horoskop
Kærlighed og sex

Horoskop: Sådan bliver din sommer

4. juni 2016
af Astrolog Susanne Taylor
Tre dejlige lyse måneder ligger klar foran os. Læs her, hvad stjernerne siger om sommerens muligheder. Læs dit horoskop for hele sommeren her. God sommer!
HOROSKOP
Kærlighed og personlig udvikling: Du har formidable ressourcer til rådighed. Du får mere dybde og indsigt i dit følelsesliv. Du begynder at acceptere og anerkende dig selv for den, du er. Selvtilliden og selvværdet vokser støt og roligt. Dit kærlighedsliv vil blomstre og udvikle sig. Du kan møde flere potentielle bejlere. Lad tryghed, omsorg og ansvar være dit pejlemærke for, om du skal binde dig nu. Har du ægtefælle, er tiden moden til en dialog om jeres forventninger til hinanden for fremtiden. Du har sunde og frugtbare aspekter for at stifte familie eller udvikle nogle kreative projekter. Højdepunkter for personlig vækst og udvikling mellem den 1. juni til den 3. august. Kærlighedsaspekter blomstrer i tiden fra 12. juli til 5. august. Sommermuligheder: Du kan transformere og forvandle dig, når du får frie tøjler til at omsætte idéer til handling. Du kan blive pionér og udvikle nye metoder gennem alle former for terapi og selvudvikling. Gør op med gamle overbevisninger. Gå dine egne veje. Sæt fokus på dig selv og dit hjem. Indfør sunde ritualer, vaner og livsdiscipliner. Ryd op, og smid væk. Gør hovedrent. Gå i seng til faste tider. Spis sundt og varieret. Vend blikket indad og mærk efter, hvordan du funker på det fysiske, emotionelle, mentale og åndelige plan. Kort sagt. Lær dig selv bedre at kende. Meditation hjælper med at optimere din mentale og fysiske formåen. Det giver også klarhed, fred og ro i sindet og mindsker stress og jag. Stjernernes råd: Find ro, fred og balance mellem kærlighed og karriereliv.
horoskop
Kærlighed og personlig udvikling: Du står for ro, stabilitet og stædighed. Du står også for at nyde og eje materielle goder. Men din kærlighed til penge og økonomiske forhold bør få et servicetjek. Enten bliver du for ødsel, eller også bliver du for sparsommelig. På en måde bliver du testet for dine kerneværdier og forbrugsgoder. Hen over sommeren bliver du mere romantisk og lydhør over for din kærlighedspartner. Din partner vil forstå dig, når du fortæller ærligt, hvad du drømmer om, og hvad du længes efter. Et gammelt kærlighedstema dukker op, og det bør løses nu. Ligeværdig kommunikation mellem dig og andre vil give gunstige resultater. Tal om dine følelser uden ironi og sarkastiske bemærkninger. Sommermuligheder: Din planethersker Venus passerer dit andet, tredje og fjerde hus. Venus står for blandt andet for kærlighed og blomstring. Andet hus indikerer åndelige ressourcer og værdier. Din indtægtskilde kan blomstre, hvis du gør brug af dine evner, talenter og spidskompetencer. Sæt pris på dig selv. Tredje hus indikerer kommunikation, søskendeforhold og naboskab. Du kan forvente dejlige og smukke sommeroplevelser. Forholdet mellem dine søskende og naboer kan blomstre og udvikle sig til gode og glade minder. Fjerde hus indikerer familie og bolig. Pynt hjemmet op med smukke blomster og ting, du holder af. Bliv vært for gode familie- og børnefester. Vær opmærksom på vægtøgning. Den slanke linje holdes bedst for Tyrens stjernetegn ved fysisk træning og selvdisciplin. Svømning, vægtløftning, dans, cykling og maratonløb. Spis mindre, og undgå slik. Stjernernes råd: Brug din viljestyrke til at bekæmpe usunde vaner.
horoskop
Kærlighed og personlig udvikling: Du bliver omsværmet. Du møder mange spændende typer, der søger dit selskab. Det kan måske gøre dig frustreret og forvirret. For hvem skal du satse på? Som Tvilling har du et åbent og modtageligt sind. Du fordømmer ingen og ser det gode i alle mennesker. Du bliver udfordret på dit følelsesliv. Spørg dig selv: Har jeg behov for en fast partner? Lever du derimod i et etableret familieliv med børn, så kommer forholdet i spil. Teenagebørn kan være en kilde til udfordringer. Som forældre kan I se forskelligt på skole, lektier og børneopdragelse. Mange diskussioner giver søvnløse nætter. Det kan tære på kærlighedslivet. Hold familiemøde og få løst konflikterne. Der er gunstige betingelser for bolig-renovering eller flytning mellem den 6. og den 30. august. Sommermuligheder: Lad kærligheden og romantikken blomstre. Dine frugtbarhedsaspekter kan medføre familieforøgelse. Men det kan også betyde, at du er kreativ og lægger nye og spændende projekter i vuggen. Den store lykkeplanet Jupiter står i dit fjerde felt, der indikerer familie og bolig. Der er mulighed for, at du flytter på landet. Sæt dig grundigt ind i jura og lovgivning, inden du underskriver kontrakter. Du får udlængsel efter skov, strand og naturoplevelser. Dit tankemylder falder til ro, når du rejser og opholder dig i naturen. Luften, vinden og blæsten vil berolige nervesystemet, som ofte påvirker Tvillingens tegn. Du kan modvirke kriser og få mere styrke ved at vandre, ride og cykle i smukke omgivelser. Stjernernes råd: Stå fast ved dine overbevisninger.
horoskop
Kærlighed og personlig udvikling: Dine kerneværdier for at skabe tryghed i din familie er omsorg, nærhed og kærlighed. Du trives bedst, når du bor i et roligt miljø tæt ved havet. Men der er forandringer på vej. Du får måske impulser til at flytte tilbage til din hjemegn og dit barndomsmiljø. Du får sikkert lyst til at bryde faste rutiner og bruge mere tid på dig selv og dine interesser. En følelse af familiesvigt kan sætte en stopper for at gøre det, du brænder for. Det er vigtigt, du giver dig lov til at arbejde med dit følelsesliv. Forældre og søskendes indflydelse på dit liv og din færden har måske påvirket dig mere, end du går rundt og tror. Et oprør kan blive nødvendigt for din frigørelsesproces. Du henter meget støtte hos din partner eller andre, du føler tryghed ved. Du bør blomstre og sætte pris på dig selv. Sommermuligheder: Uddannelse kan blive dit personlige værktøj, der får det bedste frem i dig. Det kan f.eks. være som familievejleder, socialrådgiver og sygeplejerske. Du kan også finde glæde ved at arbejde selvstændigt. Eventuelt som alternativ behandler. Du kan lære at tænke i nye baner. Du kan træne dit sind og lære at visualisere. Det betyder, at du for dit indre blik kan se billeder, der viser, hvad du længes efter at realisere. Det kræver, at du skaber dine drømme og handler på dem. Du kan også bruge dit hjerte og din mavefornemmelse som vejledende guide. Gunstige udviklingsaspekter fra den 21. juni til den 21. juli. Stjernernes råd: Slip fortiden og find dit indre kald.
horoskop
Kærlighed og personlig udvikling: Kærligheden til at skabe og være kreativ har stor værdi for dit velbefindende. Du kan i denne sommer ekspandere og få dine mærkesager til at flyde frit. Der kan dog være et element af frygt og mistro til egne evner. Et tvivlsspørgsmål kan være en god anledning til at stoppe op og finde en bedre løsning på dine udfordringer. Men stol på dig selv. Dit kærlighedsliv kommer mere i flow. Du kan møde Mr. Right. Banker dit hjerte for kærligheden, så giv det en chance, selv om du har andre planer. Lever du derimod i parforhold, så gør sommernætterne til romantiske stunder. Du har i øvrigt frugtbare aspekter for familieforøgelse. Kærlighedsgudinden Venus opholder sig i dit eget stjernetegn. Det giver gode vækstbetingelser for personlig udvikling i tiden 12. juli til 5. august. Sommermuligheder: Dit åbne og nysgerrige sind kan føre dig langt omkring. Rejser og møder med originale mennesketyper kan inspirere dig til at eksperimentere med din personlige stil. Ny frisure, hårfarve og makeup. Tøj i vilde og glade farver virker som en magnet på andre. Din trang til oprør mod det bedre borgerskab kan ikke undertrykkes, men bør udleves. Du kan både inspirere eller provokere dine omgivelser. Dans, fest, og vær sammen med fordomsfrie og glade mennesker. Modgang og kriser kan bekæmpes med latter, humor og skuespil. Vær sammen med børn og unge. Leg teater og klæd dig ud i sjove kostumer, så vender humøret tilbage. Stjernernes råd: Dyrk de positive sider af tilværelsen.
horoskop
Kærlighed og personlig udvikling: Nu handler det om at finde en hverdag, der kan hænge sammen med dine andre gøremål. Det er godt at have gode vaner og rutiner, men fortab dig ikke i daglig oprydning og rengøringsritualer. Gør dine pligter let for dig selv. Planeten Jupiter står i dit eget tegn. Det kan betyde, at alle former for usund overdrivelse og storhedstanker kan tage magten fra dig. Du kan næsten føle, at du ikke kan genkende dig selv. Du kan få smag for eksotiske madorgier, der øger vægten betragteligt. Du kan måske blive ekstravagant og i det hele taget overdrive din livsstil. Det kan tænkes, du bliver hovedkulds forelsket og vil arrangere kirkebryllup hurtigst muligt. Du vender dog tilbage til dit gode gamle jeg, når plantern Jupiter forlader dit stjernetegn den 9. september. Sommermuligheder: Du kan blive oplyst og bevidstgjort på flere planer. Du kan finde glæde ved at lære et nyt sprog og studere fremmed kultur og religion. Studierejser, kursusophold og højskole kan vække dit nysgerrige intellekt. Du kan møde kunstneriske personligheder, der inspirerer dig til at eksperimentere med forskellige måder at leve på. Måske får du lyst til at konvertere og leve efter andre forskrifter og doktriner. Kommunikation kan blive en vigtig del af din karriere. Alt, hvad der vedrører skrift, tale, sang, musik, undervisning og bogudgivelser, har gunstige betingelser. For den sarte Jomfru-type kan nervøsitet og stress påvirke mave- og lungefunktion. Gør rent og få et sundt indeklima. Stjernernes råd: Hold fast i jordforbindelsen og den sunde fornuft.

LÆS OGSÅ: Her kan du læse dit dag-, måned- og års-horoskop

horoskop
Kærlighed og personlig udvikling: Du har en indre drivkraft, der får dig til at udfordre dine personlige grænser. Du sætter dig selv fri. Du vil være helt din egen. Din lunte er kort, og du siger din mening ligeud. Det kan koste nogle venskaber, men det vælger du selv. Du er under psykologisk forvandling, og gamle mønstre skal brydes. Også dit kærlighedsliv er under transformation. Du tiltrækker mange forskellige mennesker, og det kan inspirere dig til at være en del af et kreativt fællesskab. Kriser og opgaver skal løses med dine børn og familie. Bed om hjælp til det svære. Din power og styrke vender tilbage, når du deler dine tanker med andre. Nye alliancer indgås mellem den 12. juli og den 6. august. Sommermuligheder: Du kan med sindsro følge dine impulser og gøre det, du har behov for. Der ligger en læreproces i at være sig selv uden filter. Du har det bedst, når der er ro og fred omkring dig. Men nogle gange skal rammerne sprænges for at komme ud af trædemøllen. Der er fokus på dit kærlighedsliv. Du og din partner kan genskabe intimiteten igen, når I begge to giver hinanden tid til fordybende og afklarende samtaler. Arbejdsmæssigt har du gode betingelser for bonusordninger og lønforhøjelse. Du kan skabe flow og fornyet energi blandt kollegaer ved at sætte kreative projekter i gang. Du får heldet med dig på mange fronter. Smed, mens jernet er varmt. Gunstige karriereaspekter mellem den 18. juni og den 12. juli. Stjernernes råd: Mød nye og spændende mennesker med et åbent sind.
horoskop

Kærlighed og personlig udvikling: Sommeren byder på følelsesmæssige oplevelser. Du kan forvente mere medvind og glæde på jobbet. Der kommer spændende opgaver, som du påtager dig med fornøjelse. Vær rustet til forandring. Fordel kræfterne mellem arbejde og familieliv. Selvanalyse og psykologiske studier vil fremme dit kærlighedsliv. Du får redskaber til at løse kriser og udfordringer, når du arbejder målrettet med dig selv. Du bryder nogle livsmønstre og bliver færdig med fortiden. Er du single, kan du møde en fascinerende partner – en spændende personlighed, der vil pirre og udfordre dine erotiske grænser. Gør kun, hvad du har lyst til. Planeten Venus passerer dit niende hus. Det kan give dig lyst til at studere filosofi, kulturhistorie, religion og personlig udvikling. Gunstige rejse- og studie-aspekter fra den 18. juni til den 13. juli.

Sommermuligheder: Se lidt nærmere på din omgangskreds. Brug tiden med ligesindede og livsglade bekendtskaber. Du vil finde glæde og samhørighed med andre, hvor I deler fællesoplevelser. Et nyt venskab kan opstå ved en festlig sammenkomst. Vær åben og modtagelig for spontane og sjove oplevelser. Brug dine forretningsforbindelser strategisk og indgå sunde alliancer. Du kan ekspandere i vækst, hvis du arbejder selvstændigt. Du kan ansætte flere medarbejdere og skabe et sundt arbejdsklima. Økonomien kan øges. Advarsel. Vær praktisk og omhyggelig, inden du kaster dig ud i opgaver, du ikke kan styre. Skab overblik ved hjælp af professionel rådgivning. Tag på kurser i lederskab. Gunstige tidspunkter for vækst og karriere: 12. juli til 5. august. Stjernernes råd: Spring ud i nye og spændende opgaver.
horoskop
Kærlighed og personlig udvikling: Du stræber efter livslange udviklingsmuligheder enten gennem rejser eller filosofiske studier. Du kan også have behov for et fysisk arbejde. Du bryder dig ikke om stilstand, der skal helst ske noget nyt. Nonstop. En form for rastløshed kan mærkes gennem hele sommerperioden – som om du er ved at blive rodløs. Du har brug for at brede vingerne ud og være fri som fuglen. Udlandsrejser til varme himmelstrøg kan modvirke indre uro. Du har skæbneplaneten Saturn i dit første hus. Det betyder, at tunge opgaver hviler på dine skuldre. Daglige pligter kan holde dig tilbage til stor irritation. Der er ingen vej udenom, så kast dig ind i huslige opgaver med ildhu, men lad det ikke gå ud over dine omgivelser. Kærlighedsmæssigt ser det fredeligt ud. Vær tilfreds med din status, hvad enten du har ægtefælle eller er single. Gunstige rejseaspekter mellem den 22. juli og den 23. august. Sommermuligheder: Din sjæl trænger til naturskønne oplevelser. Når du går lange ture og bruger din fysiske krop, kommer du i kontakt med indersiden af dig selv. Frustrationer og forvirring bliver til klarhed, indsigt og visdom. Gamle overbevisninger visner og dør. Du kan med fordel skabe nye og konstruktive mål for fremtiden. Tag familien med på råd. Et kæledyr kan berige og aktivere familielivet på en helt ny måde. Wellness og sundhedsfremmende kure kan booste krop, sind og ånd. Driv ikke rovdrift på dig selv. Husk: Alt med måde! Stjernernes råd: Anerkend dine styrker såvel som dine svage sider.
horoskop
Kærlighed og personlig udvikling: Du er en af de mest målbevidste typer i hele Dyrekredsen. Du er flittig og trofast på dit arbejde og kendt som den gode ven, alle kan stole på. Dette vil også skinne igennem, som sommeren skrider frem. Familiens sikkerhed betyder alt. Har du børn, er du hønemor. Du har dog en tendens til at forkæle og overbeskytte. Giv lidt mere frihed, og stol på andre. Grunden kan bunde i frygten for at miste dem, du holder af. Et indre psykologisk arbejde kan blive nødvendigt for at komme af med selvsabotage. Din kærlighedspartner er din klippe og støtte. En dejlig og kærlig tid venter forude. Skab samarbejde, og hold fokus på dine familieværdier. Bliv vært for glade familie- og venskabsfester. Gunstige ferieaspekter fra 31. juli til 7. oktober. Sommermuligheder: Det er vigtigt, du kommunikerer klart og tydeligt til andre. Nogle gange bliver du misforstået, og det kan skabe forvirring. Undgå selvkritik og bebrejdelser for ikke at være god nok. Vær opmærksom på, at andre ikke udnytter din kostbare tid og velvilje. Sig stop i tide. Markér dine grænser tydeligt, det gælder både i arbejdslivet og i privatlivet. Du bør undgå fysisk overbelastning. Bær ikke på tunge ting, der skader en svag ryg. Du vil have gavn af svømning og vandreture ved skov og strand. Brug naturen flittigt til at få renset ud i tankemylderet. Du har fine rejseaspekter med fokus på sundhed og velvære. Forkæl dig selv. Stjernernes råd: Krævende opgaver skal give glæde og mening.
horoskop
Kærlighed og personlig udvikling: Sommeren byder på spændende oplevelser. Det ville være godt, hvis du tog ud på en projektferie, hvor du kunne hjælpe til og gøre nytte for de svage i samfundet. Din sjæl længes efter opgaver, der stimulerer dig intellektuelt. Du er mentalt aktiv. Vær seriøs og målrettet. Når du bruger dine sproglige evner til at forhandle og formidle vigtige oplysninger til omverdenen, så gør du store personlige fremskridt. Dit sociale sindelag gør dig populær blandt venner. Brug dit netværk og skab nye forbindelser, som du kan trække på til gode formål. Brug sommerfuglen som symbol på din frihedstrang til at udføre opgaver på din helt egen originale måde. Du skal have luft under vingerne, hvis du skal ud og ”flyve”. Dit kærlighedsliv kan antage nye former og pege på nye måder at være sammen på. På mange måder kan du elske flere på en gang. Gunstige kærlighedsaspekter: 1.-18. juni og fra 12. juli til 6. august. Sommermuligheder: Selv om du udstråler succes og fremgang, så kan du sikkert også føle dig skrøbelig, sårbar og transparent. Nærmest gennemsigtig. Du har brug for kærlighed, omsorg og nærvær. Lær at give og modtage i rette forhold. Du kan opnå balance mellem de emotionelle og mentale tilstande ved at studere mental træning og psykoterapi. Bøger, kursus og uddannelser kan blive dit nye GULD. Tag fat om roden, og fjern dit ukrudt. Forlad usunde forhold. Utålmodighed og rastløshed afhjælpes med gymnastik, svømning og holdsport. Stjernernes råd: Find den gyldne balance mellem dine følelser og dine handlemønstre.
horoskop
Kærlighed og personlig udvikling: Kærligheden kalder. Byg rede, og få børn. Du har frugtbarhedsaspekter og derfor mulighed for familieforøgelse. Det kræver selvfølgelig, at du har alderen med dig. Ellers kan aspektet lokke nye sider frem i dig. Find dit indre barn og leg med børn og unge mennesker. Du har et blødt punkt for mennesker, der lider og har det svært. Ubevidst kan du møde kærlighedspartnere, som du gør til dit omsorgsprojekt. Din opgave: Få øje på dit eget indre lys og hjælp dig selv før andre. Du kan ophæve snævre bånd og frigøre dine personlige ressourcer til at udtrykke dine originale idéer. Brug dine kunstneriske evner til at male, tegne samt designe tøj og møbler. Frugtbare og kreative aspekter mellem den 1. juni og den 12. juli. Sommermuligheder: Når du møder modstand, kan du forsvinde ind i drømmeland og leve i en fantasiverden, der lukker livet ude. Når du derimod bevidst træner din intuition og følger de indre budskaber, så kommer du ud af hulen. Du møder flow og lethed. Der kommer festlige stunder med søskende- og familierelaterede forhold. Er du single, kan du møde en kærlig partner. Er du gift, kan kærligheden blomstre på ny. Planeten Venus gæster dit sjette hus, der indikerer hjemmets daglige rutiner og også din sundhedstilstand, dine ritualer og vaner. Du får lyst til at passe godt på dig selv. Energien vender tilbage ved hjælp af behandlinger med zoneterapi og afspændingsøvelser. Massage og dampbade gør underværker på en træt krop. Stjernernes råd: Træd ud af møllen og gør dine drømme til virkelighed.

Læs også