utroskab
Kærlighed og sex

Parterapeuten om utroskab: Du er aldrig ansvarlig for en andens handling

31. august 2015
webversioneret af redaktionen
foto: Panthermedia
Utroskab: Kvinder tager ofte skylden på sig, hvis deres partner har været utro

Kvinder tager ofte skylden på sig, når partneren har begået utroskab. Det fortæller parterapeut Marie Safina Kademann i et interview i FEMINA i denne uge.

- Er det fordi jeg er for tyk, ikke sjov nok, doven, vi ikke har sex nok, eller hvor fejler jeg? Men man er aldrig nogensinde ansvarlig for, hvordan et andet menneske handler. Aldrig. Men derfor kan man naturligvis godt kigge på, om der er noget, man kunne have gjort anderledes, eller noget, man ikke fik gjort trods aftaler med partneren, siger hun.

Kan man spotte utroskab? Her er 10 tegn

Marie Safina Kademanns klienter tæller mange, der vil bearbejde utroskab. Enten for at komme videre med forståelse for det skete hver for sig eller for at blive sammen trods krisen.

- Når den bedragne part ikke kan forstå, hvad der driver bedrageren, så bruger jeg et billede, som plejer at skabe forståelse for én af de mange mulige årsager til utroskab, siger hun og fortsætter:

- Forestil dig, at du er en dejlig, sød donut med sukkerknas og glasur og den sødeste duft. Og din partner elsker det. Og får det hver dag. Og pludselig springer den dejligste, salte pomfrit op af frituregryden. Og din partner springer til. For hvor har han dog tørstet efter noget salt! Dét, jeg forsøger at sige, er, at man kan være nok så ”perfekt” og være lykkelig i forholdet, men man kan ikke gardere sig mod partnerens lyst til noget helt andet.

- Så skab kontrast til ”sukkeret”. Slip dig selv løs lidt oftere, og husk jeres første, forelskede tid, siger Marie og fortsætter:

- Det samme gør sig gældende for os kvinder. Vi vil da f.eks. gerne have både en god far og en frækkert. Men når det så er sagt, så er kvinder i reglen mest utro med hjertet. Det vil sige, når de føler sig overset, svigtet, taget for givet, udsat for høje forventninger eller slet og ret bliver forelsket i en anden.

Læs, hvorfor en uskyldig flirt kan skade dit forhold mere, end du tror

- Man skal finde hinanden ved at tage en snak om sukker- og saltbalancen. I bund og grund om at prioritere hinanden. Få sat ord på, hvis din partner ikke gør sig umage, hælder for meget til sukkersiden eller slet og ret overser dig.

Utroskab: Reager – og læg så låg på

Hvis hendes klienter ønsker at blive sammen efter den enes utroskab, råder hun dem til én bestemt ting:

- Man kan ikke bare sige til den bedragne part, at vedkommende ”må slippe det og komme videre”. Det er umuligt at gøre på kommando. Nej, lav en fast aftale om et tidsrum på eksempelvis to måneder, hvor den bedragne må reagere, være vred, græde, spørge og være sårbar i forhold til at være blevet bedraget. Bedrageren skal kunne rumme det. Men derefter skal det være ude af systemet og må ikke bruges mod den anden, fastslår hun.

Ifølge Marie Safine Kademann vil vreden og sorgen over den andens utroskab alternativt ligge i dvale hos den svigtede part.

- Hvis man elsker hinanden dybest nede, kan man godt finde sammen igen. Men hvis følelsen er død fra den ene side, eller viljen mangler, vil en kamp være forgæves, og dét at finde sammen igen være kortvarigt, siger hun.

Og hvordan ved man så, om kærligheden virkelig er derinde?

- Kys din partner! For du vil kunne mærke, om din partner ”er der”. Og lav så en aftale om, at I må nyde alt andet end sex sammen i en periode, så I kan tage de forventninger ud en stund. Så kan begge fokusere på at finde sammen igen.

- Der er intet ved parforhold, der er sikkert på livstid. Man skal vælge at tro på, at den anden vil én. At kærligheden er der og bliver der. Det er det eneste, man kan gøre, siger Marie Safine Kademann til FEMINA.

Danske kvinder er de mest maskuline, bedrevidende og usexede i verden. Læs, hvilken mand, der mener det, her

Læs også