Tina Splidsboel: Generation fucked up er afblæst

Min ven Thomas er den senest ankomne til flokken af venner, jeg er så heldig at være omgivet af. Ikke alene er han ualmindelig sød, men jeg er også fuld af beundring over for hans stærke iværksættergen, hans foretagsomhed og ikke mindst hans særlige evne til at få ting til at lykkes. Vi er i samme branche. Han er dog mere ”om sig”, end jeg er. Han skriver reportager til et landsdækkende dagblad, laver radiodokumentarer, har fået en bogkontrakt, er ved at starte sit eget magasin med journalistik af høj kvalitet og er politisk aktiv. Og så er han 19 år og lige blevet student her i sommer. Det får mig til at tænke på, hvad jeg selv lavede, da jeg var 19 år. Jeg gik i 3. g. og havde musik og fransk på højniveau og billedkunst på mellemniveau (tal lige om en useriøs studentereksamen). Så mens der var folkemord i Rwanda, borgerkrig i Eksjugoslavien og folketingsvalg i Danmark, festede, drak og scorede jeg mig gennem alle tre gymnasieår uden at skænke den verden, der lå uden for Frederiksberg og Boltens Gård, en eneste tanke. Jo, altså hvis omverdenen også tæller elitær kunst på gallerierne i 90’ernes København, for det var da det eneste, der interesserede gymnasie-Tina, der gjorde alt for at snobbe opad. Så hvis nogen ligger inde med en tidsmaskine, vil jeg mægtig gerne låne den, flyve tilbage til 1994 og stikke mig selv en gedigen lussing med påskriften: ”VÅGN OP, FOR HELVEDE!” Tilbage til Thomas. Han er måske ikke billedet af den typiske teenager i dag, men alligevel ser jeg en tendens i ham. For gennem de seneste år har jeg haft fornøjelsen af i ny og næ at undervise en lang række unge mennesker i højskoleregi. Det er unge, jeg har rejst til det tidligere diktatur Myanmar med, som i stedet for at bruge tiden på at shoppe og gå på stranden (hvad jeg selv gjorde i Kenya i 1995), ivrigt sugede al viden til sig fra de demokratiforkæmpere og seje oprørsmunke, vi mødte på vores månedlange tur. Jeg har også haft fornøjelsen af en bunke unge, der er engagerede i fagbevægelsen og blander sig i den offentlige debat i avisernes debatspalter eller ved selvarrangerede debatmøder om de uretfærdigheder, de observerer og oplever i vores samfund. LÆS OGSÅ: Renée: Passer du ind i samfundets skabeloner? Det kan godt være, at især TV dyrker reality-bølgen og udstiller unge mennesker som en omgang selvoptagede, shot-slugende, storhorende og spejlblanke ligegyldigheder. Men dem, man desværre ikke ser så meget til, er de unge mennesker, der interesserer sig for samfundsdebatten herhjemme og verden omkring dem. Jeg tror faktisk, at de fylder mere end de solariebrune narcissister, vi ser på TV. Men jeg forstår godt, at mange har mistet tiltroen til ungdommen. Fordi den ungdom, vi bliver præsenteret for i medierne, er alt andet end den ungdom, der lever ude på gymnasierne og højskolerne og er at finde rundtomkring i hele landet. Tillad mig at begrave et begreb: Generation fucked up er so last decade. Det er den generation, som filosoffen Morten Albæk beskriver i en mailudvekslingsbog, ”Generation fucked up?” med Rasmus Hylleberg fra 2005, den generation, der er født fra starten af 70’erne til slutningen af 80’erne, og den generation, hvis demokratiske og politiske indsats, postulerer Albæk i bogen, kan ligge på et meget lille sted. For her kommer Thomas; og alle hans venner samt en hel generation, der er vokset op med krisebevidsthed i en globaliseret verden, en generation, som ikke bare bliver opslugt af sofaens omklamrende tryghed, men er derude og tager stilling til den verden, vi lever i. Hvor er det helt igennem pragtfuldt, at vores fremtid afhænger af ungdommen. Efter mødet med Thomas og alle de andre engagerede unge mennesker er jeg slet ikke spor i tvivl om, at fremtiden er i gode hænder med dem, og at de nok skal have svaret på, hvordan vi løser fremtidens velfærdsproblemer. LÆS OGSÅ: Renée: En ny generation med andre jagtterritorier