Parforhold
Kærlighed og sex

5 vaner, der kan ødelægge dit parforhold

23. maj 2017
Tirsdag d. 23. maj 2017 (denne artikel blev udgivet første gang i december 2014) - af Malene Fich Weischer, foto: Shutterstock
Det er ikke altid de store ting,som utroskab, der ødelægger et parforhold. Ubevidste vaner kan også undergrave et ellers velfungerende parforhold.

Når man taler om ting, der kan være ødelæggende for et parforhold, så er der ofte fokus på de meget konkrete ting som f.eks utroskab, for meget arbejde eller ligegyldighed overfor hinanden. Disse ting er selvfølgelig også alvorlige, men når det kommer til stykket, er det noget helt andet, der slår de fleste forhold ihjel. Det er nemlig vores ubevidste, dårlige vaner. Dét fortæller den amerikanske forfatter og psykolog Clifford N. Lazarus til PsychologyToday.com.

"Problemet med denne type af vaner er, at man ikke rigtig lægger mærke til, hvor stor og ødelæggende en effekt, de egentlig har," fortæller Lazarus.

Ligesom små dråber af vand, så er konsekvenserne ved hver enkelt lille episode, hvor vanerne spiller ind, ikke særligt store. Men ligesom vands påvirkning gennem længere tid kan få klipper til at erodere og falde i havet, så kan de små, dårlige vaner også erodere et ellers robust parforhold. Bid for bid. Uden nogen rigtig lægger mærke til det.

Lazarus er endda meget konkret omkring de dårlige vaner og definerer dem som 5 helt konkrete former for adfærd, som både sammen og hver for sig kan ødelægge ethvert parforhold. Heldigvis kommer han også med gode råd til, hvad du kan gøre for at ændre på vanen:

1. Du beklager dig hele tiden

Mon ikke de fleste af os kan være slemme til at brokke os indimellem? Det kan vi nok, og det kan også være fint nok i nogle situationer. Men hvis der nærmest ikke kommer andet end evige beklagelser fra dig, så kan det være ekstremt nedslidende for din partner. Også selvom beklagelserne ikke nødvendigvis er rettet mod ham (eller hende). Den negativitet som følger med beklagelserne bliver simpelthen for meget i længden.

Det gode råd fra psykologen er i dette tilfælde at prøve at vende enhver situation til noget godt. Det kan f.eks godt være, I sidder fast i trafikken, men så får I måske lige 10 minutter mere til at tale sammen i eller at der måske var møgkoldt i teateret, men til gengæld var stykket godt. Fokuser på det positive, hvor det kan lade sig gøre.

Læs også: 9 ting, som mennesker i stærke parforhold husker at gøre

2. Du kritiserer hele tiden din partner

Hvis du hele tiden går og småkritiserer din partner og aldrig rigtig synes, at han/hun kan gøre noget som helst rigtigt, så er du også ude på en farlig vej ift dit parforhold. For er der noget, der kan bryde det intime bånd og den respekt, der skal være imellem jer som par, så er det den evindelige følelse af aldrig at gøre noget godt nok.
Prøv i stedet at give nogle flere komplimenter til din partner. Vær opmærksom på alle de gode ting, han/hun også gør og husk også at fremhæve dem.

3. Du afbryder og retter hele tiden din partner

Hvis du lægger mærke til det, så er der utrolig mange par, der har det med at afbryde hinandens sætninger - og måske endda også rette på temmelig ligegyldige ting. Hvor vigtigt er det f.eks for en given historie om klokken var 11.00 eller 11.30, da den fandt sted? Medmindre det handler om en vigtig fejltagelse eller noget, der virkelig har betydning, så lad være med hele tiden at rette, afbryde og modsige din partner. Det er dræbende for forholdet.

Bak hellere ham/hende op, især når andre hører på, og tag så eventuelle rettelser stille og roligt, når I bare er jer to sammen.

4. Du vil kontrollere for meget

For meget lyst til kontrol er ifølge psykologen en af de absolut værste ting for parforholdet. Selvom det er i bedste mening, så vil der hver gang, du fortæller din partner, hvad han/hun skal eller ikke skal, opstå en forskel mellem jer. I er pludselig ikke på samme hold, men er i stedet chef og ansat - hvis man kan sige det sådan. Vi optræder ikke som ligestillede individer, når den ene hele tiden fortæller den anden, hvad han/hun skal gøre.

Indsatsen mod denne vane er forholdsvist simpel i ord, men sværere at gennemføre i handling: Du skal slippe kontrollen og stole på, at din partner nok skal finde ud af det alligevel. Også selvom det så ikke bliver præcist, som du havde forestillet dig, at det skulle være.

Læs også: Parforhold: Intimitet er vigtigere end sex

5. Du siger hele tiden nej

Den sidste dårlige vane, som psykologen fremhæver, er vanen med at sige "Nej" hele tiden. Det kan ende med næsten at sidde på ryggraden, at du aldrig gider dét, som din partner foreslår, at I skal. Prøv i stedet at vende det til et ja. Dermed ikke sagt, at du blindt skal sige ja til hvad som helst, men tænk over, om det virkelig ville være så stort et problem engang imellem bare at gå med til hans/hendes forslag.

Læs også: Mandeterapeut: Sådan tænker mænd i virkeligheden

Læs også