kvinde i seng
Kærlighed og sex

Den virkelige grund til, at I ikke har sex

23. februar 2017Opdateret 13. februar 2023
af Andrea Bak
Foto: iStockphoto
De fleste skyder skylden på travlhed og træthed, men der kan være mange andre grunde til, at du ikke får (nok) sex

Derfor har i ikke sex!

1. I undgår skænderier i hverdagen

På overfladen synes et par, der aldrig skændes, at være meget lykkeligere end alle andre, men sådan er det ikke nødvendigvis. For et forhold uden skænderier ender ofte med at være et forhold uden sex. Hvorfor nu det?

- Den dybe seksuelle relation opstår ud af intimitet, og det forudsætter, at vi kan give os hen til hinanden som mennesker, forklarer Charlotte Fruergaard, parterapeut og parforholdscoach.

- Der er ingen forhold, som er "rene". Alle forhold rummer konflikter, men hvis vi prøver at feje konflikterne ind under gulvtæppet, kommer vi netop til at mangle den intimitet, der opstår i at kunne skændes, så det brager, og bagefter kunne se hinanden i øjnene og sige: "Jeg elsker dig!." Det er også derfor, vi typisk har så god sex lige efter et skænderi, siger hun.

Løsningen: Uløste konflikter i et parforhold skaber en substans af skyld, skam, frygt og hævn, og det er jo ikke ligefrem sexet. Så overvind jeres angst for konflikter, og lær jer selv at skændes. Det behøver ikke at betyde, at I er ved at gå fra hinanden. Se på det som udluftning i forholdet - og en vej til mere og bedre sex.

Læs også: Så meget sex gør par lykkelige

Læs også: Caroline Henderson: Jeg er stadig skidegod i sengen

2. Du er distraheret

Forskning viser, at vores biologiske (og dermed også seksuelle) interesse for vores partner daler proportionelt med, hvor længe vi har været sammen med vedkommende. Derfor overmandes vi sjældent af at lave indkøbslister i hovedet, når vi har sex med en mand, vi lige har mødt, mens den slags er helt almindeligt, når man har været sammen nogle år. Samtidig lader kvinder sig nemmere distrahere af hverdagstanker, når der ellers er lagt i kakkelovnen til noget andet end opvask.

- En af de største forskelle på mænd og kvinder er, at mænd kun kan tænke med ét hoved ad gangen, som Charlotte Fruergaard udtrykker det.

- Vi kvinder er generelt rigtig meget oppe i vores hoveder, og vi har brug for noget mere for at komme ned i kroppen - dér hvor vores sexlyst er, siger hun.

Løsningen: For det første er der ikke noget i vejen med hverken dig eller din partner, når du bliver distraheret. Det sker for alle, og det bedste er egentlig bare at ignorere det eller udskifte indkøbslisten med en saftig fantasi. Så skal kroppen nok komme med efterhånden, og hovedet glemmer indkøbslisterne.

- Det er vigtigt, vi bevarer legen i vores sexliv. At vi giver os tid til et langt forspil og i det hele taget til at få skabt forbindelse mellem hoved og krop. Det gør vi ved at nusse og ae og bare ligge tæt og mærke hinanden, siger Charlotte Fruergaard.

Læs også: 10 tegn på, din partner er utro

3. I har forskellige sexbehov

Er der noget, der kan kvæle sexlivet, er det visheden om, at vi enten ikke opfylder vores partners sexbehov eller ikke får vores egne behov dækket. Det føles som én stor afvisning, hvis vi aften efter aften mødes med et: "Ikke i aften, skat", og det er på den anden side heller ikke rart at være den, der oftere siger nej end ja.

- Alle mennesker har behov for sex, understreger Charlotte Fruergaard.

- Jeg taler ikke om den overfladiske pik i kusse-action, men om den dybe sammensmeltning, der sker, når vi har sex, siger hun.

- En orgasme er en enorm forløsning for kroppen, både neurologisk og hormonelt, og vi får frigivet masser af oxytocinhormoner, når vi har sex. Så det handler i virkeligheden om meget mere end sex, siger hun.

Løsningen: Anerkend, at jeres behov er forskellige, men at der ikke er noget i vejen med nogen af jer. Forfald endelig ikke til gensidige bebrejdelser, hvilket ellers er fristende, for hvis skyld er det egentlig, at den ene har mindre lyst end den anden? Arbejd på at mødes på midten, og erkend, at I måske aldrig kommer til at få de samme behov.

4. Der er ikke nogen, der tager føringen i soveværelset

Selv om egen karriere, egen lønkonto og personlig frihed bestemt er det bedste, der nogensinde er sket for kvinder, kan det true passionen i soveværelset, hvis vi er for ligestillede der.

- Det er fedt at lade sig føre og forføre af en mand, og det betyder bestemt ikke, at vi lader os desavouere. En magtkamp på lagnerne dræber erotikken i det lange løb. De fleste kvinder er så optagede af at have kontrol i dagligdagen, at det kan være svært at give sig fuldkommen hen og lade den anden tage føringen. Men kontrol og kærlighed hører ikke sammen, siger Charlotte Fruergaard.

Løsningen: Øv dig i at slappe af og lade dig føre, når I har sex. Det kræver sikkert noget tilvænning fra jer begge to i begyndelsen, men I skal nok komme efter det. Husk, at der ikke er noget fornedrende i at give sig hen, og at din mand ikke tager føringen, fordi han ikke respekterer dig, men fordi han er helt vild med dig.

Læs også