Kærlighed og parforhold

Sådan får du et lykkeligt ægteskab

Den cubanskfødte succesforfatter og familieterapeut Cecilia Samartin har fundet nøglen til et lykkeligt ægteskab efter to forsøg – og uden børn.

Cecilia Samartin er succesforfatteren, som serverer te til de andre rundt om bordet i stedet for selv at blive opvartet. Hun besvarer personligt alle sine mails. Det til trods for, at man i Norge decideret taler om en Samartin- feber. Den cubanskfødte forfatter har slået både Stieg Larsson og Dan Brown af bestsellerlisterne og blev i 2010 den bedst sælgende forfatter.

Hendes bøger rører ved noget dybt i læserne, de handler om stærke følelser som venskab, kærlighed og familie, ofte udspillet i et latinamerikansk miljø med store armbevægelser.

"Vær forsigtig" var mantraet i Cecilias hjem. Hun fulgte det ikke. 23 år gammel giftede hun sig med sin high schoolkæreste. Det holdt ikke. Selv om hun vidste, at skilsmissen ville ryste både forældrene og de to yngre søstre, var hun ikke i tvivl.

- Skilsmissen er det sværeste, jeg har oplevet. Det var, som om jeg blev skilt fra hele min familie. Han var en god mand, men vi var ikke voksne. Jeg giftede mig for at gøre det rigtige efter mange oprørske år. Men hvis man vælger ud fra, hvad andre mener, får man problemer, siger Cecilia.

Lykken kommer og går
Cecilia flyttede til Nordcalifornien og hverken så eller snakkede med sin familie i tre år. I de ensomme år begyndte Cecilia Samartin at lege med tanken om at skrive. Det var, før hun selv blev uddannet psykolog, og før hun mødte sin anden mand Steve, og før det gik op for hende, at hun ikke selv skulle have børn.

Fem år senere var Cecilias liv godt. Hun arbejdede med familieterapi på et stort sygehus. Steve fra Manchester var akutsygeplejerske på det samme sygehus.

- I har været sammen i 18 år - hvad er hemmeligheden?

- Vi er meget forskellige. Steve er en handlingens mand, mens jeg er drømmeren. Steve er den udadvendte af os, mens jeg er mere sky. Ikke ligefrem typisk cubansk. Han har en god selvfølelse, hvorimod jeg tvivler på mig selv. Vi hjælper hinanden med at finde det bedste frem i hinanden.

- Men I jagter ikke lykken?

- Hvis Steve og jeg havde forventet at være lykkelige hele tiden, ville vores forhold være gået i stykker for længe siden. Jeg er ikke så optaget af lykke. Lykken er som vejret. Det samme gælder sorg, tristhed, vrede og glæde. Det er følelser, som kommer og går, uden at man kan styre dem. Det afgørende er, om man finder en dybere mening med sit liv, om man ved, man er på rette spor.

Humor og respekt
For Cecilia er meningen lig med at skrive. At dykke ned i karakterernes verden og følge dem på deres pilgrimsrejser og livsdrama. Af og til sidder hun stadig i nattøj foran computeren, når Steve låser sig ind i huset efter en arbejdsdag. Så kan de småskændes om, hvem der har god grund til at være udkørt.

- Det er ikke så slemt at skændes lidt, det er ikke det, der ødelægger et ægteskab, siger familieterapeuten Cecilia.

- Hvad er et vigtigt for godt ægteskab?

- Jeg plejer at sige, at der er to komponenter, der er essentielle for et godt samliv. Den ene er respekten. Ikke den stive og kolde respekt, men værdigheden. Vi tror, vi kan tage friheder over for dem, vi lever tæt på, men det kan vi ikke. Man må fortsat respektere den andens stolthed og grænser, hvis man ikke gør det, opstår der sår, som er svære at hele.

- Og den anden?

- Det er et råd, jeg har fået af min svigermor: Glem aldrig humoren. Det er vigtigt at kunne grine ad sig selv og sine problemer - også de alvorlige. Hvis man kan bevæge sig mellem de to poler - respekt og latter - har man meget at bygge videre på.


Kvinders valg: Et liv med eller uden børn

7 tips til overskud i familien

Kvinder har brug for, at mænd fører

Læs mere om: