hjertesorg, sorg
sex & kærlighed

Jo, hjertesorg kan faktisk gøre dig syg

Kvinders hjerte svigter oftere end mænds, hvis vi oplever noget følelsesmæssigt voldsomt – eksempelvis tabet af en elsket.

Der er en meget tæt forbindelse mellem din hjerne og resten af kroppen – herunder også dit hjerte. Oplever du eksempelvis, at en elsket person forlader dig eller går bort, så kan de fysiske reaktioner være meget dramatiske og i den grad afspejle udtrykket ”et knust hjerte”.

– Det kaldes for broken heart syndrome og rammer oftest kvinder efter overgangsalderen. Derfor mener man, det hænger sammen med de kvindelige kønshormoner østrogen og progesteron, men der er endnu ikke forskning nok på området til at forklare præcis hvorfor. Dog er der en vis dokumentation for, at det typisk drejer sig om ængstelige kvinder, der er sensitive over for stress, men de er i øvrigt sunde og raske – og uden dårligt hjerte, siger læge og ph.d.-studerende på Rigshospitalets hjerteafdeling Thomas Emil Christensen.

”Jeg var ødelagt efter skilsmissen”, fortæller skuespilleren Anne Sofie Espersen

Symptomerne opstår, fordi hjernen registrerer, at du føler dig udsat. Den sender et signal til binyrerne om, at de skal producere stresshormoner, der aktiverer dig – gør dig ”kampklar”. Hjertet begynder at pumpe hurtigere og hårdere, men i nogle tilfælde kan det ikke følge med og går, bogstavelig talt, itu.

– Kun en lille del af hjertet fungerer, men det vil ikke kunne sende tilstrækkeligt med blod rundt i kroppen, og derfor kan man bl.a. få trykken i brystet, åndenød, blive svimmel, kaste op eller besvime.

Giv plads til sorg – men hæng ikke fast

Behandlingen er hjertemedicin, og umiddelbart mener lægevidenskaben ikke, at der er noget, du selv kan gøre for at undgå, at en stor sorg kommer til at påvirke så stærkt. Og dog.

”Det er en kæmpe sorg at blive skilt”, siger Pernille Rosenkrantz-Theill

– Dine følelser er vigtige, også de negative, så de skal ikke undertrykkes eller sygeliggøres. Det kan være en god idé at få professionel hjælp, hvis du oplever at hænge fast i en sorg eller stress og ikke kan komme videre. Men derudover plejer vi at sige, at et knust hjerte er den risiko, du må løbe, hvis du vil leve dit liv.

Alternativet er jo, at du slet ikke tør være glad for nogen eller noget – det er jo heller ikke et liv!

Fakta: 90 % af dem, der rammes af broken heart syndrome i Danmark, er kvinder. Og 1 % af de hjertetilfælde, der opstår i Danmark, skyldes en form for hjertesorg. 

 

Læs mere om: