og rumme ham.

Men det hensyn kvinden tager til kærlighedsbedrageren bliver ikke gengældt. Han tænker derimod på, hvordan han kan komme ud og have sex med nogle andre. Det er derfor ikke sjovt at være kæreste med kærlighedsbedrageren, men det er også meget svært at glemme ham igen.

- Kvinder, der møder en kærlighedsbedrager, glemmer ham aldrig igen, fordi han er så uforløst. Men de kan og vil ikke se, at han er i stykker og vil gå i stykker i ethvert forhold. Og får de børn med ham, så går han ind og ud af deres liv, fordi han skifter mellem andre kvinder. Hvis han skal have en relation til et andet menneske, vil han være notorisk utro, siger Camilla Holst.

Kærligheden må vente
Kærlighedsbedrageren, Lars, som stjal Lenes hjerte og en masse penge, mødte ikke op i retten tre gange i træk, men blev dømt til at afsone to måneders ubetinget fængsel. Lene er i dag kommet videre med sit liv, men kærligheden må vente lidt. Selv om sandsynligheden for at møde endnu en kærlighedsbedrager er lille, så er hun på vagt.

Kan du stole på din mand?

Kend forskel på kærlighed og begær

Læs også