parforhold
sex & kærlighed

Præst om skilsmisse: ”Det kan også være kærlighed at sige stop”

Vi lover at elske og ære hinanden, til døden skiller os ad, men nogle gange kan det være en kærlig handling at sætte hinanden fri. Sådan siger sognepræst Anna Mejlhede, der selv har oplevet både at forlade og blive forladt – men hendes tro på kærligheden er intakt

- Jeg har prøvet at gå ud af et forhold, hvor jeg simpelthen følte, jeg fik livet igen. Jeg var død, hvis jeg var blevet i det forhold – om ikke andet så mentalt. Nogle gange kan det simpelthen være en livsredning at blive skilt. Det KAN det – og det bliver vi nødt til at erkende.

Sådan siger sognepræst Anna Mejlhede i et interview med FEMINA i denne uge i anledning af hendes nye bog ”Alt forladt – Når kærligheden går sin vej”. I bogen møder vi en række mænd og kvinder, der generøst deler ud af deres erfaringer med de brud, de har været igennem.

Her er grunden til, så mange forhold går i stykker efter ferien

- Hvis der er et emne, jeg virkelig VED noget om, så er det dét her – både gennem mit arbejde og på det personlige plan. Jeg har erfaringer med både at forlade og blive forladt, men jeg TROR stadig på kærligheden, siger Anna Mejlhede.

Når kærligheden besvimer

”Selvom dit parforhold er afgået ved døden, så er kærligheden ikke død. Den er bare besvimet lidt”. Sådan skriver Anna Mejlhede i sin bog, der kommer på gaden efter et år, hvor vi har oplevet det højeste antal skilsmisser nogensinde. I 2014 gik 19.435 ægteskaber i stykker – betyder det i præstens øjne, at kærligheden har trange vilkår?

- Vi bliver skilt, fordi vi KAN, og jeg vil som den sidste i verden problematisere skilsmisser. En af mine pointer i bogen er, at der kan være stor kærlighed i at sige stop. Det er ikke alle mennesker, der kan finde ud af at leve sammen. Vi kan jo forelske os i hvem som helst – jeg VED det, siger Anna Mejlhede og afbryder sig selv med et kæmpe grin.

- Men det er ikke hvem som helst, vi kan finde ud af at leve sammen med. Det handler også om et rigtigt match. Jeg har en eksmand, som jeg holder utrolig meget af. Jeg vil faktisk sige, at jeg ELSKER ham – og vi drikker stadig kaffe sammen. Men den ømhed, jeg føler for ham i dag, ville være blevet ædt op af negative følelser, hvis vi var blevet sammen. For det gik vitterlig ikke.

Derfor får så mange par en syvårskrise

Så I gik fra hinanden på det rigtige tidspunkt?

- Ja, det tror jeg faktisk, siger Anna Mejlhede.

- Nogle gang må man også erkende, at selvom man holder virkelig meget af et andet menneske, så er det ikke sikkert, man har godt af at leve sammen. Men er der ikke mange skilsmisser, der kunne undgås, kunne man spørge – og JO, det tror jeg faktisk, der er. Men det handler om, at begge parter skal være klar til at redde ægteskabet. Man skal være to – ellers går det ikke. Medmindre man stædigt holder fast i at være gift – sådan er der også nogle mennesker, der har det.

Et skilsmisseritual i kirken

I præstekjolen forsegler Anna Mejlhede ægteskaber med ordene: Til døden skiller jer ad. Umiddelbart er den sætning svær at forbinde med budskabet i hendes bog.

- Sætningen er et udtryk for, at når man elsker et andet menneske, så vil man det ultimative. Men livet kan jo bevæge sig i en anden retning. Det løfte, man har givet, kan løsrive sig så meget fra virkeligheden, at man kan blive nødt til at sige: Vi kan ikke gennemføre det. Og det skal man have det godt med.

3 små ting kan give dig et pejlemærke for, om du er sammen med den rigtige.

Anna Mejlhede er fortaler for, at kirken indfører et skilsmisse-ritual.

- Vi bruger ritualer for at markere nogle vigtige overgange i vores liv. Et ritual er enormt stærkt, og jeg tror, det vil kunne hjælpe et par til at lave en markering af, at ”nu er vi ikke gift længere, men vi sender hinanden ud i livet med kærlighed og lader det onde fare”. Der kan være rigtig meget kærlighed i at sætte hinanden fri på en ordentlig måde, siger Anna Mejlhede.

- Jeg kan mærke, vi ofte tænker lidt småt om kærligheden. Men kærligheden er meget større med vores egne erfaringer med den. Selv om min oplevelse af kærlighed har været smertefuld, så er det ikke selve KÆRLIGHEDEN, der er smertefuld. Kærligheden findes stadigvæk, og hvis man husker på det, så er der også meget trøst at hente, siger Anna Mejlhede til FEMINA.

Læs mere om: