Ingrid blev alvorligt syg: Jeg bad Daniel om at forlade mig

I 17 år har Ingrid og Daniel dannet par. Fra første øjeblik var Ingrid åben om sin diagnose, Morbus Crohn – en kronisk tarmsygdom, hvis hyppigste symptomer er diarré og mavesmerter, og som også kan give livstruende komplikationer, hvilket også er sket for Ingrid én gang, hvor hun svævede mellem liv og død.

Bag sig har hun flere hundrede sygehusindlæggelser og 39 operationer. Den største var i 2004, da hun fik stomi. Det længste sygehusophold har været på ni måneder. Og alt det er sket, mens Elias på 13 og tvillingene Tuva og Vilde på 12 er vokset op og har haft behov for deres forældre. Flere gange undervejs har Ingrid ønsket at dø. Flere gange har Daniel mødt muren. Men – rundt om køkkenbordet lyser de to ansigter stadig mod hinanden.

Godt at grine sammen

Ingrid kan huske suget i maven den sommerdag i 1999. Sammen med en veninde havde hun fået sommerjob på en campingplads, hvor de lå på alle fire og skrubbede gulve med lange, gule gummihandsker. Chefens søn Daniel var usædvanligt hjælpsom. Han var høj og mørk, havde grønne øjne – og blev ofte lidt kejtet i nærheden af hende, tabte ofte, hvad han havde i hænderne.

En dag fandt hun en seddel i kosteskabet, stukket ind bag det ophængte ark med arbejdsopgaver:

”Har du tid og lyst – så ring til mig. Daniel”.

LÆS OGSÅ: Disse ting kan afgøre, om dit parforhold vil holde

En juliaften fandt de sammen. Hun var 16, han 18 og på vej til at aftjene værnepligt i luftvåbnet. Ingrid så ham for sig i uniform, som i filmen ”An officer and a Gentleman”, og havde følelsen af, at Daniel var en mand, som ville kunne klare at bære hende.

Få stomi eller dø

Knap 19 år gammel opdagede Ingrid, at hun var gravid. Det var på ingen måder meningen – først senere begyndte hun at forstå, hvor dårligt hendes krop responderede på p-piller.

Selv havde hun altid drømt om børn – men hvordan ville Daniel reagere? De var lige akkurat flyttet sammen. Skrækken for, at han skulle forlade hende, har altid fulgt hende tæt. Men Daniel strøg hende over håret og sagde: ”Jeg elsker dig, Ingrid, vi skal nok klare det.”

Elias var bare et halvt år, da Ingrid blev gravid igen – og fødte tvillingerne Vilde og Tuva. Mens kroppen trods sygdommen havde tacklet den første graviditet rigtig godt, tilbragte Ingrid store dele af sin graviditet nummer to på sygehuset. Hun tabte sig og var ved at føde for tidligt. Hele ni gange måtte fødslen stoppes.

Det måske allerstørste slag kom, da tvillingene var bare otte måneder og Elias 15 måneder. Sygdommen var aggressiv, og store dele af tarmen var betændt. Ingrid fik valget mellem at få stomi eller dø. På dette tidspunkt i denne kærlighedshistorie bad Ingrid Daniel om at forlade hende.

– Jeg bad ham om at gå. Jeg havde nok i stomioperationen.

For var livet ikke under alle omstændigheder slut? Ville han ikke alligevel forlade hende? Hvordan skulle hun kunne leve et værdigt liv med stomi – og med følelsen af at være beskidt og ukvindelig? Hvordan skulle hun kunne vise sig for ham igen i en øm og intim situation med en pose på maven?

Han bad hende om at tage sig sammen. Hæve blikket og se på alt det fine rundt om hende, på børnene, familien, vennerne – på de to. Posen på maven blev aldrig noget problem – tværtimod. Den havde fjernet mavesmerterne og reddet hendes liv.

12 år senere uddyber Ingrid:

– Min største rædsel er, at jeg skal blive svigtet og forladt ... Ingrid slår blikket ned i bordet.

– Hvis jeg ville gå, havde jeg gjort det for længe siden, svarer Daniel.

Stilheden når næsten at fylde rummet, før Ingrid siger det, de begge ved:

– Jeg ville heller aldrig være gået fra dig.

Undtagelsestilstand

Hvorfor holder vi så meget af disse historier om den kærlighed, som overvinder alt? Vi lader psykolog Dimitrij Kielland Samoilow svare:

– Vi vil gerne selv opleve det. Kærlighed er kompliceret – det giver trøst og mening at høre om andre, der holder sammen i tykt og tyndt. Det giver mod og inspiration til andre, som kæmper, siger han.

Det siges, at det at opleve kriser sammen som par enten giver et stærkere bånd eller et brud ... er det så enkelt? Og hvorfor?

– I et varigt parforhold er det partneren, som bliver vores vigtigste tilknytningsperson, den, vi tyr til, når vi er sårbare og trænger til trøst. Når vi føler, vi har nogen på vores side, orker vi lidt mere. Når vi oplever, at partneren er der for os i en krise, giver det et stort indskud på det, vi kan kalde for tilknytningskontoen – det er som at bestå en kærlighedstest.

Forholdet bliver tryggere, det bliver lettere at give sig hen. Kærligheden vokser, mener Kielland Samoilow. Består man ikke ”testen”, kan det føre til tilbagetrækning, kritik, foragt eller til det, psykologen kalder for stonewalling – at man lukker helt af.

Den største udfordring har været at være far

Selv om Daniel altid har været der for Ingrid, har det selvsagt ikke været enkelt. Flere gange undervejs har han mødt store udfordringer.

– Da jeg studerede, og vi havde tre blebørn, og Ingrid var syg, samtidig med at vi planlagde et husprojekt ... da fik jeg vejrtrækningsproblemer en aften. Vi troede, det var hjertet, men det var stress. Dér må man bare lære, man har begrænsninger. Det var skræmmende, men jeg lærte utrolig meget.

Han satte studierne på standby, fuldførte senere og har de seneste år arbejdet fuldtids. Undertiden har han været så træt, at bare det at slå græs har føltes som et maraton. For Daniel er det alligevel ikke det at være kæreste til en, der er kronisk syg, der har været den største udfordring – det har det derimod at være far, når mor er sendt til tælling.

– Usikkerheden, når hun pludselig bliver syg ... frygten for at ikke at slå til for hende og børnene ... I perioder har du simpelthen for få hænder. Du har dårlig samvittighed over for ungerne, for kæresten, for jobbet. Det er en slags undtagelsestilstand.

LÆS OGSÅ: Små ting kan give dig et pejlemærke for, om du er sammen med den rigtige. Tag testen her

Også for Ingrid har børnenes usikkerhed været det hårdeste. For hvad svarer man, når den syvårige står ved sygehussengen og spørger: ”Mor, skal du dø?”. Og kan man egentlig forstå smerten ved at være mor til tre små børn og være så syg, at det eneste, man kan gøre, er at se på dem fra en seng, der er placeret i stuen? Ikke at kunne løfte dem og lægge deres lille bløde kind ind imod éns egen? At være til stede for ungerne, når hun kan, har haft ekstremt stor værdi – for både mor og børn. Under en af Elias’ fodboldkampe heppede Ingrid fra sidelinjen i sammenklappelig seng. Da han scorede, løb han ud til hende og slog en salto og råbte: ”Det mål var til dig, mor!”.

Ved ikke, om mor overlever

Sidste år i december var Ingrid igennem en ny hård runde. En rutineoperation gik galt, da epiduralen blev lagt, og Ingrid vågnede følelsesløs fra livet og ned. I fire dage lå hun sådan og fik store doser smertelindrende morfin ... så meget, at vejrtrækningen blev vanskeliggjort, og hun udviklede kraftig lungebetændelse. Om natten blev Daniel ringet op af overlægen, som sagde, at de ikke havde andet valg end at lægge hende i kunstig koma og respirator. I koma begyndte Ingrids krop at holde igen på væske og svulme op af de store mængder vand. Da ungerne skulle besøge hende, knækkede de sammen i gråd.

Igen måtte Daniel tage runden med børnene, sådan som han har gjort i alle de mørke stunder, når de ikke har vidst, om mor ville overleve. De har hver deres måde at reagere på, så én efter én snakker han med dem og forsøger at gøre det umulige – trøste de utrøstelige. Først i sommer fik Ingrid igen fuld følelse tilbage i begge ben. Hver dag har hun gjort, hvad hun kan for at få den velsignede hverdag tilbage og være der som mor igen.

– Jeg kan stå ved køkkenbordet og lave mig en kop te – børnene kan stå ved siden af mig og alligevel råbe op til Daniel, om han vil lave kakao til dem. Jeg forstår det godt, men det gør ondt, siger Ingrid, som trods alt synes, børnene har tacklet det flot.

– Jeg beundrer dem for, at de har kunnet vokse op med det her. Jeg har ikke været til én forældresamtale, uden at empati er blevet nævnt. Jeg er så stolt af dem, smiler Ingrid varmt.

Du er stærk, hvor jeg er svag

For Elias har fodbold været vigtigt, enkelte dage kan han træne to gange om dagen. Tvillingepigerne ræser rundt på håndboldbanen, som Ingrid også gjorde engang. Rundt om sig har de deres store families uvurderlige hjælpende hænder. Mange gange har børnene ringet til mormor for at være sikre på, at hun var hjemme – hvis mor blev syg.

Hva’ så med mor og far ... hvordan kommer man igennem det? Hvilken overlevelsesstrategi bruger man?

– Man bliver god til at prioritere. Og måske for flink til prioritere andre end sig selv. Da Ingrid lå ni måneder på sygehuset i 2011, blev jeg helt zombie. Da blev jeg bare en robot, som gjorde det, der var nødvendigt, siger Daniel.

– Jeg troede, jeg var svag psykisk, men har fundet ud af, at jeg er vældig stærk, siger Ingrid.

– Jeg bruger træning til at få afløb for frustrationerne. Vi har også talt meget med hinanden – på godt og ondt. Daniel lægger ikke fingrene imellem, griner Ingrid.

Også Daniel har brugt træning som en måde at få afløb på for sine frustrationer. Og de seneste år har han haft mulighed for at tage en årlig timeout: Gennem sit arbejde har han deltaget i et bistandsprojekt i Afrika – og dér er han ikke til at nå.

Netop det her med at forstå, at vi alle har forskellige overlevelsesstrategier, er noget af det vigtigste at vide besked med, når vi står midt i en krise, mener vores psykolog.

– Når tingene bliver vanskelige, vil nogle søge følelsesmæssig støtte og have behov for at snakke meget. Andre vil have behov for mest mulig normalitet og ikke tænke så meget på det, der er vanskeligt. Som partner må man være rummelig og acceptere den andens måde at håndtere krisen på, mener Kielland Samoilow.

Ved køkkenbordet hjemme hos Hoff Melkersen lyser Ingrid op, når vi spørger, hvad der egentlig binder dem sammen.

– Vi er så forskellige. Han er svag dér, hvor jeg er stærk, og omvendt.

– Vi supplerer hinanden og er vældig gode venner, mener Daniel.

– Jeg er lidt flyvsk, han er jordbunden. Mens jeg af og til giver ham et spark bagi, siger Ingrid smilende.

Daniel fortæller om sidste år, da Ingrid lå i koma – og havde et foredrag, hun skulle have holdt.

– Jeg vidste, hvor vigtigt det var for hende, så jeg bestemte mig for at holde det for hende, siger han enkelt.

På mange måder er spørgsmålet allerede besvaret. Men vi spørger alligevel.

– Hvad er det, som har gjort, at I har holdt sammen gennem så hårde kampe?

Daniel mener bare, han har gjort det eneste rigtige.

– Det føles utænkeligt ikke at være sammen med Ingrid. Jeg kan slet ikke se det for mig. Vi har oplevet så meget sammen på godt og ondt – som har gjort, at det, vi har, bliver uendelig meget stærkere.

Ingrid siger det sådan:

– Det er både virkelig vanskeligt og helt enkelt at svare på. Vi er ikke bare kærester – vi er noget langt ud over det. Vi har været så højt oppe og så langt nede ... var det et computerspil, vi spillede, var vi langt forbi the next level. Vi er på et niveau, som få kommer til – men som vi har passeret for længe siden.