https://imgix.femina.dk/media/a46ee2e217c54c7baa51d534fe1990cc.jpg
Kærlighed og sex

Kan du stole på din mand?

15. december 2011
af Jacob S. Pedersen
Foto: Colourbox, Istockphoto
Er du nyforelsket, og er det gået stærkt med både de store kærlighedserklæringer og med at flytte sammen? Hvis alt virker lidt for perfekt, er der stor risiko for, at det er en såkaldt sommerfuglemand, der er landet i dit hjerte. Og han ender sandsynligvis med at knuse det.

Endelig fandt du ham. Han har de dejligste venner, har succes på jobbet og er sød og rar at være sammen med. Og så siger han allerede efter et par uger, at han elsker dig. Det er næsten for godt til at være sandt, tænker du. Og det er det desværre ofte. For hvis alt virker lidt for perfekt, er der stor risiko for, at det er en såkaldt sommerfuglemand, der er landet i dit hjerte.

Og han ender sandsynligvis med at knuse det. For selv om han siger, at du er den eneste ene, har han muligvis en række andre kvinder stående på sidelinjen. Og det vil han blive ved med, uanset hvad du gør - ikke fordi han er ond eller kynisk, for intentionerne er gode nok. Men fordi hans selvværd er så lavt, at han ikke kan opnå, hvad han allerhelst vil: Finde den store kærlighed og stifte familie.

Utro igen og igen
- Dem ser jeg en del af, siger psykolog Camilla Holst om den såkaldte sommerfuglemand, som man før - fejlagtigt - betegnede som en charlatan eller endda psykopat, men som egentlig bare er en ulykkelig mand, der ikke er i stand til at være i et forhold.

Sommerfuglemanden lander ofte i stolen på psykologens klinik, når han er i det første forhold, der kræver "commitment".

- Typisk er han i starten af 20'erne, når jeg ser ham. Har måske lige købt den første lejlighed sammen med en partner, som han er utro igen og igen. Det sker også, at det er kæresten, der kommer først, fordi hun er fortvivlet, fortæller Camilla Holst.

Kvinden tager skylden
Når sommerfuglemanden ikke formår at tage ansvar for sine egne problemer, endsige dem, han skaber for andre, må kvinden virkelig til at passe på sig selv.

- Men mange kvinder nægter at se kendsgerningerne i øjnene. De tænker, at de bare skal elske ham noget mere. Han er jo så sød og rar. Og han er ikke voldelig, drikfældig eller har andre problemer. Han er et super menneske at være sammen med. Hun kan simpelt hen ikke forstå det, men tænker, at det er hende, der er noget i vejen med, forklarer Camilla Holst, der oplever, at når en kvinde først begynder at tænke sådan om sig selv i et parforhold, begynder hun at vende alt indad.

I virkeligheden er det bare hans dårlige selvværd, der kommer ud. Han begynder at finde undskyldninger for sig selv om, hvorfor det ikke går. Vendt mod hende.

Det handler om mor
Hvad er det så for nogle kvinder, der falder for den her slags mænd? Ifølge Camilla Holst er det næsten altid sunde, stærke kvinder. For sommerfuglemanden falder ikke for svage kvinder, der er psykisk ustabile. Han leder jo efter den eneste ene, så han går efter kvinder, der ser godt ud, og som har masser at byde på. Men ligegyldigt hvor vidunderlig kvinden er, er det nærmest umuligt at ændre på sommerfuglemandens adfærd - den ulykkelighedens kilde, han henter sin nektar fra, har nemlig vokset sig større og større siden barndommen.

- Ofte handler det om tilknytningen til moderen. Manglende fysisk nærhed er ofte et fællestræk. Mor har måske haft en depression eller været misbruger af enten alkohol eller stoffer. Men der kan også være andre grunde til distancen. For eksempel ser jeg ofte børn fra højere samfundslag, hvor man ikke rigtig har talt med knægten, da han var barn. Tilknytningsmønstrene er ødelagt helt fra barndommen, siger Camilla Holst.

Sådan gør du din mand glad

Kom af med din kærlighedsbagage

Giv parforholdet en vitaminindsprøjtning

Læs også